Onsdag havde Folketinget forespørgselsdebat om udlændingepolitik. Forespørgslen var rejst af Dansk Folkeparti ved partiets udlændingeordfører Martin Henriksen.
Martin Henriksen plæderede for, at Danmark skal gå ind for den såkaldte australske model.
Den går ud på, at migranter, der kommer sejlende, ikke får lov til at komme i land. I stedet bliver de samlet og sendt til et særligt område.
Ifølge Martin Henriksen bør Danmark gå ind for, at man standser og vender de skibe, der fragter migranter over Middelhavet. Migranterne skal så sendes til et sted, hvorfra de kan vende hjem.
Intet af de andre partier gav dog nogen forpligtende støtte til Dansk Folkepartis forslag.
Udlændingeminister Inger Støjberg var henholdende. Det samme var Socialdemokratiet, hvis gruppeformand Henrik Sass Larsen ellers sidste år gik ind for den australske model.
Man kan læse om debatten i artiklen nedenfor.
Hvad skal der ske med vores samfund?
Som det stort set altid sker, var debatten præget af en masse overvejelser om, hvilke midler man kan og skal bruge i udlændingepolitikken.
Skal man bruge den australske model? Eller skal man gå efter at bruge andre midler?
Men i al snakken om, hvilke midler man skal bruge, står det helt uklart, hvilke politiske mål der skal opfyldes. Hvad er det for et problem, man vil have løst?
Sådan var det under onsdagens debat, og sådan er det stort set altid.
Politikerne diskuterer alt mellem himmel og jord om udlændingepolitik – bortset fra det virkelig vigtige.
De fleste partier kan blive enige om, at man skal begrænse tilstrømningen af asylansøgere. Men hvor meget skal man begrænse den for at løse de centrale problemer?
Dramatisk ændring
For at svare på det må man forholde sig til, hvad der faktisk sker med det danske samfund i disse år.
I 2016 offentliggjorte Danmarks Statistik en fremskrivning for perioden 2016-2060. den viste en dramatisk ændring i befolkningens sammensætning:
Andelen af personer med ikke-vestlig baggrund ville stige med 88 procent frem mod 2060!
I 2016 udgjorde personer af ikke-vestlige herkomst 8 procent af befolkningen i Danmark. Ifølge fremskrivningen måtte man forvente, at de ville udgøre 13 procent af befolkningen i Danmark.
En stadig større andel vil således have baggrund i samfund og kulturer, der ligger meget langt fra den danske tradition for fred, frihed, demokrati og ligestilling.
Ønsker vi det? Det spørgsmål bliver ikke engang stillet af vores politiske ledere.
Asyltallene og befolkningens sammensætning
Statsminister Lars Løkke Rasmussen søger at give indtryk af, at vi nu har styr på tilstrømningen. Han henviser til, at asyltallene på det seneste er gået klart ned.
Det er rigtigt. Ingen ved dog, hvor længe denne tendens holder – man må regne med et massivt pres på Europa i de kommende år.
Og selv med mere begrænsede asyltal sker der fortsat en markant ændring i den danske befolknings sammensætning. Blandt andet på grund af fødselstal.
Andelen af personer med ikke-vestlig, ofte muslimsk baggrund bliver større og større. Eller for at sige det skarpt: Danmark bliver mere og mere muslimsk.
De to afgørende spørgsmål
Det anerkendte amerikanske analyseinstitut Pew Research Center vurderer, at Danmark i 2050 kan have en muslimsk befolkning på op til 1,1 millioner mennesker – en andel på 16 procent af den samlede befolkning.
Asyltallet er ganske vist lavere, end Danmarks Statistik regnede med i 2016. Men retningen er den samme. Det har afgørende betydning for det danske samfunds kultur- og værdigrundlag.
For at sige det meget tilspidset: Man kan ikke skifte befolkningen ud uden at få et andet samfund. Men hvem har sagt, at det er det, vi ønsker?
Politikerne må til at føre en debat om udlændingepolitik, hvor man sætter de to afgørende spørgsmål i centrum:
Hvilket samfund med hvilken kultur ønsker vi? Og hvordan sikrer vi dette mål?
