Natten til søndag blev en 18-årig mand overfaldet på hjørnet af Skolegade og Englandsgade i Esbjerg. Han blev tildelt knytnæveslag og spark af en gruppe unge mænd, der var kørende i en mindre, grå bil.
Inden overfaldet havde der været en ordveksling mellem den 18-årige og mændene i bilen.
Sydjyllands Politi omtalte overfaldet på Twitter og skrev derefter: ”Har du set noget hører vi gerne fra dig!”
Men politiet gav ingen oplysninger om gerningsmændene, som kunne hjælpe til at få vidner på banen. Bortset fra, at de kørte væk i en mindre, grå bil.
Anden etnisk baggrund
Det kunne jo skyldes, at politiet absolut intet vidste om gerningsmændene. Men det var ikke tilfældet her.
Politiet havde faktisk en afgørende viden: To af gerningsmændene har tilsyneladende anden etnisk baggrund end dansk. Men det ønskede man åbenbart ikke at oplyse til offentligheden.
Dette kom først frem, da netavisen 24NYT direkte spurgte Sydjyllands Politi, om der ikke fandtes et signalement fra enten offeret eller vidner.
Det fik ifølge 24NYT vagtchef Søren Stæggaard til at oplyse, ”at to vidner har set og beskrevet to af gerningsmændene, og at der i alt er tale om fire eftersøgte”.
Den ene gerningsmand beskrives således: Anden etnisk oprindelse end dansk. Kort lyst hår. 160-165 cm høj.
Om den anden gerningsmand hedder det: 175-180 cm høj. Brun i huden. Sort hår.
Disse oplysninger må jo siges at være indlysende nyttige at få ud til offentligheden. Politiet skulle selv have en klar interesse i at få dem frem af hensyn til sagens opklaring.
Alligevel blev de tilsyneladende skjult, indtil Sydjyllands Politi blev spurgt direkte. Hvorfor gav man ikke disse indlysende relevante oplysninger i første omgang?
Det vil selvfølgelig være helt uholdbart, hvis politisk korrekthed er prioriteret over sagens opklaring.
Politisk korrekt politi
Dette er tredje gang på få dage, at Den Korte Avis bringer artikler om, hvordan politiet har tilbageholdt informationer om gerningsmænd med indvandrerbaggrund.
Vi gør det absolut ikke, fordi vi føler trang til at genere politiet. Danske politifolk gør et stort og godt arbejde.
Men det er nødvendigt at sige fra, når der er tegn på, at politiet tilbageholder vigtige oplysninger for at give danskerne et bestemt, politisk korrekt billede af virkeligheden.
Det er ikke politiets opgave. Og det er i øvrigt spildt møje: Intet tyder på, at den danske befolkning køber den politisk korrekte version af, hvad der foregår i vores samfund.
https://www.jv.dk/krimi/Voldeligt-overfald-Ung-mand-slaaet-og-sparket-i-ansigtet/artikel/2608852