Pape vil have mere plads til nationale selvbestemmelse i konvention – det er for svagt, siger DF

Foto: Privat
Den danske justitsminister forsøger at samle opbakning til reform af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

 

Det handler grundlæggende set om at sikre, at befolkningen fortsat bakker op om de europæiske menneskerettigheder.

 

Sådan lyder det fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K), der torsdag og fredag vil forsøge at samle opbakning til en erklæring om fortsatte reformer af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

 

Det sker på en ministerkonference i København. Konferencen markerer afslutningen på Danmarks formandskab for Europarådet.

 

– Det er vigtigt, at vi får et mere balanceret, fokuseret og effektivt menneskeretssystem, hvor domstolen ikke hele tiden er overdommer i alverdens spørgsmål, siger Søren Pape Poulsen.

 

– Vi skal slå hårdt ned på de lande, som grundlæggende ikke respekterer menneskerettighederne. Men der skal også gives rimelig plads til de lande, som tager menneskerettighederne alvorligt.

 

Står det til den danske regering, skal der være et “nationalt rum” til at afgøre sager.

 

Hvis ellers domstolene har fulgt almindelige retsstatsprincipper og taget højde for menneskerettighederne i deres afgørelser, så skal Menneskerettighedsdomstolen ikke agere overdommer.

 

Det er især sager om udvisning af kriminelle udlændinge, der har fået den danske regering til at tage debatten op, forklarer Pape.

 

– Det er en dansk mærkesag at få nogle bedre værktøjer til at sikre, at menneskerettighedsdomstolen ikke farer ud ad en tangent og fortolker konventionen på en måde, som man ikke kan se sig i rundt om i landene.

 

– Det er simpelthen helt, helt afgørende, at der er folkelig opbakning til menneskerettighederne. For hvis der ikke er det, så kan vi risikere, at vi ikke har dem længere, siger Søren Pape Poulsen.

 

Den danske regering fremlagde sit første udkast til en erklæring i februar. Siden er der blevet forhandlet mellem Europarådets 47 medlemslande. Og målet er at vedtage en erklæring fredag.

 

Det første danske udkast blev opfattet som meget vidtgående i en del af medlemslandene.

 

Men Jonas Christoffersen, der er direktør i det uafhængige Institut for Menneskerettigheder, ser den danske linje som udtryk for en nødvendig udvikling. En udvikling, der i øvrigt er i gang allerede.

 

– Domstolen kan ikke sidde og kommarette på alle afgørelser hele tiden. Den må gå ned der, hvor der virkelig er noget på spil.

 

– I sidste ende er der jo ikke altid noget objektivt sandfærdigt svar på, hvor grænsen skal gå, siger Jonas Christoffersen.

Dansk Folkeparti
Regeringen vil reformere menneskeretssystemet, men det er ikke nok for DF, der fastholder kritik.

Stod det til Dansk Folkeparti, skulle Den Europæiske Menneskerettighedskonvention slet ikke være en del af dansk lovgivning.

 

Hvis danskerne skal have rettigheder, skal de nemlig komme fra Folketinget og ikke fra en international konvention, mener partiet.

 

Set i det lys er det kun et lille skridt i den rigtige retning, regeringen lægger op til, når den torsdag og fredag søger opbakning i Europarådet til en erklæring, der skal sikre fortsatte reformer af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

 

Det fastslår DF’s udlændingeordfører, Martin Henriksen, der om nogen har været med til at sætte spørgsmålet om Menneskerettighedsdomstolen til debat i Danmark.

 

– Vi er selvfølgelig tilfredse med, at regeringen forsøger at gøre noget ved det. Men når man kigger på det udkast, der ligger til en erklæring, så er der ikke tale om en revolution, siger Martin Henriksen.

 

Vores forventning er, at der vil være rum for, at man vil kunne få lidt mere spillerum nationalt, måske udvise nogle flere.

 

– Men vi vil stadig se sager, hvor kriminelle udlændinge får lov at blive i Danmark på grund af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, forudser Martin Henriksen.

 

Regeringens forslag til erklæring lægger blandt andet op til, at Menneskerettighedsdomstolen skal holde sig ude af sager, hvor der allerede er foregået en grundig behandling ved nationale domstole i overensstemmelse med normale retsstatsprincipper.

 

Det er en udvikling, der allerede er i gang i dag. Men den danske regering håber at kunne få vedtaget nogle formuleringer, der vil sikre, at det står sort på hvidt, at udviklingen så også skal fortsætte.

 

Regeringen vil derimod ikke røre ved selve Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er kun domstolens praksis, det handler om. Og det ærgrer DF.

 

– Vi så gerne, at man gik længere og lagde op til, at man skulle ændre i konventionen. Og måske tog forbehold for konventionen, siger Martin Henriksen.

 

– I langt de fleste tilfælde bliver menneskerettighederne brugt til at varetage kriminelle udlændinges interesser.

 

– Og de bliver brugt til at forhindre Folketinget i at føre en udlændingepolitik, som der faktisk er flertal for. Det mener jeg ikke er i danskernes interesse i den sidste ende, lyder det fra udlændingeordføreren.

 

/ritzau/
Del på Facebook