Sidste torsdag vedtog Folketinget et forbud mod burka og niqab (hvor man kun ser øjnene).
Andre lande har gjort det samme. Specielt Frankrig har været et foregangsland.
Her nøjes man dog ikke med et burkaforbud.
I Frankrig lægger man i det hele taget stor vægt på at sikre, at staten fungerer på et verdsligt grundlag. Det vil sige, at det offentlige system ikke lader sig styre af religiøse hensyn og særkrav.
”La läicité”, verdsligheden, bliver blandt andet håndhævet ret skrapt i det offentlige uddannelsessystem – i modsætning til Danmark. Man slår kontant ned på religiøs indblanding
Her har man fået meget at se til med den massive muslimske indvandring til landet. Islam lægger op til, at det er religionen, som styrer staten og dens uddannelser.
Frankrig har således et forbud mod, at skolepiger og kvindelige lærere bærer islamisk tørklæde i skolen.
Men der er også en stribe andre regler, der skal sikre verdsligheden over for forsøg på islamisering.
Vismænd
I Frankrig findes ligefrem et særligt råd af ”verdslighedens vismænd”. Det vil sige folk med særlig indsigt, som skal sikre, at de verdslige principper overholdes i uddannelsessystemet.
Disse ”verdslighedens vismænd” har netop udsendt en vejledning til uddannelsesinstitutionerne om, hvordan de sikrer uafhængigheden af religiøs indflydelse.
Denne vejledning er usædvanlig klar og konkret i sine anvisninger. Det understreger, hvor alvorligt denne problemstilling tages i Frankrig.
Påklædning
Vejledningen slår fast, at det ikke er tilladt at have en påklædning i skolen, der viser ens religiøse tilhørsforhold.
Det gælder således de islamiske tørklæder. Det gælder i øvrigt også indiske sikhers turbaner.
Der er grænsetilfælde. Men her må man tage en vurdering af, om for eksempel en gymnasieelev i en lang og mørk klædedragt og med et tørklæde, der delvis dækker hendes hår, stiller sin religion til skue.
Hvis hun permanent går i den slags påklædning og nægter at opgive den på opfordring, vil det blive betragtet som et tegn på, at tøjet fungerer som et religiøst symbol.
Hvis hun nægter at opgive sin påklædning, kan sagen indbringes for skolens ”disciplinære råd”, som kan uddele sanktioner. Den yderste sanktion er bortvisning fra skolen.
Give hånd
Vejledningen fra ”verdslighedens vismænd” gør det også klart, at skolelærere ikke kan nægte at give hånd til personer af det modsatte køn – hvad enten det nu er kolleger, forældre eller elever.
I Danmark har vi også haft den slags sager. Men i Frankrig er der ingen slinger i valsen, når det gælder principperne.
Som der klart står i vejledningen: Man må ikke sætte sin religiøse overbevisning over ligheden mellem mænd og kvinder!
Idræt
En elev kan heller ikke fritages fra bestemte aktiviteter i skolen med henvisning til sin religiøse overbevisning.
Man kan således ikke sige nej til en bestemt undervisning eller en skoleudflugt med denne begrundelse. Man kan heller ikke blive fritaget for idræt.
Der er ikke noget, der hedder, at man kan nægte at deltage i svømning, hvis piger og drenge er sammen i vandet. Det er ellers et hyppigt krav fra muslimer.
Hvis man beder sig fritaget for idræt med en lægeerklæring, skal skolen have en læge til at tjekke denne erklæring.
I forbindelse med særlige religiøse højtider kan man på selve dagen få fri fra skole. Men man kan ikke slippe for idræt og andre fysiske aktiviteter over en længere periode. For eksempel i forbindelse med fasten under Ramadanen.
I Danmark er man mere eftergivende
Som det fremgår, håndhæver de franske myndigheder en ret konsekvent verdslig linje på uddannelsesstederne. Og der vanker sanktioner, hvis man lader religionen styre, hvad der foregår.
I Danmark er regering og myndigheder mere eftergivende over for religiøse særkrav til elevernes påklædning og aktiviteter.
Der er noget at lære af Frankrig.
