Næppe har man sat fod i entreen, før Verdis ørehængere strømmer én i møde.
Siden danske Michael Bojesen sidste år satte sig i chefstolen på Malmøs Opera, har den traditionelle ringning nemlig været tilpasset aftenens forestilling, så publikum kaldes på plads med toner fra operaens højdepunkter.
Et lille raffinement, der dog siger noget om Bojesens øje for både detaljen og det store. Og lørdag aften kunne det store let overstråle detaljerne. Ja, denne aften var det store i Malmø noget større end sædvanligt.
Efter et halvt års pause debuterede franske Patricia Petibon som den faldne, følelsesmæssigt forfrosne kvinde, der lader sit svigtede stenhjerte tø; giver sig hen i kærligheden og for en stund får lykkens lys over sin tilværelses overfladiske mørke. Som La Traviata i Verdis udødelige udgave af Dumas fortælling om kameliadamen. Men hjerte rimer på smerte – og med Petibon som Violetta Valéry, mærker man begge dele helt op til de bagerste rækker.
Stærkt sangerholder
Som én af vor tids største fortolkere af barokmusikkens mestre, er det med en vis spænding man sætter sig til rette for at høre Petibon i en af Verdis dramaer. Hendes sprøde, men til tider spæde klang er ingen oplagt Traviata. Kan hun løfte partiet? Har hun temperamentet og dramaet til at træde i Sutherlands og Callas fodspor som Violetta?
Efter premieren lørdag aften bør ingen betvivle svaret. For Petibon mestrer en sjælden kombination af operaens fineste talenter. Et farverigt koloraturregister, der vækker minder om Sutherland, men dog savner den australske divas fylde. En nerve og drama, ikke set siden Maria Callas. Og et temperament, der – nå ja – er en bakkesangerinde værdigt, og så blot 50 kilometer fra den gamle pavillon… Så ja – Petibon stråler i Verdis krævende parti.
Og hun er i godt selskab; især af Davide Damiani, der med sin varme og myndige stemme rører dybt i rollen som faderen, Germont. Flere solister gør den gamle danske bys operascene stor hæder, ligesom koret er på internationalt niveau. Desto mere forunderligt er det, at tenoren Bülent Bezdüz er valgt til premiereforestillingen, mens hans dubleant Sehoon Moon ”kun” kan opleves over for Rebecca Nelsen, der dublere Petibon som Violeta.
Med sin farveløse klang, svage intonering og mekaniske ageren er Bezdüz en selvudslettende parentes ved siden af den dramatiske og betagende Petibon, hvis gribende tilstedeværelse i både musik og på scenen er det eneste, der forhindrer Bezdüzs grå skygge i at sætte noget egentligt præg på aftenen.
En respektfuld scenografi
Som ikke mindst Det Kongelige Teater viste med sidste års Rigoletto, bliver nyopsætninger af de store klassikere alt for ofte et indforstået og fortænkt forsøg på blot at distancere sig fra traditionen. Fornyelse for fornyelsen skyld, hvor scenografen overtager fortællerrollen fra den egentlige kunst, publikum er kommet for at opleve.
Det var derfor med en vis skepsis, jeg imødeså Olivier Pys opsætning, der ifølge programmet henter inspiration for den mexicanske tradition med at fejre De Dødes Dag, Día de Muertos. For hvad i alverden laver Verdis Traviata i Mexico?
Men allerede i pausen må min intuitive modstand give fortabt. Den kan ikke finde grund at stå på. Olivier Pys opsætning og scenografi er netop ikke et desperat forsøg på at skabe ”en ny fortælling”; det er et kunstværk i sig selv, som på begavet vis underbygger både musik og fortælling.
Døden er Violetas følgesvend – et makkerpar, der allerede slås fast inden første akkord. Og netop den pointe om Violeta som skæbnebundet til døden giver fortællingen en ny, fatalistisk dimension, der ikke distraherer, men beriger og supplerer forestillingen, ikke mindst takket være dansernes gennemgående rolle, der er en smuk integration mellem moderne dans på meget højt niveau og Verdis musik. Også anden akts duet mellem Violetta og Germont opnår stort dramatisk indhold, når Py udvider samtalen til at inkludere fire personer på scenen. Det er både flot set og flot at se på. Uden sammenligning den bedste nyopsætning af en opera, jeg har set i årtier.
Fem ud af seks stjerner.
Herfra kan jeg derfor kun give forestilling fem ud af seks stjerner. Een for opsætningen; en for koret, en for Davide Damiani; og to til Patricia Petibon – dels for hendes dramatiske og musiske tilstedeværelse. Det er stort at opleve. For hvor ofte kniber man egentlig en tåre, når man godt ved, hvordan historien ender? Med Petibons hjertegribende Violeta kniber man indtil flere. Det er ikke bare petit bon; men helt igennem merveilleux.
a
a
