Kan Dostojevskij inspirere til mord? – en bog om genåbnede kriminalsager

Frederik Strand har siden 2010 været leder af Politimuseet og er forfatter til flere bøger om danske kriminalsager. Han er cand.mag. i filosofi og historie samt ph.d. i politihistorie. Dermed har han en noget anden baggrund end de fleste true crime-forfattere. Det mærkes i hans seneste bog.

 

Ruderkonge, Store Russer, Monsteret fra Wiesbaden, Amagermanden

Når uhyggelige hændelser som drab omtales som ”sager”, skal man aldrig glemme, at det handler om menneskeskæbner. Strand har kastet sig over genåbnede danske kriminalsager. Blandt de mange behandlede sager er der kun er et par stykker, som ikke er så kendte i offentligheden. Der vil – overfladisk betragtet – således ikke være meget nyt at hente for den, som er godt inde i emnet.

 

Tidsmæssigt spænder sagerne fra 1890 til afsløringen af Amagermanden i 2010. I den gængse kriminallitteratur er det ofte nogle håndfulde af de samme sager, som igen og igen hives frem: Dagmar Overby, Damhus-mordet, Conny/Connie-drabene, Bombemanden. Og så er der de syv kvindedrab fra 1989-91, hvor de fem fortsat er uopklarede – trods store efterforskningsmæssige landvindinger i form af DNA. Man må inderligt håbe, at de også engang bliver til genåbnede sager.

 

Kan Dostojevskij inspirere til mord?

Hvorfor endnu en bog om velbelyste sager? Fordi forfatteren så at sige sætter sit særlige ”fingeraftryk” på dem. To ting springer i øjnene: hans omfattende viden om politiefterforskning før og nu – og hans brug af filosofiske og litterære overvejelser i forbindelse med sager, som nok de færreste ville forbinde med noget, der har det fjerneste med filosofi og litteratur at gøre.  

 

I sagen om drabet på inkassator Johan Meyer (1890) påviser Strand, at morderen i sin ugerning var stærkt påvirket af Dostojevskijs store roman Forbrydelse og Straf, hvor hovedpersonen Raskolnikov rovmyrder en pantelånerske. Han opfatter sig som et overmenneske, som har lov til at skalte og valte med andre menneskers liv. Knapt så overbevisende forekommer sammenligningen mellem seriepyromanen/massemorderen Erik S. og SS-Obersturmbannführer Adolph Eichmann i forbindelse med Hannah Arendts tanker om ondskabens banalitet. Selv om det altid er forfriskende at tænke ”ud af boksen”.

 

Når efterforskningen lykkes og mislykkes

En drabssag forældes aldrig i Danmark – i modsætning til de fleste andre forbrydelser. Jagten på mordernes stopper altså aldrig. Det særligt interessante ved genåbnede sager er, at en drabssag i første omgang henlægges som uopklaret, men bliver genåbnet i forbindelse med en ny sag eller et nyt spor. Ofte slår forbryderen slår til igen og fælder dermed sig selv. Derved kommer det frem, hvor efterforskningen lykkedes og mislykkedes. Der er således mangfoldige eksempler på, at den rigtige mand – eller sjældnere: kvinde – blev afhørt i første omgang, men alligevel slap fri.

 

Langt de fleste alvorlige personforbrydelser i Danmark opklares – i modsætning til i f.eks. U.S.A., hvor opklaringsprocenten er nede på 50. Vi har altså dygtige kriminalfolk. Men der er altid plads til forbedringer. I dette kritiske og reflekterende lys bliver bogen for alvor interessant. Strand skriver godt og er vel inde i sit stof. Der er ikke mange fejl at markere med den røde anmelderpen. Billedsiden er gennemarbejdet. Forfatteren snyder os ikke for en fyldig oversigt over litteratur og kildemateriale. Bogen anbefales derfor enhver med den mindste interesse for danske kriminalsager.

 

Frederik Strand, Jagten på morderne stopper aldrig – genåbnede danske kriminalsager. Lindhardt og Ringhof 2018, 480 sider, ill., 300 kr.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…