Af Martin Henriksen, udlændinge og integrationsordfører for Dansk Folkeparti
Der foregår hvert år en trist trafik af børn og unge med indvandrerbaggrund, som af deres forældre bliver sendt på ”genopdragelsesrejse” i et fjernt hjemland. Ofte under falsk påskud.
Måske bliver en teenager bildt ind, at man skal på ferie med familien for så at blive efterladt hos fjerne måske helt ukendt slægtninge i et fjernt og fremmed land.
Som regel skyldes denne bizarre trafik, at en indvandrerfamilie er blevet bange for, at deres barn er blevet ”for dansk”. Man vil styrke eksempelvis børnenes somaliske identitet på bekostning af den danske.
Det er naturligvis forfærdeligt for børnene.
Men det udstiller også meget klart, at det er forældrene, der er problemet. De ser tydeligvis ikke sig selv som en del af Danmark. De ønsker ikke, at deres børn skal være danske. De hører ganske enkelt ikke til her.
Derfor har Dansk Folkeparti sammen med Socialdemokratiet og SF fremsat et beslutningsforslag, som skal gøre det muligt at inddrage forældrenes opholdstilladelse her i landet, hvis de sender deres børn på genopdragelsesrejse i udlandet.
Dansk Folkeparti fremsatte i 2012 et lignende forslag. Dengang var alle andre partier imod, men efter at vi har rettet forslaget til, så der i hvert enkelt tilfælde kommer en individuel vurdering har S og SF tilsluttet sig forslaget. Jeg håber, at regeringen også kan støtte forslaget.
Når forældrene ikke ønsker, at deres børn skal blive for danske, er det er et klart udtryk for, at de ikke selv er blevet danske. Derfor bør man tage konsekvensen og sige til familien, at de må tage ophold i et andet land. De vil sikkert også finde sig bedre tilpas i et andet land med en kultur, som stemmer bedre overens med deres egen kulturelle og religiøse baggrund.
Forældrene har jo allerede truffet det valg på deres børns vegne, at de ikke hører til her i landet. Så bør konsekvensen være, at de selv følger efter.
I Dansk Folkeparti arbejder vi naturligvis videre med nye tiltag, og vi forsøger løbende at indgå kompromisser, så vi kan få flertal for flere nødvendige stramninger. Det gør vi på dette område, såvel som på andre områder indenfor udlændingepolitikken. Det er afgørende for Danmark.