Den 24. april skal grønlænderne stemme om, hvilke politikere, der skal have de 31 pladser i Grønlands Landsstyre, Inatsisartut. Syv partier kæmper om magten. I øjeblikket har Grønland en koalitionsregering bestående af det socialdemokratisk orienterede Siumut og det mere venstreorienterede IA (Inuit Ataqatigiit).
Valget vil afgøre, hvilket af de to største partier, Siumut og Inuit Ataqatigiit, der kan samle en regering bag sig. Dermed vil valget afgøre om den tidligere politibetjent Kim Kielsen, der har været landsstyreformand siden december 2014, kan fortsætte som landsstyreformand, eller om lederen af IA, folketingsmedlemmet Sara Olsvig, kommer til magten.
Det er først og fremmest de nære emner som fiskeri, sociale problemer og infrastruktur, der præger valgkampen, men hele tiden på baggrund af diskussionen om Grønlands vej til løsrivelse – i år stærkere end under tidligere valgkampe.
Det centrale spørgsmål er således hvordan Grønland med 56.000 indbyggere kan skabe en mere selvbærende økonomi, der på sigt kan bane vejen for et selvstændigt land og uafhængighed af bloktilskuddet på årligt godt 3,6 milliarder kroner fra Danmark.
Skæbneåret 2021
For fem år siden håbede en del grønlændere, at løsrivelsen var lige om hjørnet på grund af flere lovende mineprojekter, herunder uranindvinding. Men selvom der i øjeblikket er flere forsøg på at udvinde mineraler, er der ikke umiddelbart udsigt til store indtægter. Alligevel er der mange i Grønland, der mener at året 2021 vil blive en milepæl – 300-året for præsten Hans Egedes ankomst til Grønland.
Kuupik Kleist, der var landsstyreformand fra 2009 til 2013 og repræsenterede det venstreorienterede parti Inuit Ataqatigiit i Folketinget fra 2001 til 2007, har i den grønlandske avis Sermitsiaq, beskrevet, hvilke emner, politikerne efter hans opfattelse bør diskutere: Først og fremmest bør partierne bør forholde sig til, hvordan Grønland kan blive økonomisk selvbærende, hvordan de sociale forhold kan forbedres, og hvad der kan gøres for at få de mange grønlændere på offentlig forsørgelse over i produktive erhverv. Desuden efterlyser Kuupik Kleist en plan for, hvordan Grønland kan hjemtage de 32 større og mindre sagsområder, der stadig styres fra Danmark, men som Grønland ifølge Selvstyreloven har mulighed for at overtage, men har ikke råd til.
Kuupik Kleist efterlyser også, at politikerne forholder sig til den affolkning, der betyder, at mange veluddannede grønlændere rejser til Danmark. Det anslås, at omkring 16.000 grønlændere bor i Danmark. Der er derfor behov for, at Grønlands politikere opstiller mere præcise mål for den økonomiske og sociale udvikling.
”Vi ønsker alle selvstændighed. Vi skal ikke sætte dato på løsrivelsen, men jeg synes, at politikerne skal drøfte mere konkret, hvad der kan gøres for at sikre et økonomisk og socialt bæredygtigt samfund,” siger Kuupik Kleist.
Bredt ønske om løsrivelse
Løsrivelse fra Danmark er endemålet for næsten alle politiske partier i Grønland, men spørgsmålet er, hvor hurtigt vejen til selvstændighed skal gå. En gruppe ønsker selvstændighed hurtigst muligt. En anden ønsker at bringe økonomien i orden, før der opnås selvstændighed. Og endelig er der faktisk en tredje, mindre gruppe, der ønsker et fortsat samarbejde og rigsfællesskabets opretholdelse.
Forfatningskommission
Det grønlandske selvstyre har taget store symbolske skridt i retning af selvstændighed med oprettelsen af en forfatningskommission og vedtagelsen af et regeringsgrundlag, der blandt andet fastslår, ”at Grønland uigenkaldeligt er på vej mod selvstændighed”. Til gengæld er der ikke sket noget konkret i forhold til at hjemtage flere sagsområder fra Danmark.
Hans Enoksen fra partiet Naleraq er foreløbig er den eneste grønlandske politiker, der har sat dato på og foreslået, at løsrivelsen sker i 2021 i forbindelse med markeringen af 300-året for præsten Hans Egedes ankomst til Grønland.
I forsommeren 2017 blev landsstyreformand og leder af det regerende Siumut-parti, Kim Kielsen, udfordret ved et formandsvalg af den tidligere grønlandske udenrigsminister, Vittus Qujaukitsoq. Qujaukitsoq erklærede, at Grønland godt kunne undvære bloktilskuddet fra Danmark. Han tabte formandsvalget og dannede siden partiet Nunatta Qitornai (Vort Lands Efterkommere), der ønsker selvstændighed hurtigst muligt.
Det nye parti opstiller også den kontroversielle grønlandske politiker og tidligere formand for Grønlands landsstyre Aleqa Hammond, der blev ekskluderet fra Siumut i 2016 efter en sag om bilagsfusk og i dag er løsgænger i Folketinget.
Aleqa Hammond
Aleqa Hammond kan blive valgets overraskelse. Den 52-årige tidligere landsstyreformand har traditionelt haft et godt tag i vælgerne. Ved Folketingsvalget den 18. juni 2015 var stemmeprocenten på Grønland kun 49,9, men af de 7.831 stemmer, der blev afgivet på Siumut, fik Aleqa Hammond faktisk 3.745 stemmer.
Uanset vælgertækken er Aleqa Hammond en kontroversiel politiker. I august 2016 blev Hammond ekskluderet fra Siumut efter det kom frem, at hun havde brugt sit kreditkort fra Folketinget til private indkøb for knap 13.000 kroner.
Hun forklarede dengang på sin Facebook-profil, at hun var nødsaget til at bruge kortet, der ifølge Folketingets rejseregler kun benyttes til at betale for tjenesteydelser så som taxa og fly i forbindelse med møder.
Aleqa Hammond havde prøvet det før. I efteråret 2014 måtte hun gå af som formand for Grønlands Landsstyre og formand for Siumut-partiet efter at have forgrebet sig på offentlige midler.
Sagen om Aleqa Hammond kan tjene til at anskueliggøre, at vi ikke behøver at tage til de græske øer i det Ægæiske Hav for at finde eksempler på grelle eksempler på moralske brist og politisk misrøgt. De mange danskere, der har haft svært ved at forstå, hvordan Grækenland kunne drives ud i en statsbankerot, burde et øjeblik overveje situationen på Grønland.
Det bemærkelsesværdige ved valget på Grønland i 2015 var, at Siumut opstillede og valgte den skandaleramte Aleqa Hammond. På Grønland blev hun fundet uværdig som landsstyreformand og som partiformand og blev afsat fra begge poster. Til spekulationerne om hendes værdighed i det danske Folketing, understregede hendes partifæller i Siumut dengang, at hun ikke blev dømt for noget. I øvrigt skulle hun have betalt de mere end 200.000 misbrugte offentlige kr. tilbage til Landskassen. Berlingske Tidende kunne dog i 2014 oplyse, at Aleqa Hammond tilbage i 1996 måtte modtage en dom for bedrageri.
Vi har således fået anskuelsesundervisning i den barokke situation, at en person, der ikke er værdig til tillidsposter i det grønlandske selvstyre, kan sidde i det danske Folketing!
Grønlands økonomi
Grønlands Økonomiske Råd følger den økonomiske udvikling, og situationen er ikke god. Økonomisk aktivitet som følge af mineral- og olieindvinding har lange udsigter, og mange år efter indførelsen af Grønlands Selvstyre er der ikke gennemført reformer, der kunne have understøttet en selvbærende økonomi. Det vurderes, at der er behov for varige budgetforbedringer i størrelsesordenen 1 mia. kr. svarende til 7 pct. af Grønlands samlede BNP.
Fiskeri
Grønland er i dag fortsat helt afhængig af én bestemt sektor: fiskeriet og fiskeindustrien, som i 2015 stod for næsten 95 pct. af vareeksporten, heraf rejer 43 pct. og hellefisk 29 pct.
Fiskeri er Grønlands altdominerende erhverv og økonomiske grundlag. Fiskeriet spænder fra industrielt udenskærs fiskeri til kystnært småskala fiskeri, fra store vertikalt integrerede Selvstyreejede selskaber til enkeltmandsvirksomheder i åbne fartøjer, fra fiskekooperativer til selskaber med delvist udenlandsk ejerskab og investeringer i udlandet.
Fiskerierhvervet har i de senere år været inde i en positiv udvikling både i forhold til priser og mængder og genereret øgede indtægter til Landskassen.
Fiskeriet har afgørende beskæftigelsesmæssig betydning i bygderne, men også i byerne er op mod 40 pct. beskæftiget i fiskerierhvervet.
Nogle af hovedpunkterne i den fiskerilov landstinget skal tage stilling til efter valget vedrører rejefiskeriet, hvor der blandt andet foreslås: at ejerskab af kvoteandele i rejefiskeriet skal opgøres på en ny måde, der bl.a. tager hensyn til indirekte ejerskab, at kvotefordelingen for rejer ved Vestgrønland for kystnært og havgående rejefiskeriet ændres fra 43/57 til 50/50, og samtidig indskærpes mulighederne for at sælge kvoteandelsmængder fra den havgående til den kystnære flådekomponent, og at der indføres et opsigelsesvarsel på mindst 5 år for hidtil tidsubegrænsede rejelicenser. De konkrete regler for tilbagetrækning samt genfordeling af tidsubegrænsede licenser fastsættes senere.
Formålet med lovforslaget er at mindske den stigende ulighed, sikre arbejdspladser og forbedre indtjeningsmulighederne for fiskere. Lovforslaget sigter mod, at flere fiskere får en større andel af det overskud, der skabes af de fælles fiskeriressourcer.
Bredere erhvervsgrundlag
Selvstyret er stærkt optaget af hvordan Grønland kan frigøre sig fra afhængigheden af de 4,7 mia. kr., som bloktilskud og refusioner fra Danmark og tilskud fra EU udgør – svarende til mere end halvdelen af Landskassens samlede indtægter. Problemet er, at det grønlandske eksistensgrundlag ikke styrkes af sig selv. Der er da også fremskredne planer for offentlige investeringer i bredere erhvervsudvikling, råstoffer og turisme. Politikerne i det grønlandske landsting, Inatsisartut, har således besluttet at bygge nye lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq i Vestgrønland. Foreløbig er finansieringen af de 3,6 milliarder, som alene lufthavnene skønnes at koste, slet ikke på plads, og dermed illustreres skismaet mellem behovet for infrastruktur og de begrænsede økonomiske muligheder.
Kort historie
Grønlands ældste nordbobebyggelse blev etableret af Erik den Røde fra Island, der hørte under Norge. Erik var i 982 blevet dømt fredløs (og dermed statsløs og retsløs) formentlig for 3 år, anklaget for mord. Efter sin fredløse periode vendte han tilbage til Island og ledede i 986 en islandsk udvandring til Grønland.
Hans Egede var præst på Lofoten i Norge, da han hørte om nordboerne, der i vikingetiden havde slået sig ned på Grønland, og som man ikke havde haft kontakt med siden slutningen af 1400-tallet. I 1721 bad han Frederik den 4. af Danmark og Norge om lov til at rejse til Grønland og påbegynde missionsarbejde blandt nordboerne. Hans Egede søgte efter nordboerne eller vikingerne i Grønland i 1721, men fandt dem ikke. I stedet traf han inuiterne og begyndte at missionere blandt dem. Han grundlagde Nuuk (Godthåb).
Norge og de oprindeligt norske skatlande Grønland, Island og Færøerne var formelt underlagt den danske krone fra 1536 og indtil 1814, hvor Norge ved freden i Kiel efter Napoleonskrigene blev afstået til kongen af Sverige. Efter opløsningen af unionen mellem de to lande 1814 forblev Færøerne, Island og Grønland danske besiddelser.
I 1953 blev Grønland en integreret del af Danmark og i 1979 fik Grønland efter en folkeafstemning hjemmestyre. Efter en folkeafstemning i 2008 fik Grønland selvstyre og yderligere autonomi, herunder kontrol over råstoffer i undergrunden. Grønlandsk har erstattet dansk som officielt sprog.
