Verden er langt bedre i dag end i går. I hvert fald ifølge en ny bog af professor i international sundhed Hans Rosling.
Hans Rosling, Ola Rosling og Anna Rosling Rönnlund: FACTFULNESS. 10 grunde til at vi misforstår verden – og hvorfor den er bedre end vi tror. Oversat fra engelsk af Annemette Goldberg. Hæftet med omslag. Ill. 376 sider. Kr. 299,95. Forlaget Lindhardt og Ringhof. Udkommer d. 5. april 2018.
***** fem stjerner
Hans Rosling er født i 1948 og netop død. Desværre. Han var en veluddannet, klog mand, der viede sit liv til at bekæmpe sortsyn og uvidenhed. Redskaberne var først og fremmest fakta, tal og statistik.
Herhjemme vil tv-seere måske huske Hans Rosling fra hans medvirken i en Deadline-udsendelse i 2015. Det lykkedes ham at slå studieværten ud af kurs – og sikkert også en række seere – med denne udtalelse: ”Man kan ikke benytte sig af medierne, hvis man vil forstå verden.” Fulgt op af: ”Jeg har ret, og du tager fejl.”
At Rosling har noget at have sin bombastiske erklæring i, står klart med ”Factfulness”, der vel kan siges at være kronen på hans livsværk.
Gapminder
I 2005 stiftede Hans Rosling Gapminder. Projektet blev til i samarbejde med sønnen Ola Rosling og svigerdatteren Anna Rosling Rönnlund. Formålet har været – og er – at bekæmpe uvidenhed med fakta og viden, som alle kan forstå.
Siden 1995 har Rosling forsket i menneskers viden om verdens tilstand. Konklusionen er: Stort set alle har et forvrænget , og dermed ødelæggende, verdenssyn – solidt forankret i fordomme og følelser frem for fakta. Vi tror, at verden er langt mere grum, voldelig og håbløs i forhold til fx sundhed, børnedødelighed, vaccinationer og pigers skolegang – end hvad de faktiske forhold er.
Fra fejlfortolkninger til fakta
Når vi fejlfortolker verden, bliver der truffet dårlige politiske beslutninger. Ressourcerne prioriteres forkert, når vi systematisk lever i vildfarelser. I stedet skal vi tage udgangspunkt i et faktabaseret verdenssyn.
Indledningen lægger ud med at teste læserens viden om verden. Det sker i form af 13 faktaspørgsmål, hvor testpersonen i hvert enkelt tilfælde kan vælge mellem tre svarmuligheder. Et eksempel:
I løbet af de seneste 20 år er andelen af verdens befolkning, som lever i ekstrem fattigdom …
A: næsten fordoblet.
B: forblevet mere eller mindre den samme.
C: næsten halveret.
Det rigtige svar er C.
Dramatiske instinkter og overdramatiserede verdensbilleder
Hvorfor fejlfortolker vi?
Det gør vi på grund af vores dramatiske instinkter og overdramatiserede verdensbilleder:
”Tænk på verden. Krig, vold, naturkatastrofer, menneskeskabte katastrofer, korruption. Det er slemt, og det føles, som om alting bliver værre, ikke? De rige bliver rigere, og de fattige bliver fattigere, antallet af fattige vokser og vokser, og inden længe løber vi tør for ressourcer, hvis vi ikke gør noget lige nu. Det er i hvert fald det billede, de fleste fra Vesten ser i medierne, og som de går rundt med i hovedet. Jeg kalder det for det overdramatiserede verdensbillede. Det er stressende og vildledende.
I virkeligheden lever langt størsteparten af verdens befolkning et sted omkring midten af indkomstskalaen.” (s. 23)
Ifølge Rosling er det overdramatiserede verdensbillede svært at ændre på, fordi det udspringer af den måde, vores hjerne fungerer på – et produkt af tusinder af års evolution. Vores hjerne drager ofte forhastede beslutninger, og vi har mange instinkter, der før i tiden var nyttige, men i dag volder problemer. Fx trangen til at spise sukker og fedt.
Rosling opererer med i alt 10 vildledende instinkter, der hver vies et kapitel. Et af instinkterne er negativitetsinstinktet, som er sammensat af tre fænomener: Falske erindringer, selektiv information fra journalister og aktivister og endelig en følelse af, at så længe noget er dårligt, er det en uting at sige, at det bliver bedre. Factfulness er bl.a. at indse, at dårligt nyt har langt nemmere ved at nå frem til os, og at folk – og lande! – har en tendens til at gøre tidligere historie rosenrød.
Citatmosaik
Her følger en citatmosaik, der forhåbentligt kan give en idé om ærindet i ”Factfulness” og de tænkeredskaber, bogen gerne vil have os til at anvende:
”En løsning, der fungerer for mig [forfatteren], er, at jeg overtaler mig selv til at have to tanker i hovedet på samme tid.” (s. 84)
”Hvis vi ikke passer vældigt godt på, kommer vi til at tro, at det usædvanlige er normen: at det er sådan, verden ser ud.” (s. 120)
”Frygt, der engang hjalp vores forfædre med at overleve, hjælper nutidens journalister med at beholde deres arbejde.” (s. 123)
”Men så længe ressourcerne ikke er ubegrænsede – og det er de aldrig – udviser du større medfølelse, hvis du bruger hovedet og finder ud af, hvor du kan udrette mest med de midler, du har. ” (s. 147)
”Alle kategoriserer og generaliserer automatisk hele tiden. Ubevidst. Det er ikke et spørgsmål om fordomme eller viden. Kategorier er strengt nødvendige, hvis vi skal fungere (…)
Men det nødvendige og nyttige generaliserings-instinkt kan, ligesom alle de andre instinkter i denne bog, forvrænge vores verdensbillede.” (s. 165)
”Hvis du danner dit verdensbillede på basis af medierne, ville det svare til, at du danner dig en forestilling om mig ved kun at betragte et billede af min fod.” (s. 207)
”I stedet for at pege fingre ad journalister burde vi spørge: Hvorfor præsenterer medierne os for et verdensbillede, der er så forvrænget? Er det virkelig journalisternes mening at give os et forvrænget billede? Eller er der mon en anden forklaring?” (s. 233)
”De fleste af de journalister og filmmagere, som fortæller os om verden, er selv ført på vildspor. Lad være med at dæmonisere journalister: De lider af de samme megamisforståelser som alle andre.” (s. 234)
”I sidste ende er det ikke journalisters rolle eller aktivisters og politikeres mål at præsentere verden, som den virkelig er. De vil altid konkurrere om at fange vores opmærksomhed med spændende historier og dramatiske fortællinger. De vil altid fokusere på det usædvanlige frem for det almindelige og på det nye og midlertidige snarere end langsomt skiftende mønstre.” (s. 279)
”Skyld-instinktet er den instinktive trang til at finde en simpel og tydelig forklaring på, hvorfor der sker noget slemt (…) Det virker, som om det er naturligt for os at mene, at når noget går galt, må det være på grund af onde individer med onde hensigter.” (s. 229)
”Paven tillægges også en kolossal indflydelse på den seksuelle adfærd hos verdens en milliard katolikker. Men trods en række pavers klare fordømmelse af brugen af prævention viser statistikker, at brugen af prævention er 60 procent i lande med katolsk flertal, sammenlignet med 58 procent i resten af verden. Men andre ord er tallene ens.” (s. 240)
En uhyre interessant bog
”Factfulness” har været en uhyre interessant bog at læse og er i den grad anbefalelsesværdig. Således oplevede jeg gentagne gange at blive anfægtet i mine faste – og altså fejlagtige – forestillinger om verdens almindelige tilstand.
Imidlertid er der to væsentlige emner, som bogen enten udgrænser eller behandler alt for overfladisk: 1. Kulturens betydning for socialiseringen af enkeltindivider og opbygningen af velfungerende samfundsinstitutioner, 2. Genetiske forskelle.
Ridser i lakken
Det trækker fra i karakterbogen og giver ridser i lakken, at Hans Rosling åbenbart ikke har haft føling med, hvad der foregår i hans fædreland:
”Mit hjemland Sverige ligger på Niveau 4 [det højeste indtægtsniveau– LN] og er et af verdens rigeste og sundeste lande.” (s. 69)
Hm! Han nåede vist ikke at blive helt opdateret på fakta i det igangværende svenske nedbrud, før han døde.
Følgende udsagn føjer spot til skade, fordi Rosling i sin jubeloptimisme lader til at være blank på islams 1400-årige historie, hvis værdier ikke ”bare” forsvinder:
”De macho-værdier, som stadig findes i mange asiatiske og afrikanske lande, er ikke asiatiske eller afrikanske værdier. De er ikke muslimske værdier. De er ikke østlige værdier. De er patriarkalske værdier som dem, der fandtes i Sverige for bare 60 år siden, og de vil forsvinde i takt med sociale og økonomiske fremskridt, præcis som de gjorde i Sverige.” (s. 200)
Også den dybe respekt for Al Gores arbejde med at forklare og handle på klimaforandringer skurrer i øjnene. Taget i betragtning at Rosling demonstrerer, at han er ganske på det rene med, at Gore gjorde hvad han kunne for at skræmme folk med usandsynlige scenarier. En bekvem frygt.
Uanset disse meget væsentlige brister fortjener Hans Rosling og hans medforfattere stor ros for at have leveret en velargumenteret og overbevisende dokumentation for nødvendigheden af at tage udgangspunkt i fakta frem for for-domme.