Få gang i Afrika – håndbog for afrikanske regeringer

Bogens forside, skærmprint You Tube

 

BOGANMELDELSE. ”Making Africa work” er den første håndbog i ledelse og succesfuld udvikling af afrikanske lande. Forfattere er O. Obasanjo, tidl. præsident i Nigeria, Afrikas folkerigeste stat (182 mio. i 2015) og 3 højt uddannede vestlige økonomer og ingeniører tilknyttet anerkendte universiteter: G. Mills, J. Herbst og D. Davis. Alle med stor erfaring fra rådgivning på højt niveau i Afrika.

 

Bogen udkom på Hurst & Co, London sent i 2017. Den er på 317 sider og består af tre dele: Afrikas tilstand, Afrikas økonomi og: Få Afrika i arbejde.

 

INDLEDNING

Afrika har i mange år været det kontinent, der har haft sværest ved at udvikle sig og at skaffe gode forhold for dets befolkninger. Der er foretaget mange analyser og lagt utallige planer om udviklingsindsatser, men ganske, ganske lidt er blevet gennemført. Afrika er derfor langsomt gledet agterud i forhold til tilsvarende udviklingslande i andre verdensdele.

 

Afrika består i dag af 53 uafhængige stater, som stort set har grænserne fra kolonitiden. Der er betydelige forskelle på situationerne i disse lande, hvorfor bogen både giver et overblik over de væsentligste fælles træk og en detailleret gennemgang af udvalgte landes forhold. Af de 47 lande som FN betegner som verdens mindst udviklede lande, ligger 33 i Afrika. Bogens fokus er landene syd for Sahara. Det skal bemærkes, at to lande her- Syd-Afrika og Botswana- skiller sig ud som værende økonomisk ret succesfulde.

 

AFRIKAS TILSTAND

Afrika står over for en vanskelig og sandsynligvis katastrofal fremtid med mindre kontinentet hurtigt udvikler sig. Den væsentligste årsag er den helt overvældende befolkningstilvækst i Afrika: fra 0,2 mia. i 1950 til 1,3 mia. nu og videre af FN beregnet til 2,5 mia. i 2050 og 4,5 mia. i 2100. Dvs. mere end en tredobling i resten af dette århundrede.

 

De øvrige kontinenter er stort set i befolkningsbalance- dvs. der fødes og dør nogenlunde lige mange. 26 af de afrikanske lande vil derimod fordoble deres størrelse fra nu og til 2050, meden 5 lande forventes at have femdoblet deres befolkningers størrelse indtil 2100. Afrikas befolkninger bliver derfor stadigt yngre, således at de år 2100 udgør 48 % af verdens 14 årige. Det er og vil fortsat være en næsten uløselig kæmpeopgave for Afrika at uddanne og skaffe arbejdspladser til de mange unge mennesker. Befolkningsoverskuddet fra landområderne søger mod byerne, hvor arbejdsløsheden også er overvældende høj. Dette medfører en uplanlagt byvækst, hvor infrastruktur og offentlig service slet ikke kan følge med. Ca. 2/3 af byområderne må allerede i dag karakteriseres som slum.

 

Samtidig har få stater evnet at opretholde en demokratisk styreform, da statskup med diktaturer og korruption med protegering eller begunstigelse af stamme, slægt og venner samt selvdestruktive politikudviklinger har været og stadig er hyppige foreteelser. Derfor må forventes tiltagende social uro, voksende arbejdsløshed, hyppigere og større sultkatastrofer samt forøget migration i Afrika eller til de øvrige kontinenter, især Europa.

 

Hele Øst-Asien havde ikke væsentlige fordele frem for Afrika, da begge kontinenters lande blev selvstændige omkring 1950. Begge lignede også hinanden i udviklingsniveau. Siden er de østasiatiske lande med Singapore og Vietnam som de mest lysende eksempler i den grad løbet fra Afrika. I en anden verdensdel er det samme tilfældet for Mexiko. Fælles for disse frontløberlande er, at de har haft demokratisk valgte handlekraftige regeringer, der har satset på samarbejde mellem regering og den private sektor, medens vækst i sidstnævnte nærmest har været ilde set i Afrika efter kolonialismens ophør. De afrikanske eliter har ikke været interesserede i liberaliseringer, der kunne forstyrre status quo, bortset fra udbud af mindre bidder såsom mobiltelefoni og visse infrastrukturprojekter med udnyttelse af landenes naturressourcer. Derfor har en solid investeringsvækst, som udvikler økonomierne og skaber jobs fx i industrier og service, ikke fundet sted i Afrika.

 

AFRIKAS ØKONOMI

Læs også
FN har ikke en effektiv håndtering af klodens befolkningseksplosion

Agerbrug. Afrika har 60% af verdens agerbrugsjord. Kunstig vanding, brug af kunstgødning og mekanisering har meget begrænset anvendelse og 40 af de 55 afrikanske økonomier må importere fødevarer. Ca. halvdelen af befolkningerne er beskæftiget i agerbruget, men alligevel lider 300 mio. af underenæring. Afrika er verdens største modtager af fødevarehjælp, hvorfor FAO- FN´s landbrugs- og fødevareorganisation har de fleste af sine 10.000 ansatte fokuseret på Afrika. FAO vurderer, at der ikke er mangel på land eller vand i Afrika, men derimod handlekraftige ledere med stabil politik, sikkerhed for de mange smålandmænds ejerskab til deres jord og en konkurrencedygtig tilgang til jordens drift.

 

Minedrift. Afrika er vel forsynet med mineraler af næsten alle slags. Kontinentet er derfor dybt afhængigt af minedrift, der i 2012 udgjorde 28% af BNP, 77% af eksporten og 42% af alle regeringers indtægter. I mange lande er der imidlertid en dyb mistro mellem mineindustriernes ejere og regeringerne, idet sidstnævnte anser virksomhederne for at være så massivt rige, at de kan belastes med store skatter, afgifter mm. Dette har medført, at kun få ønsker at investere i Afrika, da risikoen anses at være urimelig høj.

 

Fremstillingsvirksomhed. I Afrika syd for Sahara udgør fremstillingsvirksomhed kun 14 % af BNP- hvilket er blot 5 % af verdensproduktionen. Det forventes, at Kina i det kommende tiår pga. højere lønninger vil miste mange investeringer i sine mindre avancerede produktområder. Afrika burde derfor kunne tiltrække den produktion og de 85 mio. arbejdspladser, der forventes vil forlade Kina. Forudsætningen er dog, at der er opbygget en infrastruktur med elektricitet og transport samt fremfor alt skabt de stabile politiske og lovgivningsmæssige forhold, som er nødvendige for at sikre en konkurrenceudsat eksport.

 

Serviceerhverv. I 2014 var der 1,1 mia. internationale turister i verden, men mindre end 5 % heraf besøgte Afrika, hvor endda 2 lande – Sydafrika og Marokko tog imod 40% heraf. Der regnes med, at der skabes ét lokalt job pr 10 internationale turister. Videre er det en sektor, der ikke kræver massive investeringer.

 

Investeringsmidler. Der er mange private midler til globale investeringer. I 2014 var det 1,3 trillion US dollars. Afrika modtog i alt 54 mia., og heraf modtog landene syd for Sahara 42 mia. Global udviklingshjælp androg 160 mia. US dollars i 2014 og den årlige vestlige udviklingshjælp til Afrika er nu 50 mia. US dollars. Hertil kommer et ukendt beløb fra Kina og midler hjemsendt fra afrikanere i udlandet, sidstnævnte er anslået til mindst 40 mia. om året, men er måske 4 gange så meget.

 

Og hvordan har resultaterne været af udviklingshjælpen? Faktisk ikke så gode! Mange mio. mennesker er gennem de sidste 60 år bragt op over fattigdomsgrænsen, men det har kun haft lidt at gøre med udviklingshjælp. Det er primært opnået ved økonomisk vækst i asiatiske lande, som kun har modtaget meget begrænset udviklingshjælp.

 

Læs også
Frem mod valget må partierne tage klart stilling til det helt store spørgsmål i asylpolitikken

Det evige spørgsmål om Afrika har altid været, om der er penge nok til udviklingshjælp. Forfatterne mener, at det er det forkerte spørgsmål. I betragtning af de kolossale økonomiske midler, der er til rådighed, vil det rigtige spørgsmål være, om de afrikanske lande har tilstrækkelig ledelsesstyrke, institutioner og lovgivning til at anvende sådanne midler effektivt? I hvert fald har Verdensbanken vurderet, at regeringseffektiviteten i landene syd for Sahara har været statisk fra 1996 til 2014.

 

FÅ GANG I AFRIKA

Succesfuld ledelse, der resulterer i fremgang fra at være et mindre udviklet til et mere udviklet land, er ikke længere ren mystik, da som tidligere omtalt, en række lande allerede har gennemført en sådan omstilling med succes. Det allervigtigste og derfor første behov er at opnå en handlekraftig, viljestærk og løsningsorienteret ledelse, der er indstillet på at gennemføre de påtrængende nødvendige og benhårde reformer, der kræves for en ” turn around ”. En sådan ledelse kan ikke hentes udefra, men må være af afrikansk, lokal herkomst. Den må kunne overbevise landets befolkning om, at der er et presserende reformbehov og at sådanne reformer er absolut nødvendige, selvom de er smertelige og selvom de ønskede resultater først viser sig efter 5-10 år.

 

Overbefolkning. En positiv økonomisk udvikling i Afrika vil ikke kunne opnås med mindre den forventede befolkningseksplosion begrænses væsentligt. Dette bliver en meget krævende opgave, da afrikanske mænd ønsker at få mange børn, omend dette ønske sjældent deles af deres hustru(er). Resultatet er, at frugtbarheden i Afrika er høj med ca. 5 børn pr. kvinde, og den aftager kun langsomt.

 

Der er således behov for en massiv indsats om familieplanlægning med det mål hurtigt at opnå befolkningsmæssig ligevægt, dvs. en frugtbarhed på ca. 2 børn pr. kvinde. En af bogens forfattere, den tidligere præsident i Nigeria O. Obasanjo er ikke positiv herfor og udtrykte det i et nyligt interview i Berlingske Tidende med:” Træk ikke et kondom ned over Afrika!”. Han ville hellere afvente resultatet af de næste 15-20 år med bedre uddannelse. Ikke desto mindre anbefaler bogen en hurtig indsats, således at Afrika ikke skal overvældes af befolkningseksplosionen og den medfølgende urbanisering. Fremtidig udviklingsstøtte til Afrika bør derfor have indbygget betingelser om gennemførelse af effektiv familieplanlægning.

 

Økonomisk vækst og arbejdspladser. De mange unge mennesker i Afrika er en styrke, men kun såfremt de opnår jobs. Det vil være en formidabel opgave at skaffe et tilstrækkeligt antal jobs. IMF (International Monetary Fund) vurderer, at der er behov for 325 mio. højproduktive jobs frem til 2035, dvs 18 mio. jobs om året. Dette er et uopnåeligt stort antal og det vil udover reduktion via effektiv familieplanlægning også kræve fortsat udviklingshjælp samt fremfor alt kapital fra private investorer. Fremover må virksomheder også støttes fremfor direkte udnyttes. Dette kræver stabile regeringer og politikker, der kan levere korruptionsfri, afbureaukratiseret støtte til virksomhedsoprettelse og -drift. Regeringerne må også deltage i opbygningen af en infrastruktur med sikker el-forsyning, veje, havne mv., da disse nye, private virksomheder skal være konkurrencedygtige på det internationale marked. Regeringerne må også sikre tilstrækkelig skoleuddannelse af den opvoksende ungdom.

 

AFSLUTNING

Læs også
Tysk hjælpearbejder kidnappet af islamister i Afrika

Listen over virksomhedsbehov i en konkurrencefyldt verden er endnu længere, men i disse fattige lande må der foretages benhårde prioriteringer inden for de områder, hvor hvert enkelt land har særlige muligheder for gunstig udvikling.

 

Mange afrikanske ledere vil finde det svært at komme i gang med en gunstig udvikling, da mange af deres lande allerede nu af FN betegnes som:” Fejlslagne stater”. Sværest bliver nok at få de afrikanske ledere til at acceptere, at deres problemer stort set alle er selvskabte og derfor må løses lokalt og af dem selv støttet af udviklingshjælp og fremfor alt af private investeringer, hvortil der er knyttet visse betingelser.

 

De afrikanske ledere tilrådes at læse denne håndbog, som her anmeldes. Den vil være en god introduktion ved tilrettelæggelse af en dynamisk og effektiv økonomisk og social udvikling af deres lande. Såfremt en sådan gunstig udvikling ikke igangsættes snarest, må det forventes, at de nuværende” ledere overvældes af de mange unge arbejdsløse med smartphones og høje forventninger, som i stadig større antal ankommer til byerne”.

 

Håndbogen kan også anbefales til alle med interesse for aktuel og fremtidig dansk udenrigspolitik og interesse for Afrika i særdeleshed.

 

Ib Andersen, dr.med., speciallæge i miljø- og arbejdsmedicin

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…