Østrig fik ny regering i december sidste år. Den består af det konservative ÖVP og højrefløjspartiet FPÖ.
Forbundskansler Sebastian Kurz (ÖVP) lovede vælgerne stramninger i udlændingepolitikken. Og det er man nu i fuld gang med at levere.
På flere punkter overhaler man Danmark, når det gælder den stramme linje.
For nylig besluttede man, at islamiske tørklæder på piger i daginstitutioner og skoler skal forbydes.
Nu fremlægger regeringen forslag til ændringer i udlændingelovgivningen.
Asylansøgeres mobiltelefoner skal tjekkes
Fremover skal myndighederne kunne tjekke asylansøgeres mobiltelefoner.
Formålet er ikke at kontrollere indholdet på telefonerne. Men man vil aflæse telefonens såkaldte geodata, så man kan se, hvor asylansøgeren har befundet sig.
Dermed kan man gå asylansøgerens forklaringer om flugt og rejseruter efter i sømmene, som indenrigsminister Herbert Kickl (FPÖ) forklarer.
Herunder kan man se, hvor asylansøgeren er kommet ind i ’Schengen-området’, der følger fælles EU-regler. Det giver mulighed for at sende asylansøgeren tilbage til det land, der skal tage sig af asylansøgningen.
Sikkerhedsarrest for kriminelle
Man vil indføre en særlig sikkerhedsarrest for kriminelle asylansøgere, der har udstået deres straf. Her skal man kunne anbringe dem, indtil de kan hjemsendes.
Asylansøgere, der medbringer penge eller værdier, skal selv betale en del af omkostningerne ved deres ophold. Dette kendes også fra Danmark – jævnfør ’smykkeloven’, der vakte så meget postyr.
Statsborgerskab
Fremover vil asylansøgere først kunne søge om østrigsk statsborgerskab efter ti års ophold i landet. I Danmark er det otte år med mulighed for reduktion, hvis man opfylder særlige kriterier.
Dertil kommer andre stramninger, der ikke skal omtales her.
Regeringen vil have den nye udlændingelovgivning hurtigt igennem det politiske system.
Onsdag skal forslaget behandles i regeringen. Meningen er, at lovforslaget skal vedtages inden sommer.