Bog om Tidehverv: Åndelige kalorier, provokationer tilskyndelse til at tænke selv og et godt grin

Det er ikke alle, der kender ”Tidehverv”. Men alle kender Søren Krarup. Han er i høj grad en del af en ”bevægelse”, som ikke er en bevægelse og langtfra et parti, men slet og ret et blad, et sommermøde og et arbejdsfællesskab. Ny bog om fænomenet må interessere enhver, som interesserer sig for nyere ånds-, kirke- og kulturhistorie i den krassere udgave.

 

Reaktionen på et kulturkollaps

”Tidehverv” opstod i 1920’erne som et opgør mod en forløjet forkyndelse og en vammel kirkelighed. Det var de unges reaktion på det kulturkollaps, som var tydeligt efter 1. verdenskrigs rædsler, men som længe havde anedes i krogene. Kursen var sat fra begyndelsen mod konfrontationen – i tidsbestemte opgør med kirke og religion, kultur og samfund.

 

Med udgangspunkt i de fire ”anstiftere”, som forfatteren med et glimt i øjet betegner præsterne Niels Ivar Heje, Tage Schack, Kristoffer Olesen Larsen samt teologen og sløjdlæreren Gustav Brøndsted, skildrer Henrik Bach, sognepræst i Fårevejle, hvordan opgøret begynder i den kristne studenterbevægelse. En del af stoffet kendes fra tidligere fremstillinger. Alligevel dukker der mange nye ting op, og Bachs fremstilling, som ikke er strengt kronologisk, men snarere tematisk anlagt, er forfriskende og medrivende. Man helmer man ikke, før den sidste side er læst.

 

”Gud er alt, jeg er intet, og du er en idiot!”

Hvad var rebellernes ærinde? Det var først og sidst en sønderlemmende kritik af fromhed og kirkelighed – ikke kun i kirken, men i ethvert tiltag til at guddommeliggøre mennesket. Et generalangreb imod ideologier af enhver art og et forsvar for virkeligheden. Det blev gjort med fynd og klem, hvilket snart affødte ovenstående karakteristik af ”Tidehverv”. ”Tonen” var ubarmhjertig. Eversharp!  Men jo altså også gjort med stor begavelse og belæsthed. Luther og Kierkegaard var sekundanterne. Præstegårdsteologi og kirkekritik, når det er bedst.

 

”Tidehverv” kan med en vis ret kritiseres for den negativitet, som ikke-bevægelsen stod for med hensyn til gudsopfattelsen. Om Gud kan der i grunden intet positivt siges, mente anstifterne og deres epigoner. En minimalteologi, som ikke nærer i længden, men som dog stadigvæk kan tale meget af vor tids religiøse vrøvl imod. Som når en anden præst angiveligt snart udgiver en bog om, hvordan Gud lugter – på Bibelselskabets forlag!

 

Minimalteologien har fået kød på

Minimalteologien har dog fået mere kød på gennem årene, fordi fronterne har ændres sig. Bl.a. på grund af islams synlighed og det almindelige kristelige forfald i Vesten.  Mange har ment, at ”Tidehverv” har undergået et nationalistisk syndefald ved sin alliance med Dansk Folkeparti. Det lykkes Bach at påvise, at der er en tydelig forbindelse til det oprindelige udgangspunkt, selv om ikke-bevægelsen har bevæget sig fra udelukkende at være nedbrydere til også at være opbyggere.

 

Denne bog er helt klart det hidtil bedste forsøg på at indkredse ”Tidehverv” og kan på det varmeste anbefales. Der er masser af åndelige kalorier i den, masser at få forstand af, undres over og provokeres af. Masser af anledninger til at tænke selv. Og så nogle herlige grin undervejs som bonus.  

 

Henrik Bach, Konfrontationskurs. Tidehverv og den guddommelige komedie

Gyldendal 2018, 352 sider (ill.), 300 kr.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…