Langtidsledige får præmie på 45.000 kroner, hvis de finder et job

Klaus Markussen - Foto: Venstre

I går gjorde vi det endnu engang mere attraktivt at tage et arbejde. Det er med til at sikre, at flere kan forsørge sig selv – og at færre lever på offentlig forsørgelse.

 

Tirsdag vedtog regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget at give langtidsledige en jobpræmie på op til 45.000 kr., hvis de finder et job. Dermed giver vi en stor økonomisk gulerod til langtidsledige, som kan have brug for et ekstra skub til at blive en aktiv del af arbejdsfællesskabet.

 

Det er bare det seneste element i Venstres bestræbelser på at gøre det mere attraktivt at tage et arbejde. Vi har allerede indført en integrationsydelse, og sidste år indførte vi også kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen. Det sikrer markant større økonomisk gevinst ved at gå fra et passivt liv på kontanthjælp til et aktivt liv på arbejdsmarkedet.

 

Vi er på den måde med til at genoprette den balance, der skal være mellem at gå på arbejde hver dag og at være på offentlig forsørgelse.

 

Og vi er ikke færdige endnu. Senere i år skal vi i gang med at sænke skatten for helt almindelige hårdtarbejdende danskere. Igen for at gøre det så attraktivt som muligt at tage et arbejde. Alt andet er simpelthen ikke retfærdigt.

 

Socialdemokratiet og den øvrige venstrefløj har tordnet mod kontanthjælpsloftet. Nærmest dagligt bliver vi beskyldt for at være asociale og onde. Men når det kommer til stykket, vil Socialdemokratiet ikke fortælle, om de vil afskaffe kontanthjælpsloftet, hvis de engang kommer til magten.

 

Så mens Socialdemokratiet har travlt med at finde ud af, hvad de egentlig mener om kontanthjælpsloftet, virker regeringens politik. Beskæftigelsen stiger. Ledigheden falder. Færre er på offentlig forsørgelse.

 

Antallet af kontanthjælpsmodtagere er faldet med 5.200 kun syv måneder efter, vi vedtog at indføre kontanthjælpsloftet. Og det kan i dag bedre betale sig at arbejde, end da vi kom til magten i 2015.

 

Det er gode nyheder.

 

Klaus Markussen, Venstre beskæftigelsesordfører

Del på Facebook