Lørdag aften ved 22-tiden britisk tid (23-tiden dansk tid) kom en hvid varevogn kørende over London Bridge i det centrale London.
Pludselig kørte den ind på fortovet og pløjede fodgængere ned.
Det var starten på endnu et islamisk terrorangreb i Storbritannien. Det tredje på mindre end tre måneder. Foreløbig meldes om syv dræbte og 48 sårede.
Hvis ikke politiet havde gjort en beundringsværdigt effektiv indsats, kunne blodbadet være blevet langt værre.
Efter angrebet på fodgængerne kørte den hvide varebil videre til det nærliggende Borough Market, som er et populært område med mange restauranter og cafeer.
De tre mænd i bilen sprang ud. Et øjenvidne ved navn Gerard fortæller til BBC:
”De kom løbende, mens de råbte: ’Dette er for Allah’. Så stak de den her pige 10 gange, måske 15.”
Vi bringer et videoklip i bunden af artiklen, hvor øjenvidnet Gerard beretter.
Ville myrde løs i Allahs navn
De tre mænds mål var åbenbart at myrde løs i Allahs navn, så meget de kunne. De trængte også ind i områdets pubber og angreb folk dér.
Endnu engang var ofrene uskyldige mennesker, er var ude for at more sig.
Ifølge politiet bar de tre mænd bombebælter, der viste sig at være falske. Det skyldes formentlig, at de ønskede at lide martyrdøden på stedet.
De falske bombebælter kunne ikke bruges til noget i angrebet. Men de ville uundgåeligt føre til, at politiet måtte skyde gerningsmændene med det samme for ikke at løbe nogen risiko.
Vi bringer et foto, hvor en af gerningsmændene ligger dræbt på gaden.
Lynhurtigt politi
Politiet reagerede lynhurtigt. De tre gerningsmænd blev dræbt med skud bare otte minutter efter, at politiet havde modtaget den første melding om de dramatiske begivenheder.
Mennesker på stedet beretter også om effektiv assistance fra politiet, så man kunne slippe væk.
Nogle af de 48 sårede er hårdt ramt, flere i livsfare. En politimand er blandt de alvorligt kvæstede, men han skulle være uden for livsfare.
To franskmænd og to australiere meldes ramt, den ene franskmands tilstand er alvorlig.
23.000 potentielle terrorister
Alt tyder altså på endnu et islamisk terrorangreb. Det kommer bare 13 dage efter bombesprængningen i Manchester og 10 uger efter angrebet ved Westminster i det centrale London.
Denne tredje terroraktion har ligheder med den første ved Westminster i marts.
I begge tilfælde har terroristerne valgt en meget let metode til at slagte uskyldige mennesker. Man kører bare folk ned i en bil, og derefter stikker man andre ihjel med en kniv.
Islamisk Stat har i de senere år anbefalet disse simple terrormetoder, som ikke kræver den store organisering og forberedelse. Enhver, der har viljen, kan gennemføre den slags.
Foreløbig vides det ikke, om Islamisk Stat står direkte bag angrebet. Det vides heller ikke, om terroristerne har forbindelse til miljøer, der stod bag de to andre terrorangreb.
Men inspirationen fra Islamisk Stat er ikke til at tage fejl af.
Terrororganisationen har folk nok at tage af i Storbritannien. Ifølge The Times (26.5.17) har myndighederne identificeret 23.000 ekstremister, som kan være potentielle terrorister!
Valgkamp afbrudt
De britiske partier (bortset fra UKIP) har meddelt, at de suspenderer deres valgkamp efter terrorangrebet. Det er så anden gang, det sker, i forbindelse med dette valg.
Man kan spørge sig selv, om det er den rigtige reaktion. Dermed lykkes det jo for terroristerne at forstyrre den demokratiske proces.
London Bridge (Foto: Twitter via Daily Mail)
Gæster på en restaurant gennem sig under bordene (Foto: Twitter via Daily Mail)
Se klip fra BBC med øjenvidnet her: