Terror er krig. Den angriber vores samfund med voldelige midler. Men den gør det på en anden måde end den traditionelle krig.
Og den virker.
Selv om dygtigt politi og efterretningsvæsen optrevler et hav af terrorplaner i Danmark og andre lande, lykkes det igen og igen at gennemføre terrorangreb.
Terroristerne har opdaget, at det kan gøres meget simpelt: Man kører en bil ind i en menneskemængde, man jager en kniv i tilfældige mennesker.
Det rammer som lyn fra en klar himmel. Som vi så det i London lørdag aften.
Løkkes grundlovstale
Vores samfund har lært at forsvare sig mod traditionel krig. Men i forhold til den ny terror kan staten ikke længere garantere borgernes sikkerhed.
Faktisk gør politikerne usikkerheden værre, fordi de ikke har erkendt de krav, som den ny situation stiller.
Et eksempel er den grundlovstale, som statsminister Lars Løkke Rasmussen holdt i går.
Uklar melding
Her advarede han mod at reagere på terroren ved at lukke sig inde. Han appellerede til, at vi holder fast i åbenheden over for verden.
Men hvorfor insisterer Løkkes regering så på at få forlænget den midlertidige grænsekontrol? Og hvorfor har man netop lavet indrejsekontrol til Bornholm?
Det er da at ”lukke af”, hvis man skal følge statsministerens egen sprogbrug.
Denne uklarhed understreger, at man ikke kan tale om åbenhed og lukkethed sådan i al almindelighed.
Åbne grænser er foræring til terrorister
Vi skal være meget åbne over for økonomisk samkvem og over for samarbejde med andre lande på en lang række områder: fra forsvar til klima. Inden for rammerne af EU, NATO m.m.
Men vi skal have styr på vores grænser. De skal ikke være åbne på den måde, som EU fik dekreteret i et anfald af storhedsvanvid.
Åbne grænser er at forære terroristerne et frygteligt våben. De gør det umuligt for staten at forsvare borgernes sikkerhed. Kontrol med, hvem der rejser ud og ind af landet er ubetinget nødvendig.
Problemet i forhold til terroren har været, at vi har været alt for åbne – og stadig er det.
Terrorister kan færdes over Europas grænser, nærmest som det passer dem. Mulighederne for at komme illegalt ind i Danmark og andre lande er enorme.
Der skal en meget stærkere grænsekontrol til, hvis man vil yde borgerne reel beskyttelse mod terroren.
Asylansøgning ved grænsen
Samtidig føres der generelt en indvandringspolitik, som udvikler store, stærke muslimske parallelsamfund. Og det bliver bare ved, selv om antallet af migranter netop nu er forholdsvis lavt.
Det skal være langt sværere at få indrejsetilladelse til Danmark. Når ikke-vestlige migranter først er kommet ind, kommer størsteparten ikke ud igen.
Man skal søge asyl ved grænsen. Samtidig skal der strammes i betingelserne for at få asyl.
Åbent og lukket
De voksende parallelsamfund har i sig selv ødelæggende virkning på sammenhængskraft og samhørighed i det danske samfund. Og de skaber større grobund for terrorisme.
Vi skal have et samfund, der er meget åbent over for fredeligt samkvem og samarbejde med andre lande.
Og vi skal have et samfund, der lukker langt mere effektivt af over for udefra kommende terrorister og over for parallelsamfund.
Uden det kommer man aldrig terroren til livs.