”Der er en mand, som følger efter mig, far.” Det sagde en rædselsslagen 23-årig kvinde, da hun ringede sin far op tidligt søndag morgen.
Omkring klokken halv seks var hun på vej hjem fra en tur i byen i den tyske by Kleve. Hun kunne ikke finde en taxa, og så besluttede hun sig for at gå hjem.
Men undervejs fandt hun ud af, at en mand forfulgte hende. Hun krydsede fra det ene fortov til det andet i et fortvivlet forsøg på at ryste ham af.
Så var det, at hun ringede til sin 57-årige far. Han blev klar over situationens alvor og begav sig hurtigt hen til det sted, som hun havde angivet, tilsyneladende på et løbehjul.
Faderen i kamp med forbryderen
For faderen var det en kamp mod uret at forhindre, at datteren blev overfaldet og voldtaget.
Gerningsmanden nåede at overfalde hende, inden faderen nåede frem. Han slog hende i jorden, trak hende væk fra stien, lagde sig oven på hende og begyndte at rive hendes tøj i stykker.
Netop da nåede faderen frem. Han råbte højt og kastede sig over manden, der efter alt at dømme forsøgte at voldtage hans datter. Han hev manden væk, slog ham flere gange og fik ham overmandet.
Mens han holdt overfaldsmanden nede, ringede han efter politi og ambulance. Politiet kom lynhurtigt til stede og tog sig af gerningsmanden, der var stærkt påvirket af alkohol.
Tilsyneladende er der tale om en syrisk mand, der opholder sig på et asylcenter i Kleve. Han bliver sigtet for overfald og forsøg på voldtægt.
Politiet roser faderen, der handlede så hurtigt og beslutsomt: ”Denne mand er en helt,” lyder det. ”Han reddede sin datter fra, at noget frygteligt skete med hende.”
Man må næsten gå ud fra, at datteren er meget taknemmelig for, at hun har den far, hun har.
Godt gået.