Af Steffen Wernberg-Møller
Når Anahita Malakians fra Iran stiller sig frem med frit hår, og fortæller sin historie om, hvad der har bidraget til hendes egen integration, så er hun desværre med til at underbygge illusionsmageriet om integration.
I Jyllandsposten den 14 maj 2017 remser hun i artiklen “Integration – mere af det samme virker bare ikke”, selv alle de sædvanlige ingredienser op ; pædagogisk praksis i dagtilbud, dannelsen i folkeskolen, gode rollemodeller, et rigt foreningsliv, sproget, en uddannelse og en plads på arbejdsmarkedet.
Men alt det har været en del af integrationsværktøjerne i Danmark fra dag et. Alt det er netop “mere af det samme”, som hun selv påpeger som et problem, og så remser hun alligevel det samme op – de om ikke virkningsløse, så lidet effektive ingredienser, som vi nu i mange år uden nævneværdige resultater, har forsøgt os med. Hun gentager korrekthedens “plade”, og på den måde bliver hun en del af den store integrationsløgn.
Størstedelen af muslimer undgår behændigt at kritisere islam
Fælles for stort set alle muslimer der er fremme i debatten – og heldigvis for deres deltagelse – så enten forsvarer de det integrationsobstruerende ex. det er bare et stykke stof, eller også går de helt uden om problemets kerne : islam.
Hovedårsagen til at integrationen så gennemgående ikke virker nogen steder i Vesten er helt enkelt, at integration er forbudt. Hvis en muslim accepterer friheden og ligestilling mellem mennesker og religioner, så er han eller hun en dårlig muslim. Måske udstødes vedkommende ligefrem som frafalden. Det er en livstruende status, og betyder reelt, at man er fredløs.
Intet må være over eller ved siden af islam
Hvis en muslim fuldt og helt mener, at demokrati skal være en permanent ordning, og ikke bare et middel der skal nå målet, et Kalifat med Sharia i en Verdensumma, så er vedkommende ikke en rettroende muslim, og faktisk en meget dårlig muslim, når man tager islam på ordet.
Hvis han dertil mener, at lovene i al fremtid skal være menneskeskabte som vores jura, så er han ifølge langt de fleste imamer i Vesten på afveje. Det er disse ting i islam der er hovedårsagen til, at integrationen ikke lykkes, og så længe man går udenom “den varme grød”, så er man med til at fortælle en løgn.
Nødvendigt at deaktivere islam delvist
Alle de ting Anahita Malakians nævner i sit ellers udmærkede indlæg, er gode rigtige og vigtige ingredienser, MEN uden at deaktivere islam delvist, så nytter det ikke. De regler og lovmæssigheder der gør islam til en livsstil, en måde at tænke på og et samfundssystem, går ikke at overindlære ind i de unge hjerner.
Så kan de ikke fungere i dette samfund. Hvis de signifikante nære rollemodeller i inderkredsen modarbejder integrationen ved at implementere bogstavelig islam i deres børn og unge, så hjælper de signifikante andres bestræbelser som rollemodeller i yderkredsen ikke. Det er spild af penge og energi, hvilket den mislykkede integration også tydeligt afspejler.
Mindre berøringsangst er første skridt
Der er kun en ting at gøre, hvis vi skal undgå “mere af det samme” og køre i ring – en meget dyr ring – og det er åbent og ærligt, at diskutere hvad det er for elementer i islam der forhindrer så mange muslimer i, at blive hele og fuldgyldige medlemmer af de fri vestlige samfund.
Det jeg savner i Anahita Malakians debatindlæg er, hvad hun og hendes familie helt konkret har gjort i relation til islam – hvilke dele af islam har de ignoreret – sådan at hun i dag er en fri ung kvinde ? Hvad er forskellen på hendes opdragelse og eksempelvis Asmaa Abdol-Hamids ? Gid snart flere muslimer vil bidrage til en åben og ærlig debat ved, at tage første skridt til at aftabuere dogmatisk islam.
http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE9576327/integration-mere-af-det-samme-virker-bare-ikke/
Manipulation at sidestille Søren Krarup med Carsten Jensen: Se mange af Carsten Jensens svinske udfald her
Af Axel Artke
I et opinionsindlæg i Berlingske den 10. maj sidestiller Jarl Cordua Carsten Jensen og Søren Krarup. Det skyldes, at Søren Krarup i ”Debatten” på DR2 kom for skade at kalde den nye, franske præsident ”en lille bøssedreng”.
Søren Krarup undskyldte straks fortalelsen, men alligevel mener Jarl Cordua, at han dermed har anbragt sig på linje med Carsten Jensen, og at Søren Krarup oven i købet satte en ny bundrekord for den demokratiske samtale.
Men Jarl Corduas sidestilling af de to mister enhver rimelighed, når Carsten Jensens årelange og hadske tilsvininger af anderledes sindede tages i betragtning. Af Carsten Jensens mange hadefulde udsagn citeres i flæng:
Klamme kældermennesker
”Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker”.
”Går Pia Kjærsgaard i seng med marokkanere? Kan hun smage på en mands sæd, hvad han har drukket dagen før? Foretrækker hun at bruge kirketiden til gruppesex frem for at drage til Seem og høre pastor Søren Krarup prædike? På alle disse tre spørgsmål kan vi svare nej, også selv om vi ikke kender noget til Pia Kjærsgaards privatliv. Hendes surt sammensnerpede mund er svar nok. I valget mellem fellatio og Søren vil lederen af Dansk Folkeparti altid fortrække pilgrimsrejsen til Seem.”
”Dansk Folkepartis selvoppustende pruttepude Søren Krarup”.
”Jeg var i Frankrig ved nytårstid, da landet skiftede til den nye, europæiske møntfod. Jeg åbnede min pung og så på de danske kroner, der lå mellem de nye euroer. Jeg regnede med, at de lå og rødmede af skam. Det gjorde de ikke. I stedet gjorde de noget andet. De stank. Normalt siger man, at penge ikke lugter, men disse mit fædrelands mønter gjorde altså. De stank af sur komælk, fordærvet flæsk og Pia Kjærsgaards harske parfumer.”
Danmark hører til i den globale lortepøl
”Da den borgerlige regering kom til magten i 2011, svor jeg, at når jeg var i udlandet, aldrig ville forsømme en lejlighed til at sige, at vi hjemme i Danmark blev regeret af en flok dumme svin.
”Så kom Inger Støjberg, og pludselig blev det den nemmeste sag af verden at overbevise den halve klode om, at en flok virkeligt ubehagelige stympere stod i spidsen for Danmark. Danmark blev for alvor placeret i den globale lortepøl.”
”Folkekirken vil om nogle år være en minoritetskirke, og så vil de mange statsansatte hadprædikanter, der i disse år myldrer frem fra det mugne mørke under Folkekirkens døde sten, være tvunget til at forsørge sig selv. Og så er der pludselig brugerbetaling på verbalt lort.”
”Den yderste højrefløj i dansk politik er en menneskelig skraldespand, og på bunden af skraldespanden, i dens allermest gærende ildelugtende lag finder vi Naser Khader.”
Citaterne kunne sagtens forøges, men allerede de nævnte står i så grel modsætning til Søren Krarups normalt sobre argumentationsform, at det er skammeligt at sidestille ham med Carsten Jensen og dennes latrinære slibrigheder.
Jarl Corduas moralske tirade
Hyklerisk bliver det tilmed, når Jarl Cordua benytter Søren Krarups (undskyldte!) fortalelse til følgende moralske tirade: ”Imidlertid tyder en del på, at vi i den offentlige debat har sværere ved at holde en vis standard, når vi diskuterer med hinanden.”
Men det er jo Jarl Cordua, der svigter sit eget krav om standard, når han puster Søren Krarups enkeltfortalelse op til at have samme betydningsfuldhed som Carsten Jensens årelange tilsvininger.
Til Jarl Corduas hykleri kan føjes, at han benytter det retoriske kneb først at opremse alle Søren Krarups fortræffeligheder og sætte ham op på en piedestal (”et ideologisk fyrtårn, belæst og intellektuel, forfatter til et utal af bøger” etc., etc.) for derpå at lade ham falde desto tungere ved at påstå, at han med sin fortalelse ”forfalder til primitiv homofobi” og ”kæmper med Carsten Jensen om at være mest hadefuld”.
Den slags kaldes manipulation.
