Den syriske migrant, Mosalam Albaroudi, endte sin lange rejse til Danmark i 2015 efter først at være flygtet fra Syrien til Tyrkiet. Som migrant kom han til Grækenland og fortsatte op igennem Europa, til han fandt det land, hvor han bestemte sig for at blive.
Han forlod kone og børn i Damaskus i Syrien. Men da han allerede inden sin ankomst kendte sine ”rettigheder”, vidste han, at det kun var et spørgsmål om kort tid, før hans kone og børn ville følge efter, velvilligt betalt af de danske skatteydere.
Han gjorde dog regning uden vært.
Asyl til stort set alle syrere
S-R regeringen (2011 – 2015) var klar over, at danskernes sædvanlige velvillighed til at give beskyttelse til rigtige flygtninge, dvs. kvinder, børn, gamle og handicappede, ikke udstrakte sig til store grupper af mænd. Mænd der tilmed ofte var særdeles kampberedte – som det snart viste sig op igennem Europa.
Migrantstrømmen til Danmark i 2014 var overvældende, men 2015 overgik alt, hvad vi havde set siden 2. verdenskrig. På TV kunne vi ved selvsyn følge med i det enorme antal asylshoppere på de danske motorveje. Alle politikere blev taget på sengen.
Det hed sig i loven, at kun de syrere, der kom fra områder med borgerkrig og områder, hvor islamistiske terrorgrupper huserede, ville få asyl. Der var ganske vist ingen syrere, der kom til Danmark fra krigshærgede områder, men tværtimod fra en stribe sikre lande. Alligevel fik de asyl og dermed krav på familiesammenføring.
Syrere, som kom fra sikre og fredelige områder (f.eks. Damaskus), som f.eks. Albaroudi, skønnedes ikke at have behov for asyl. Alligevel blev han ikke sendt tilbage.
Asylloven blev strammet
I stedet for at sende syrere tilbage vedtog regeringen en lov (udlændingelovens § 7.3.), hvorefter denne gruppe fik ”midlertidig beskyttelse”, heriblandt Albaroudi.
Gruppen, der i antal dog var meget få, ville i henhold til § 7.3. ikke få familiesammenføring med det samme.
Denne gruppe skulle vente et år på familiesammenføring. Begrundelsen var den, at de skulle hurtigt hjem igen, hvis det blev fred i Syrien – en illusoriske formodning, men sådan lød argumentet.
Den samme opfattelse af ”snarlig fred i Syrien” havde Venstre-regeringen, der trådte til i juni 2015.
Men for at være på den sikre side foretoges en stramning af etårs reglen, således at familiesammenføring for syrere med midlertidig beskyttelse i 2016 blev forlænget til tre år.
Herudover besluttede regeringen i 2016, at asylanter fremover selv skulle betale for transporten af familiemedlemmer, når der var bevilget familiesammenføring.
Her var det så, at regeringen gjorde regning uden vært.
Sagsanlæg mod regeringen
Det må efterhånden være gået op for politikerne, at de kan vedtage alle de love, de vil. De vil alligevel ofte blive sat skakmat af domstolene.
Den tidligere tredeling af magten (Grundlovens § 3), hvorefter politikerne vedtager lovene, og domstolene dømmer ud fra de vedtagne love, synes at være en saga blot (jf. HS-dom om tålt ophold). Det kan udlændinge lukrere på.
Er en udlænding utilfreds med landets love, kan han henvende sig til domstolene i et forsøg på at få sine ”krav” anerkendt. Det er en gratis omgang for ham (jf. Flygtningekonventionens artikel 16, stk. 1-3), men dyrt for skatteborgerne.
Som sagt, så gjort. Albaroudi hyrede en advokat for at kræve afslaget på familiesammenføring underkendt. At han slet ikke havde fået asyl, men kun midlertidig beskyttelse og derfor i henhold til loven måtte vente i tre år på at få den familie til Danmark – det fandt han tilsyneladende irrelevant.
Og da han mente, at hans ret ifølge Menneskerettighedskonventionen var blevet knægtet, kunne han lige så godt, nu han var i gang med at kræve ind, hævde sin ret til en godtgørelse på 35.000 kroner.
Hvor beskedent. Men kravet er formentligt udregnet efter prisen på flybilletterne til kone og børn.
Tab eller smerte
Om godtgørelsen, Albaroudi kræver, betyder erstatning for tab eller kompensation for smerte, fremgår ikke. Men der kan være tale om begge dele.
I hans optik har han jo lidt et tab, fordi han ikke havde regnet med selv at skulle betale for sine familiemedlemmers rejse til Danmark. Og så vil det lune med et skatteyderbidrag til flyturen.
På den anden side kan det være smertefuldt for ham at tænke på, at han bare stak af fra sin familie.
Skulle landsretsdommen den 9. juni 2017 falde ud til Albaroudis fordel, vil retssagerne formentlig stå i kø, eller regeringen vil ”rette ind”.
Det kan blive dyrt for de danske skatteydere.
Fred i vor tid?
Al erfaring viser, at udbryder der først krig i Mellemøsten, bølger den frem og tilbage gennem årtier. Hvor regeringshære stopper med at slås, fortsætter klaner og terrorgrupper.
Så der er næppe nogen, der i realiteten tror på fred i Syrien hverken inden for et år, tre år eller bare en overskuelig fremtid.
Det har dog ikke forhindret regeringen i at afgive endnu et løfte: ”Syrerne skal hjem igen, når der er fred i Syrien”.
Det er der næppe heller nogen, der tror på, selv om det slet ikke er nødvendigt med fred i hele Syrien, idet flygtninge kan sendes hjem, selv om der ikke er fred overalt i hjemlandet. Det gælder ikke kun syrere, men alle, der kommer hertil og ønsker asyl.
Om indvandrerne vil hjem, bestemmer de dog tilsyneladende selv. Spørg bare den irakiske indvandrer Hikmat Hussein. Han har bestemt sig til at blive her, selv om han for længst burde have været sendt til Irak.
Sådan kan de gå med mange andre syrere og med deres familiemedlemmer.
