Hvorfor greb politiet ikke ind over for de unge danskere og indvandrere på vandscootere, der slog to kvinder ihjel med deres vanvidssejlads?

Otte vandscootere kom lørdag aften fra Brøndby Havn og sejlede ind i den indre del af Københavns Havn, hvor de slet ikke må komme ind. Her sejlede de unge på scooterne så rundt i en time til halvanden i ret tæt trafik.

 

En af dem endte med at slå to amerikanske kvinder ihjel.

 

Flere af dem bedyrede under grundlovsforhøret søndag, at de ikke sejlede specielt stærkt inde i havnen. Men det var de alene om at mene.

 

Københavns Politi kalder det i en pressemeddelelse for ”vanvidssejlads”.

 

Flere vidner taler også om, at vandscooterne ræsede rundt – med 50-60 km/t. De må kun sejle 11 km/t!

 

Et vidne siger, at det var ”totalt respektløst”.

 

Både danskere og indvandrere

Gruppen, der sejlede vandscooterne, bestod af fire danskere og fire ”med anden etnisk herkomst”.

 

Ved Langebro passerede de en udlejet udflugtsbåd. Kort efter vendte vandscooterne omkring og sejlede tilbage mod udflugtsbåden, mens de gassede op. Det var omkring klokken kvart i otte.

 

Men en 24-årig mand – tilsyneladende dansker – mistede kontrollen over sin vandscooter. Den røg op fra vandet og ramte to unge amerikanske kvinder, der døde. Den ene straks, den anden først senere.

 

Et vidne siger til Ekstra Bladet, at han så en kvinde hænge bevidstløs hen over rælingen til båden.

 

Domme for vold og røveri

Derefter flygtede den 24-årige, selv om han var klar over, at han havde ramt nogle mennesker. Hans veninde sad bag på vandscooteren.  Hele flokken sejlede tilbage til Brøndby Havn, hvor politiet fandt dem.

 

De andre hævder, at det først var bagefter, at de opdagede, hvad der var sket.

 

Den 24-årige er sigtet for uagtsomt manddrab under skærpende omstændigheder. Han er også sigtet for at være flygtet fra ulykken, selv om han vidste, at flere personer var blevet ramt af hans vandscooter.

 

De andre syv er sigtet for med hensynsløs adfærd at have bragt andre personers liv og førlighed i fare.

 

De nægter sig alle skyldige.

 

Søndag var der grundlovsforhør, hvorefter de syv andre blev løsladt.

 

Den 24-årige er på ingen måde ukendt for politiet. Ifølge Nyhederne på TV2 har han to tidligere domme for vold og en for røveri

 

”Skal der lig på bordet?”

Ifølge Nyhederne på TV2 har både beboere langs med havnen og bådklubber jævnligt klaget over fuldstændig hensynsløs sejlads med vandscootere. Man kender også til disse problemer i blandt andet Aarhus.

 

I 2014 inviterede Bådklubben Valby politikere, politi og andre myndigheder til et møde for at diskutere problemet.

 

Dengang spurgte man: ”Skal der lig på bordet?” Det er der så nu kommet, fordi der ikke er blevet grebet ind i tide trods advarslerne.

 

Hamrende ligeglade med politiet

Københavns Politi skriver i sin pressemeddelelse:

 

”Vi var til stede i havnen i går (lørdag, red.), men det til trods tilsidesatte en flok bøller al sund fornuft og hensyn til andre.”

 

Der er al mulig grund til at dele politiets forargelse over for de sigtedes afstumpede og hensynsløse adfærd. Først og fremmest var den yderst farlig, men den ødelagde jo også aftenen for folk, der var i havnen for at hygge sig.

 

Men tilbage står spørgsmålet:

 

Når politiet nu efter eget udsagn var i havnen, hvorfor greb man så ikke ind og stoppede vanvidssejladsen?

 

Kan det være rigtigt, at politiet ikke kan gøre andet end at se på, når bøller tilsyneladende truer andre menneskers liv og førlighed?

 

De var jo tilsyneladende hamrende ligeglade med, at politiet ”var til stede i havnen”, så længe politifolkene ikke gjorde andet end at se på.

 

Og de må vel have erfaring for, at der ikke sker dem noget, selv om de ræser rundt som gale.

 

Falliterklæring

Sagen rejser også det spørgsmål, hvordan disse problemer har kunnet eksistere i årevis, uden at myndighederne har sat en stopper for dem.

 

Samfundet er nødt til at sætte sig eftertrykkeligt i respekt over for unge mennesker, der på denne måde generer andre og udsætter dem for fare.

 

Hvad der skete lørdag, er en falliterklæring.

 

http://ekstrabladet.dk/112/24-aarig-sigtes-for-dobbelt-uagtsomt-manddrab-efter-vandscooter-ulykken/6646405

Del på Facebook