Angela Merkel står til at vinde en sikker sejr ved det tyske valg den 24. september. Hendes største problem bliver nok at finde ud af, hvilket parti hun skal regere sammen med i den kommende periode.
Der er flere grunde til, at Merkel får et nyt mandat fra de tyske vælgere.
Den måske allervigtigste er, at hun repræsenterer det velkendte og trygge. Og er det noget, som tyskerne med deres historie godt kan lide, er det det velkendte og trygge.
Tier asylproblemerne ihjel
Forbundskanslerens vigtigste evne som politiker da også, at hun er god til at berolige folk.
Hun er ikke en leder, der træffer de store og dristige beslutninger, som viser nye veje for nationen i svære tider. Hun er mildt sagt ikke nogen Winston Churchill.
Hun taler hele tiden problemerne ned. Det gør hun desværre også med de problemer, der faktisk kræver store bogstaver og stærke handlinger. Ikke mindst Tysklands og Europas enorme asylproblemer.
Selv om presset fra ikke-vestlig tilstrømning lige nu ikke er så ekstremt som i 2015, kan situationen igen komme ud af kontrol.
Men Merkel leverer ikke nye ideer til, hvordan det skal håndteres. Hun forsøger tværtimod at tie asylpolitikken ihjel i sin valgkamp.
Det er foruroligende for resten af Europa.
Kometen
En del lande, der ønsker en stram asylpolitik, er da også opsatte på at finde sammen om deres egen linje i asylpolitikken. De vil stække Merkels magt.
I spidsen for disse bestræbelser står en komet i europæisk politik: Sebastian Kurz.
Han er kun 30 år. Han er konservativ. Han er i dag Østrigs udenrigs- og integrationsminister. Og han er populær. Han kan meget vel blive landets næste forbundskansler efter valget i efteråret.
Selv om Kurz er konservativ ligesom Merkel, er han en meget hård kritiker af den udflydende tysker asylpolitik.
En meget vigtig alliance
Umiddelbart lyder det måske ikke af så meget. Østrig er befolkningsmæssigt og politisk en dværg ved siden af Tyskland.
Men Østrig har stærke historiske bånd til det meste af Østeuropa og Balkan (det gamle habsburgske imperium).
Kurz dyrker med flid og dygtighed forbindelserne til disse lande – såsom Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Polen, Kroatien og Slovenien.
De er stort set alle enige om at kræve en meget stram asylpolitik. Og når man lægger dem sammen, har Kurz faktisk en alliance, der fylder mere end Tyskland – også når der skal stemmes i EU.
Denne alliance er stærk nok til at byde Merkel trods. Det har den faktisk allerede gjort.
Det var denne alliance, der gennemførte den helt afgørende lukning af Balkan-ruten, med Sebastian Kurz som drivkraften. Først bagefter fik Merkel lavet et supplement i form af aftalen med Tyrkiet.
Forkert attitude
Inden for EU er der brug for en langt mere konsekvent kurs i asylpolitikken. Den kan og vil Kurz’ alliance med Østeuropa og Balkan presse Merkel for at få.
I Danmark er vi lidt fjerne og undervurderende i forhold til disse lande. Men den attitude gør man klogt i at opgive.
Det er lande med en nøglerolle, hvis Merkel skal stækkes i asylpolitikken og EU bringes på højde med problemernes omfang. Og manden i midten hedder Sebastian Kurz.