Guide til din forskudsopgørelse for 2017

Af Jeanette Broe, Mikonomi.dk

 

Din forskudsopgørelse er et budget for din forventede indkomst og fradrag for det kommende år. Den bruges til at beregne, hvor meget du skal betale i skat og er baseret på oplysninger fra skatteåret 2015. Hvis der er sket ændringer i dit privat- eller arbejdsliv siden da, bør du derfor kigge opgørelsen for nødvendige rettelser.

 

Har du oplevet store ændringer i dit liv?

Hvis du, siden 2015 har foretaget nogle personlige valg eller har oplevet store ændringer i dit arbejdsliv, er det en rigtig god ide at få rettet forskudsopgørelsen til. Disse ændringer kan påvirke dine skatteforhold og kan betyde, at der er fradrag du nu, eller ikke længere, er berettiget til.

 

Ændringer, der kan påvirke din skattesituation, tæller blandt andet jobskifte eller ændring i løn, ægteskab eller skilsmisse, salg eller køb af fast ejendom samt hvis du har valgt at gå på pension. Læs med i guiden nedenfor, hvor vi gennemgår de felter, du typisk skal være opmærksom på, når du retter i din forskudsopgørelse.

 

Når du opdaterer din forskudsopgørelse, bliver din trækprocent tilpasset, så den afspejler din reelle økonomiske situation. Du laver, med andre ord, ændringer i dit skattekort, og din arbejdsgiver vil automatisk blive informeret herom – også hvis du laver ændringer igen senere på året.

 

Artiklen fortsætter under grafikken ….

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nyt i privatlivet kan have betydning

En af de mest udbredte ændringer, der har betydning for din skattesituation, er din civilstatus. Hvis du eksempelvis er blevet skilt, vil sambeskatningen med din ægtefælle frafalde, og de fradrag I tidligere har fordelt mellem jer, skal gennemgås. Det er derfor vigtigt at angive det, hvis I ikke længere er gift.

 

Hvis du betaler mindre eller mere ind på din private pensionsopsparing end tidligere, skal du være opmærksom på at ændre beløbet i din forskudsopgørelse. Ligeledes bør du, når du en dag vælger at gå på pension, huske at angive dette i din forskudsopgørelse. Dette skyldes primært, at Udbetaling Danmark er begyndt at udbetale din pension på baggrund af oplysningerne i din forskudsopgørelse.

 

Har du enten solgt eller købt bolig, skal du desuden være opmærksom på at få rettet dine renteudgifter samt eventuel ejendomsskat. Hvis du har lagt et eksisterende boliglån om, så du opnår lavere renter, skal du naturligvis også angive dette. Således modtager du ikke et større fradrag, end du er berettiget til, der i så fald skal betales tilbage på et senere tidspunkt.

 

Vær opmærksom på nye arbejdsforhold

Der er typisk to forhold omkring dit arbejdsliv, du skal være opmærksom på, i tilfælde af nyt job eller hvis du er blevet ledig. For det første bør du være opmærksom på eventuelle rettelser i dit befordringsfradrag, for dig der enten har fået længere eller kortere på arbejde. Hvis ikke afstanden passer, risikerer du at gå glip af din kørselsgodtgørelse eller at skulle betale penge tilbage i skat.

 

Dernæst bør du være særligt opmærksom på at rette din forskudsopgørelse til, hvis der er ændringer i indkomst. Det er dette felt, der er afgørende for din trækprocent. Hvis du er blevet forfremmet eller er blevet arbejdsløs, er det derfor vigtigt at få opdateret din forventede indkomst for 2017.

 

Har du i stedet valgt at blive selvstændig eller freelancer, er der nogle nye felter du skal være opmærksom på. Du vil blive bedt om at angive dit forventede overskud for 2017, så du bliver beskattet korrekt. Dette beløb kan du på et hvilket som helst tidspunkt ændre, hvis du kan se, at overskuddet enten bliver større eller mindre end forventet.

Del på Facebook