Et stigende antal forældre er imod de lange skoledage

Colourbox

 

Hver anden forælder synes, at skoledagen er for lang. Undervisningsministeren er åben over for kortere dage.
Tre år efter skolereformens indførelse møder den stadig modstand blandt forældrene. Især den lange skoledag er en torn i øjet på mange.

 

Således mener halvdelen af forældrene med børn i folkeskolen, at deres barns skoledag er for lang.

 

Det viser en undersøgelse, som Gallup har foretaget for Berlingske.

 

Kun 18 procent mener, at skolereformen har forbedret deres barns folkeskole, mens næsten dobbelt så mange synes, at reformen har gjort folkeskolen dårligere.

 

Et flertal blandt forældrene er dog i udgangspunktet positive over for skolereformen, der blev indført i august 2014.

 

Skoleforsker og forskningschef Andreas Rasch-Christensen fra VIA University College efterlyser politisk mod til at give skolerne større frihed til at fastsætte dagens længde.

 

– Jeg synes, man skal fastholde det øgede timetal i fagene, men lade det være op til skolerne selv at finde ud af hvor meget tid de skal bruge på elementer som åben skole, understøttende undervisning og bevægelse, siger han til Berlingske.

 

I 2015 viste en Gallup-undersøgelse, at hver tredje forælder syntes, at skoledagen var for lang. I dag gælder det hver anden.

 

Med skolereformens årlige 10.960 timer er de danske elever nu dem med flest obligatoriske skoletimer blandt skoleelever i OECD-landene. Kun i Australien har eleverne flere timer.

 

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) mener, at skolereformen sagtens kan gennemføres på en kortere skoledag.

 

Blandt andet derfor har hun igangsat forsøg på 50 skoler, som kan forkorte skoledagen, men som stadig skal leve op til reformens målsætning og indhold.

 

– Hvis man arbejder systematisk med tilrettelæggelsen, kan reformelementerne indeholdes i en kortere skoledag. Det betyder ikke, man skal gøre det på alle skoler. Men det kan være en mulighed, siger Merete Riisager til Berlingske.

 

/ritzau/

 

Del på Facebook