Fri os for den selvopgivende holdning, der lader mange mennesker komme til Danmark, som slet ikke burde være her

Arkivfoto fra Lesbos /You Tube

Danmark har et voksende problem med såkaldt uledsagede flygtningebørn fra Nordafrika.

 

De rejser fra land til land i Europa. De påstår, at de er børn, og søger asyl. Men da deres chancer for at få asyl er ringe, forsvinder de, før deres asylsag er afsluttet.

 

Mange rejser sikkert fra Danmark igen, andre lever her måske illegalt.

 

Berlingske har bragt flere artikler om denne gruppe.

 

Deres antal er vokset kraftigt på det seneste, og det kan aflæses i kriminaliteten. I løbet af 11 måneder i 2016 blev der registreret 206 sigtelser mod 15-17-årige, som var beboere på Center Sandholm. Det er en femdobling i forhold til året før. (Berlingske)

 

Mange af de nordafrikanske unge har et stofmisbrug. Det finansierer de ofte ved butikstyverier, indbrud og anden kriminalitet, undertiden også prostitution. Mange af dem er stærkt voldelige.

 

”En folkevandring, vi ikke kan stoppe”

Disse unge hører overhovedet ikke hjemme i Danmark.

 

De er havnet her ved at påberåbe sig retten til at søge asyl. For konventionerne siger, at når de når til Danmark og siger, at de vil søge asyl, så skal de have lov til at komme ind i landet og gøre det.

 

Men de opfylder ikke betingelserne for at få asyl. Så det danske samfund skal bruge ressourcer på en sagsbehandling, der er meningsløs. De ender med at forsvinde igen eller leve her illegalt.

 

Integrationsminister Inger Støjberg siger om dem:

 

”De udgør en reel udfordring for alle europæiske lande, fordi de er så svære at styre, og fordi de spekulerer i reglerne. De søger asyl, så vi er forpligtede til at huse dem, selv om de godt ved, at de ikke opnår asyl.” (Berlingske)

 

Støjberg føjer til:

 

”Det er et tiltagende problem over hele Europa. Vi vil gøre os mindst muligt attraktive. Men det kommer ikke til at stoppe. Det er en reel folkevandring af unge mænd, vi oplever.”

 

Det lyder meget selvopgivende: En sådan folkevandring er skadelig for det danske samfund, men vi kan ikke stoppe den.

 

Når først de er kommet ind, er det for sent

Denne selvopgivende holdning har i høj grad præget en række europæiske landes håndtering af den enorme asylstrøm fra 2015.

 

Man har lukket mange hundrede tusind asylansøgere ind, som ikke har nogen papirer eller falske papirer. Man aner ikke, hvem de er. De er uden besvær kommet ind i EU.

 

Så pludselig springer nogle af dem ud som terrorister, for eksempel Anis Amri i Berlin, og det fumler man også rundt med.

 

En meget stor del af dem, der er kommet ind, kan man ikke komme af med igen (jævnfør Amri). De nægter at rejse ud, og deres hjemland nægter at tage imod dem.

 

Dette er en meget farlig udvikling for de europæiske samfund. Ikke bare i form af terrortruslen, men i form af en langt brede trussel mod vores samfundsform og sammenhængskraft.

 

Alligevel er vi, med Inger Støjbergs ord, ”forpligtede til at huse dem”. Når de siger, at de søger asyl, bliver de lukket ind i vores lande, og så er tingene ude af kontrol.

 

Asylbehandling på grænsen

Man kan kun løse dette problem effektivt ved at behandle asylsager på grænsen og så sende folk tilbage, når de ikke lever op til kravene. Når først de er kommet ind i landet, er der ikke længere styr på tingene. De skal ikke ind.

 

Når Danmark i øjeblikket modtager relativt få asylansøgere, hænger det sammen med, at en stribe lande faktisk har stoppet strømmen ved grænsen. Landene på den såkaldte Balkan-rute lukker bare ikke folk ind, og derfor kommer de ikke op til os.

 

Der er noget hykleri over, at Danmark spiller dydsmønster i forhold til reglerne, mens vi nyder godt af, at andre siger stop.

 

Men presset kan igen vokse, så et stort antal kommer vores vej. Skal vi så bare sige: ”Det kommer ikke til at stoppe – det er en reel folkevandring”?

 

Hensynet til det danske samfund kommer i første række. Dette hensyn må ikke ofres af hensyn til nogle konventioner, som er ude af trit med virkeligheden.

 

Vi må tage hånd om vores egen skæbne. Fri os for den selvopgivende holdning.

 

 

Del på Facebook