I politisk korrekte kredse begynder en del efterhånden at føle jorden brænde under sig. Derfor fremføres nu den påstand. At der tegnes et fjendebillede af det, populister kalder ”det selvbestaltede politiske parnas herhjemme.” – ”Hvem er dette parnas?”, spørges der.
Det ligger i spørgsmålet, at det , der skydes på og tegnes et fjendebillede af, er en fiktiv størrelse, som slet ikke findes. Jeg mener imidlertid nogenlunde at kunne definere, hvem der er tale om. De dominerende offentlige meningsdannere, den såkaldt ”snakkende klasse”, er typisk akademisk uddannede med en venstreorienteret kulturradikal tilgang til samfundet. De sidder endvidere typisk på vellønnede nøgleposter i det politiske liv eller i medieverdenen.
Nutidens politiske korrekte elite har rødder tilbage til studenteroprøret i 1968
Denne gruppe af debattører, mediefolk og politikere har rødder i studenteroprøret i 1968 og årene derefter – et oprør, jeg som danskstuderende på Aarhus Universitet fik at føle på allernærmeste hold. Jeg oplevede således munkemarxisternes intolerance og foragt over for det folk og det proletariat, hvis interesser de hævdede at varetage. Jeg indrømmer gerne, at det for mig var en traumatisk oplevelse, som har fulgt mig i min politiske stillingtagen livet igennem. For studenteroprørerne var der to slags mennesker, nemlig de bevidstgjorte, som havde gennemskuet tingene, og alle de mange med falsk borgerlig bevidsthed, som skulle omvendes i tilknytning til den kommende revolution af samfundet, hvor alle broer skulle brændes – det være sig kulturelle, religiøse eller familiemæssige traditioner og overleverede værdier. Alt sammen skulle i historiens skraldespand. Heltene var Lenin, Mao og Che Guevara garneret med andre totalitære ideologer. Fjenden var kapitalismen, kristendommen og enhver form for borgerligt liberale værdier.
Stemplet som fascist
På det tidspunkt var den radikale Hilmar Baunsgaard, som jeg havde stor respekt for, statsminister i Danmark. Jeg var til et møde i Stakladen, hvor han skulle tale. Han blev hujet ud og fik ikke mulighed for at gennemføre sit foredrag. Selv blev jeg stemplet som fascist, fordi jeg nægtede at deltage i denne verbale massakre på en demokratisk valgt politiker. Hans erhvervsmæssige baggrund var en handelsuddannelse og et job som kommis. Det gav ham garanteret en bedre baggrund for at føre politik på folkets vegne end alle dem, hvis baggrund var intense studier i marxistisk ideologikritisk politisk filosofi.
Marxismen afløst af nye utopier
Marxismen er nu stort set afgået ved døden. Det skete i takt med murens og Sovjetunionens fald, afsløringen af Mao som en skånselsløs massemorder og andre begivenheder, der fik den marxistiske drøm om det klasseløse samfund til at blegne. Tilbage stod alle de revolutionære med hang til at frelse verden. De havde brug for nye drømme at kæmpe for og brug for noget nyt til at promovere sig selv på og til at slå almindelige mennesker og driftige private erhvervsdrivende oven i hovedet med. Det nye mantra blev klodens klima, globaliseringen og en multikulturel verden uden nationale grænser. Et nyt Babelstårn skal bygges. Også det vil sandsynligvis ende i kaos og undertrykkelse. Sådan går det altid, når mennesker vil gøre sig selv til Vorherre. Vor tids globalisme og multikulturalisme er lige så totalitær og ufolkelig som i sin tid universitetsmarxismen.
Totalitarismen fører sig frem i nye klæder
Jeg er hverken tilhænger af Trump eller klimafornægter. Jeg er heller ikke højreorienteret populist – alt det, man ellers får skyld for, hvis man tillader sig en smule skepsis og kritisk stillingtagen til de meningsdannere, der mener at have monopol på at have indsigt i tingene. Sjovt nok er Uffe Ellemann, der ellers var et skræmmebillede for alle rettænkende intellektuelle, mens han var udenrigsminister, nu blevet alles darling (!).
Det er tankevækkende! Også det EU, som venstrefløjen og de kulturradikale var indædte modstandere af, er de nu blevet fortalere for i bevægelsen mod et grænseløst, multikulturelt og føderalt Europa. Det tegner et billede af, at alt det, der blev igangsat med så stor kraft på universiteter og andre højere læreanstalter tilbage i 1968, har sat sig dybe stor, som nu virker på tværs af traditionelle politiske partiskel og med den marxistiske drøm transformeret til en multikulturel drøm.
Fælles for datidens marxister og nutidens ”kulturradikale elite” er drømmen om et menneskeskabt Utopia. Fælles er også foragten for det uvidende og ikke bevidstgjorte folk. Folket skal der ikke lyttes til – det skal i stedet for belæres. De forhenværende udenrigsministre Ellemann og Lykketoft står til enhver tid klar i kulissen med belæringen af det tøjlesløse folk.
Alle sigmaler fra de europæiske befolkninger overhøres – det er farligt
Næste skridt i EU er etableringen af en social union. Det er endnu et bevis på, at den herskende politiske elite overhører alle signaler fra de europæiske befolkninger. Dermed bærer de et stort medansvar for, at der slippes politiske kræfter løs, som de færreste af os bryder os om. Den folkelige reaktion på den arrogance er der ikke grund til at bruge nedsættende ord som ”højreekstremisme” og ”populisme” om, sådan som automatreaktionen er fra dem, der ellers efterlyser en sober tone i debatten.
Vi ikke skal tale hinanden ned. Der er brug for en åben og fordomsfri dialog – herunder altså også at lytte til folkedybet. Mangel på vilje og evne til det fra ”eliten” vil skabe mere Trump, mere Marine Le Pen m.v. Der hviler derfor et stort ansvar ikke mindst på de folkevalgte for at få skabt en konstruktiv dialog, der går begge veje i gensidig respekt.
Flemming Jansen er journalist og foredragsholder