Burkaen hører ikke hjemme i det danske bybillede, mener Dansk Folkeparti.
Her er holdningen, at det er forudsætningen for et frit og åbent samfund, at man kan se hinandens ansigter. Burkaen er et stærkt kvindeundertrykkende symbol – et udtryk for en primitiv ørkenreligion.
Af samme grund har partiet ved flere lejligheder forsøgt at skaffe flertal i Folketinget for et forbud, men det har hidtil været forgæves.
Samtlige partier har stemt imod. De Konservative dog modstræbende på grund af deres regeringsdeltagelse.
Men nu spøger burkaen pludselig i Venstre
Der er dog tegn på at der er ved at ske et opbrud i Venstres holdning til et burkaforbud.
Det var Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, som torsdag gav bolden op som optakt til Venstres sommergruppemøde i dag, fredag.
Således mener Marcus Knuth, at Venstre bør støtte Dansk Folkepartis seneste forslag om et forbud mod burka og niqab.
”Jeg kommer med en klar anbefaling til gruppen, og så må vi jo se, hvordan vinden blæser, men jeg har talt med flere i gruppens ledelse, som bakker mit synspunkt op,” sagde Marcus Knuth i går til Jyllands-Posten.
Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, viser en åbenhed over for tanken, som hans parti ikke tidligere har haft.
På pressemødet efter partiets sommergruppemøde henviste han til en nylig dom fra Menneskerettighedsdomstolen, der gav grønt lys for et burkaforbud i Belgien. Han føjede til: ”Burkaer og niqab hører hjemme i stenalderen, ikke på stenbroen.”
Ellemann understregede dog, at et forbud måtte formuleres, så det ikke var rettet mod en bestemt religion.
Lars Løkke Rasmussen forholder sig afventende
Venstres formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen, svarede henholdende på regeringens vegne:
”De Konservative har klart meldt ud, at de støtter et forbud. Liberal Alliance har meldt lige så klart ud med det modsatte. Juryen er ude i Venstre. Jeg tror ikke, vi drager nogen endelige konklusion i dag (fredag),” sagde Lars Løkke Rasmussen og fortsatte:
”Men det vil regeringen gøre i løbet af efteråret. Der er stillet et forslag, og inden det førstebehandles, vil regeringen tage stilling. Det er en sag, der er i bevægelse.”
Man kan i hvert fald konkludere, at Danmark nu er tættere på et burkaforbud end på noget tidligere tidspunkt.
Socialdemokratiet stemte imod i 2016
Det står ikke klart, hvordan Socialdemokratiet forholder sig til et burkaforbud, men da Dansk Folkeparti havde et forslag til førstebehandling i Folketinget den 17. november 2016, blev det afvist af socialdemokraterne.
”Der er gode argumenter både for og imod et forbud, men vi mener, at hensynet til frihed og borgernes rettigheder vægter tungest her,” sagde partiets ordfører, Dan Jørgensen, blandt andet som begrundelse for at stemme imod.
Efterhånden som næste valg langsomt nærmer sig, er Socialdemokratiet i stigende grad begyndt at nærme Dansk Folkepartis udlændingepolitik, så det er formentlig ikke umuligt, at partiet med henblik på næste valg vil være parat til et burkaforbud.
De Konservative kom i øvrigt dengang i klemme. Under førstebehandlingen af tilsluttede partiet sig som de eneste Dansk Folkepartis forslag, men under andenbehandlingen og dermed afstemningen den 16. december var partiet kommet i regeringen.
Det betød, at man måtte stemme imod det forslag, man tidligere havde tilsluttet sig. Alle partier afviste dengang Dansk Folkepartis forslag.
Afgørelse ved Menneskerettighedsdomstolen
Det er den nylige afgørelse ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, der har fået Dansk Folkeparti til at genfremsætte sit forslag om et burkaforbud.
Og det er altså også det, Venstre bruger som argument for at overveje at gå ind for et forbud.
Den 11. juli i år fastslog domstolen således, at et forbud kan være begrundet i sammenhængskraften i samfundet og beskyttelsen af andres rettigheder og friheder.
Tidligere afviste domstolen i 2014, at et forbud mod burka og niqab er et indgreb i den religiøse frihed.
I EU har både Frankrig og Belgien indført forbud mod at bære burka og niqab i det offentlige rum.