Det er godt, at der skrives bøger, som er kritiske over for Reformationen og Luther. Ja, det er faktisk helt i Luthers ånd. Der bliver sagt meget sludder og ført megen floromvunden tale i dette jubelår, som selvfølgelig skal modsiges og korrigeres, hvor der er nødvendigt. Men det er ikke al kritik, som bare skal sluges råt. Det er denne nye bog et bevis på.
Tabernes historie
Tidligere på året udkom Frederik Stjernfelts bog Syv myter om Martin Luther, som var en slags Oplysningens tilbagevisning af den lutherske virkningshistorie. Bjørn Thomassens (BT) udgangspunkt er et andet. Han blev som voksen katolsk døbt. Han føler sig kaldet til at tale tabernes, altså de danske katolikkers sag. Som bekendt er det vinderne, der skriver historien. Men han betragter ikke Reformationen som et gennembrud eller nybrud, men som et sammenbrud.
Thi meget forsvandt med Reformationen. Klostre og kunstskatte. Folketro og helgendyrkelse. Pilgrimsvandringer (bare rolig: mange lutheranere er glade vandrere). I stedet trådte heksebrændinger og hårdhændet ensretning, fremhæver han. Og ja, Reformationen blev ikke gennemført efter debat og ved en folkeafstemning, men ved en stålsat luthersk konge. Men forfatteren afslører allerede her et underligt uhistorisk syn. Ingen samfunds- eller åndsmæssig forandring sker, uden at noget går tabt. Der var jo også meget, der forsvandt, da kristendommen (i den romersk-katolske udgave) slog asatroen i Danmark af banen. Det er der sikkert også nogen, som begræder.
En falsk beskrivelse af lutheransk billedstorm
Bjørn Thomassen hævder, at reformatorerne nærmest er at sammenligne med de billedødelæggende talibanere i Afghanistan. Så er tonen og stilen ligesom lagt. Det er rigtigt, at visse steder i Europa gik det hårdt til. Men Luther var absolut ingen billedstormer. I Danmark forholdt det sig faktisk helt modsat. Der er kun fire eksempler på, at billederne i kirkerne blev ødelagt. Stort set hele den katolske kunst blev bevaret længe efter Reformationen. Hvilket en anerkendt kunsthistoriker som Axel Bolvig for længst har gjort opmærksom på. Ham skulle Bjørn Thomassen have konsulteret. For så ville han vide, at de gamle helgenbilleder allerede længe inden Reformationen havde mistet deres kraft og derfor ikke var en modpropaganda, endsige ødelæggelse, værd. Man knuser kun ”farlige” billeder.
Bjørn Thomassen gør sig morsom over påstanden om, at jazzmusikkens oprindelse kan tilskrives Luther. Men hvad så med salmesangen? Det er heller ikke en luthersk opfindelse. Den Danske Salmebog er bare et vidnesbyrd om den skrækkelige ensretning af kirkemusikken, som fandt sted efter 1536! Hvad så med Bibelen på dansk? Det er rigtigt, at der fandtes masser af (delvise) bibeloversættelser før Luther. Men det er på ingen måde en ny fortælling. Det ved de fleste. Han gør ret i at pege på det problematiske i det lutherske Sola Scriptura-princip, altså Skriften alene. Men det syn korrigerede lutheraneren Grundvig allerede for 200 år siden i sin kamp mod det eksegetiske pavedømme.
Luther som bondedræber og jødehader
Bjørn Thomassen har ingen forståelse for, at præsterne efter Reformationen skulle læse deres prædiken op af en autoriseret postil. Årsagen er jo nok, at det var de færreste, som selv var i stand til at udlægge evangeliet for folket. Det kræver nemlig mere end liturgisk indsigt. At prædikens længde blev fastlagt til max. én time, har intet at gøre med, at ”præsten for alt i verden ikke måtte bevæge sig ud over det skrevne ord”. Det var naturligvis af pædagogiske grunde, hvad enhver konfirmand kan se.
At Luther var en fæl ”bondedræber”, er jo heller ikke en ny påstand. Bjørn Thomassen løber gang på gang åbne døre ind. Ligeledes i hans gennemgang af reformatorens jødehad. Det er simpelthen ikke rigtigt, at Luthers jødehad ikke er velkendt ”uden for fagkredse”. De fleste kender til hans forfærdelige udsagn om jøderne. Helt komisk virker det, når Bjørn Thomassen mener at have opklaret ”mysteriet”: Luther hadede slet og ret jøder, og hans jødehad kan ikke bortforklares! Heureka!! At han i samme moment beskylder Danmarks førende Luther-forsker, Martin Schwarz Lausten, for at ”resignere”, fordi heller ikke han kan forklare Luthers brændende jødehad, viser forfatterens kognitive niveauet. Årsagen er jo nok, at det simpelthen ikke lader sig forklare rationelt. Det over- eller undergår al forstand.
Jeg kunne i og for sig godt støtte Bjørn Thomassens forslag om, at landets biskopper forfattede et hyrdebrev mod jødehad til oplæsning fra landets prædikestole. Hvis det ikke var, fordi stedet for oplæsningen ville være helt forkert valgt. Hvad der oplæses i landets moskeer, har biskopperne som bekendt ingen indflydelse på.
Lutheranere er ikke flittigere end katolikker
Bogen er så ujævn i sin form, at man nærmest får indtrykket af en artikelsamling. Mange af kapitlerne er holdt i en agitatorisk, højstemt stil. Og så dukker der pludselig et kapitel op om ”Fra Luther til Brinkmann”, som bryder stilen med en et vokabularium og en højrøvet name dropping, der minder om den måde, akademikere diskuterer med hinanden på. Hvis læseren skulle have glemt, at Bjørn Thomassen er en lærd mand.
Det bedste kapitel i denne meget svingende bog er dét om den protestantiske arbejdsetik og kapitalismens fremkomst. Her gør Bjørn Thomassen udmærket rede for, at Luther – som modstander af såvel pengeøkonomi, kredit og rentetagning – var håbløst gammeldags i sin økonomiske tænkning – en ren antikapitalist. Han får også sat spørgsmålstegn ved myten om, at lutheranere har en bedre arbejdsmoral end katolikker, selv om man nok ikke skal drive benediktinermunkenes berømte slogan ”ora et labora” for vidt.
Det ”kærlige og ærlige” favntag i Lund
Bjørn Thomassen roser sin avis, Kristeligt Dagblad, for ”en alsidig reformationsdebat”. Avisen har sikkert også mange katolske abonnenter. Hvis man efter være kommet igennem bogen skulle være i tvivl, slutter forfatteren med at fastslå, at han slet ikke mener, at der er nogen grund til at fejre Reformationen. Den har bare ført til politisk brug af religion, religiøs og etnisk intolerance, krig og vold, stigende ulighed, ulmende vrede blandt samfundets udstødte og et voksende had til eliterne. Mener han: Dansk Folkeparti? Et lille lys finder han dog i den fælles ”markering”, som fandt sted i Lund sidste år, hvor pave Frans og to lutherske ærkebiskopper omfavnede hinanden ved et stort show i domkirken. ”Kærligt og ærligt”. Ja, lad os nu vente og se, hvad der kommer ud af det ømme favntag.
Katolsk oprustning
Der er tegn i tiden på, at de danske katolikker er i gang med en oprustning. Jeg forstår dem godt et stykke ad vejen. Luther og Reformationen hænger dem ud af halsen. Vi andre kan også få åndenød af for megen røgelse. Det er altid nødvendigt at aflive myter og misforståelser, at bekæmpe uvidenhed hos hinanden. Ikke mindst når meningsforskelle om alvorlige spørgsmål er på banen. Denne bog har ikke stort at bidrage med til en nuanceret og fordomsfri debat.
Bjørn Thomassen, Kampen om de danske sjæle. En ny fortælling om reformationen.
Kristeligt Dagblads Forlag 2017, 249 side, 250 kroner.