I en tid, hvor vi næsten dagligt hører om banderelaterede nedskydninger og drab på åben gade, står rockerkrigen mellem Hells Angles og Bullshit fra slutningen af 1970’erne og ind i 80’erne næsten i et lidt nostalgisk og uskyldigt lys. Men vores hukommelse er kort. Krigen var blodig og beskidt. Den ene part ’vandt’ med 8-1, målt i døde kroppe. Nu er tabernes historie skrevet.
De forsømte drenge fra Vestamager
I dag hedder banderne Loyal to Familia, Brothas og Cobra. I gamle dage bar de eksotiske navne som Filthy Few, Nomads, Morticians, Galloping Goose og det mere uskyldigt klingende ”Nøragersmindebanden”. Sidstnævnte holdt til på Vestamager og begyndte som en knallertrockerbande med udgangspunkt i det lokale fritidscenter. En gruppe, der senere radikaliserede sig i hard core-rockerklubben Bullshit.
I en elementært spændende, velskrevet og velresearchet bog beskrives deres historie og rivaliseringen mod de langt mere ’professionelle’ og veltrænede Hells Angels, som begyndte at gøre sig gældende omkring 1980. En ulige krig, som ”kolortene” tabte. De fleste i min generation husker Jønkes brutale nedskydning af Bullshit-præsidenten Henning Norbert Knudsen, bedre kendt som Makrel, for øjnene af hustruen Pia foran deres fælles hjem på en fredelig villavej på Amager. Den ene af bogens forfattere lavede i 2009 en DR2-dokumentar herom.
Et fællesskab om at være noget
Fælles for disse gamle og nye bander er en flok rodløse og forsømte drenge, som søger spænding og sammenhold i vold og kriminalitet. Store drenge, som ofte kommer fra hjem, hvor forældrene har travlt med alt muligt andet end at give deres børn en fornuftig opvækst og et ordentligt moralkodeks. Hjem med masser af tæv. Dertil nogle myndigheder, som ikke rigtigt forstod at håndtere de unge ved at give dem nogle gode fritidstilbud i forståelse for problemets omfang. Enkelte gjorde noget, men forgæves. Det virker, som om vi ikke er blevet meget klogere med årene.
Læseren føres med sikker hånd ind i et miljø, som vil være de fleste meget fremmed og frastødende. Bogen er på ingen måde en videnskabelig, sociologisk afhandling til forståelse af bandementaliteten, men en farve- og detaljerig skildring af en verden, som både fascinerer og frastøder. Det handler jo om nogle unge mennesker, som også er andet og mere end voldspsykopater. Det erfarer også de betjente, som kender miljøets personer. Der lurer altid en fare for at blive lidt som dem, man skal bekæmpe. Egentlig er det jo skræmmende, at det er de samme mekanismer om det ubrydelige fællesskab og den hårde facade, som gælder både for urobetjenten og rockeren.
Spild af liv
Når de overlevende nøglepersoner fra Bullshit mange år efter reflekterer over gamle dage, mærker man også denne underlige blanding af fascination og afsky. De fortryder sådan set ikke deres valg den gang, men fornemmelsen af meningsløshed og spild af liv er tydelig.
Frederiksholm kirke ligger ikke på Nørrebro, men i Sydhavnen. Men ellers har jeg ikke mistanke om faktuelle fejl i denne bog, som fortjener at blive læst af alle med interesse for emnet. Man er fanget og fastholdt fra første til sidste side.
Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen, Bullshit Gyldendal 2017, 416 sider (ill.), 350 kroner.
