Den 38-årige Nicolai Hansen sad på politistationen i Odense. Dengang var han hjemløs.
Han sad der, fordi han skulle afgive forklaring om, hvordan han den 4. december sidste år blev udsat for trusler, afpresning og røveri fra to medlemmer af indvandrerbanden Black Army.
De truede ham til at udlevere et større pengebeløb, som de påstod, at han skyldte dem. Den ene af dem gav ham et par slag i hovedet med knyttet næve.
Han blev sendt af sted og fik at vide, at de ville skade ham med en kniv, hvis han ikke kom tilbage med pengene.
En kvinde og en mand var øjenvidner til episoden. De arbejder begge på frivillig basis med hjemløse.
Bandelederen i telefonen
Efter overfaldet sidste år kom Nicolai Hansen på skadestuen. Derefter blev han kørt på politistationen for at blive afhørt.
Mens han ventede på at komme til, ringede hans mobiltelefon.
Det var den berygtede tidligere ”præsident” for Black Army, Mohammed Daabas.
Daabas gav Nicolai Hansen en besked, der ikke var til at misforstå: Han skulle trække sine udtalelser om overfaldet tilbage.
Nu lød det fra bandelederen, at den hjemløse alligevel ikke skyldte banden penge, og at han nok skulle få pengene tilbage.
Men hvis han ikke sørgede for at få de to sigtede bandemedlemmer løsladt, ville han komme til at betale for det.
Men så blev bøllen snydt
Mohammed Dabaas forsøgte med sin trussel at skræmme den hjemløse til at ændre forklaring og bedyre, at de to tiltalte var uskyldige.
Men der var noget, den berygtede bandeleder ikke var klar over:
Da han ringede op, satte Nicolai Hansen sin mobil på medhør. Ved siden af ham sad den kvinde, der havde været øjenvidne til overfaldet.
Nu lyttede hun med på alle truslerne! Så det har hun også kunnet vidne om. Og det vidneudsagn rammer Black Army hårdt.
Black Army-lederens voldsmetoder endte med at give bagsmæk.
De to medlemmer af Black Army på 19 og 22 år blev anholdt og siden tiltalt for afpresning og røveri. Onsdag fik de deres dom ved Retten i Odense: Henholsvis 9 måneders og 12 måneders fængsel.
”Jeg kigger mig altid over skulderen”
Men presset var hårdt for Nicolai Hansen, der afgav forklaring i retten tirsdag. Der var mange med forbindelser til Black Army til stede som tilskuere til retssagen.
Han rystede over det hele, da han forlod retsbygningen eskorteret af betjente, journalister og Odenses borgmester.
Men han siger:
”Jeg fortryder ikke, at jeg er stået frem. Men det fylder selvfølgelig noget. Jeg kan ikke længere være på Fyn, og jeg kigger mig altid over skulderen. Jeg vil aldrig være helt rolig igen.”
Nicolai Hansen kommer med en opfordring til alle andre, der føler sig truet eller afpresset af Black Army:
”De skal gå til politiet og stå frem. Jo flere, der står frem, jo bedre.” (tv2.dk)
Det er sandt. Men det kræver mod. Det mod har han vist. Kombineret med en imponerende koldblodighed, da han snød bandelederen ved at stille mobilen på medhør.
http://nyheder.tv2.dk/krimi/2017-06-14-vidne-bandeleder-truede-hjemloes-mens-han-sad-hos-politiet