At være med eller ikke med i EU – det er spørgsmålet

You Tube

Da Storbritannien torsdag den 23. juni 2016 afholdt valg om landets fortsatte medlemskab af EU og resultatet var Brexit, kunne jeg som arg modstander af EU ikke få armene ned af glæde. Så meget desto mere, fordi jeg ikke troede, befolkningen turde. De vidste jo, hvad de havde (selv om de ikke kunne lide det), men ikke hvad de fik og derfor heller ikke kendte konsekvenserne af udmeldelsen.

 

Churchills efterkommere

For ikke at udfordre skæbnen og som en besværgelse havde jeg bildt mig selv ind, at de britiske vælgere selvfølgelig ville stemme nej til udmeldelse. Når det skete, ville jeg i hvert fald ikke blive (rigtigt) skuffet.

 

I mine besværgelser glemte jeg, at det er landet, der har haft en Winston Churchill; en leder, der med næb og klør ville forsvare sit land uanset intern politisk modstand. En leder, der kun kunne love befolkningen blod, sved og tårer, men som befolkningen alligevel sluttede op om. Hellere det end at leve i ufrihed. En sådan leder har de fleste andre lande så sørgeligt manglet.

 

Ganske vist havde de også en Neville ”fred-i-vor-tid” Chamberlain. Og disse typer kender vi særdeles godt, for de fleste lande i Europa er stort set rigeligt befængt med dem.

 

Hvor meget fred mellem og i landene end betyder, gik det efterhånden op for briterne, at denne Chamberlain-fred ville have frygtelige konsekvenser for deres lands fortsatte eksistens.

 

Brexit

Nu har Storbritanniens premierminister Theresa May meddelt, at planerne for Brexit er færdigbehandlet. Det er besluttet, at landet går helt og fuldt ud af EU. Man skal ikke være ”halvt inde og halvt ude”. Og derfor vil man heller ikke længere deltage i ”arbejdskraftens fri bevægelighed”, der for eurokraterne hænger uløseligt sammen med en frihandelsaftale. Derfor har eurokraterne raset og svovlet. Vil Storbritannien ikke det ene, får de heller ikke det andet. De kan ikke både blæse og have mel i munden.

 

Og dermed fik eurokraterne skudt sig selv i foden.

 

Alarmisterne

Erhvervslivet, sikkert ikke kun i Danmark, slår syv kors for sig. Først var det Brexit, så Theresa Mays tale. Nu er der ingen tvivl om, at danske firmaer må lukke i Danmark, eksporten stoppes, arbejdsløsheden eksploderer, priserne stiger, forbrugerne lider.

 

Alarmisterne fandt også nogle danske kvinder, gift med englændere og bosat i England. De frygtede at blive smidt ud af landet med/uden mand og børn. Klap hesten, piger, I får såmænd nok lov til at blive. Der var også danskere i England, før EU-monstret blev opfundet.

Læs også
EU-Domstolen foretager grov diskrimination mod Israel – kræver speciel mærkning af israelske varer fra besatte områder

 

Og så er der naturligvis alle de briter, der har haft deres udkomme ved at arbejde inden for EU-systemet. Alt tages fra dem nu: de ekstremt høje lønninger, store skattefordele, gratis flyrejser, diæter og frynsegoder. De går en grum tid i møde, når de skal til at leve som deres landsmænd.

 

Det samme vil ske ved et Danexit for EU-ansatte danskere. Og de ønsker næppe at dele skæbne med deres kolleger i Storbritannien.

 

Arbejdskraftens fri bevægelighed

Arbejdskraftens fri bevægelighed har ikke så meget med arbejdskraft i sig selv at gøre. Det er den fri bevægelighed over grænserne, der er nøglebegrebet. Alle inden for EU (også kaldet unionsborgere) kan immigrere til det land, hvor de foretrækker at bo. Det være sig bandemedlemmer, der bekriger hjemlige bandemedlemmer til fare for befolkningerne; romaer, der ikke alene slår uhumske lejre op, hvor som helst det passer dem, men også med virtuøs fingernemhed skiller folk af med deres smykker og andre værdigenstande; farlige kriminelle, for hvem menneskeliv ikke betyder noget.

 

EU forbyder os at smide dem ud af landet, medmindre kriminaliteten bliver så grov, at selv politikerne kan få øje på det. Men de kommer bare tilbage. Hvem og hvad skulle stoppe dem?

 

Men jo, vi får da også arbejdskraft til landet. Dygtige og flittige østarbejdere kommer til Danmark i så stort antal, at vi egentlig bare kan lade herboende, som hidtil har kunnet have snablen nede i fælleskassen, fortsætte med det. Hvorfor gøre sig så meget besvær med at bede dem om at arbejde bare en lille smule, når andre frivilligt kommer hertil for at udføre et stykke arbejde og betaler skat?

 

Læs også
Erdogan vil ødelægge kurderne – EU og FN er magtesløse

Disse flittige østeuropæiske arbejdere er der til gengæld ikke meget ”bevægelighed” over. De slår sig som oftest ned. De er blevet immigranter.

 

Og det er da fint nok. De vil – modsat tredieverdenslandes befolkninger – falde til, som de har gjort det i flere århundreder. Problemet er, at EU forbyder os at bede dem rejse hjem/videre til et andet land, når ufaglærte jobs helt forsvinder. Har de og deres børn slået rod her, og står de uden job, er landets skatteborgere vel tvunget til at overtage forsørgelsen af dem.

 

Bør Danmark stile efter en Danexit-valg?

Ja, absolut. Nej, tiden er ikke inde til det endnu.

 

Uanset meningsmålinger, der viser, at et flertal af danskerne gerne vil have et valg og vil stemme for Danexit, tror jeg ikke et sekund på, at de tør gøre det, når de står i stemmeboksen. For danskerne vil det være nødvendigt først at se, hvordan briterne klarer sig. Stopper Storbritanniens eksport, falder lønningerne, falder væksten, falder pundet, stiger arbejdsløsheden? Så skal vi ikke nyde noget.

 

Det er sørgeligt at skulle sige det, men danskerne har slet ikke briternes format, når det gælder om modet til at kunne se frem til blod, sved og tårer. Vi ved, hvad vi har, men ikke, hvad vi får. Og vi har aldrig haft en Churchill.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…