Mandag den 9. oktober 2017 blev det i Stockholm offentliggjort, at Nobelprisen i økonomi for 2017 går til Richard H. Thaler, professor ved University of Chicago i USA.
Han modtager prisen for sit bidrag til ”behavioural economics” – adfærdsøkonomi.
Richard H. Haller har undersøgt, hvordan begrænset rationalitet, sociale præferencer og manglende selvkontrol påvirker økonomien.
Richard H. Thalers forskning i sociale præferencer viser, hvordan forbrugernes retfærdighedsfølelse kan forhindre, at virksomheder hæver priser i perioder med stor efterspørgsel, men ikke i tider med stigende omkostninger.
I den forbindelse har han været med til at udvikle et værktøj til at måle forskellige gruppers holdninger til retfærdighed.
Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi har lagt vægt på Richard H. Thalers bidrag til at bygge bro mellem de økonomiske og psykologiske analyser af individuel beslutningstagning.
Prisen i økonomi er stiftet af Sveriges centralbank i 1968. Den hedder officielt “Sveriges centralbanks pris i økonomisk videnskab til minde om Alfred Nobel”.
Nobelpristagere med dansk tilknytning
Prisen er tidligere givet til økonomer fra University of Chicago, men også til økonomer med en vis tilknytning til Danmark:
Dale Thomas Mortensen (1939 – 2014) fik prisen i 2010 som anerkendelse for hans banebrydende arbejde med arbejdsmarkedsmodeller og ”economic friction” – mangel på information og andre afvigelser fra det perfekte marked. Dale Mortensens far var danskfødt, og Dale Mortensen har siden begyndelsen af 1980’erne jævnligt gæstet Aarhus Universitet.
Lars Peter Hansen (1952 – ) fik prisen i 2013 for udviklingen af økonometriske modeller for sammenhænge mellem makroøkonomi og udviklingen på de finansielle markeder. Lars Peter Hansen er amerikaner af dansk afstamning, idet hans tipoldeforældre Ole og Marie Hansen i sidste halvdel af 1800-tallet udvandrede fra Nordfyn til Utah.
Nobelprisen i økonomi var den sidste af priserne, der skulle uddeles i år. I sidste uge blev der givet nobelpriser inden for emnerne kemi, fysik, medicin, litteratur og fred.
Pressemeddelelsen fra Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi kan læses her:
https://www.nobelprize.org/nobel_prizes/economic-sciences/laureates/2017/press.html