Det er tankevækkende, at det er de østeuropæiske lande, der går først, når det handler om at bremse den massive strøm af mennesker, som søger mod Europa.
Det var lederne fra østeuropæiske stater, som var de første til at reagere mod det helt ukontrollerede indrejsepres, som de fleste europæiske lande bliver udsat for.
Migranterne og flygtningene vil primært til Tyskland og Sverige. Og ikke uden grund. De blev inviteret – ikke mindst af Angela Merkel.
Der blev så indført grænsekontrol og bygget kilometervis af hegn langs de nationale grænser til stor irritation og frustration for de bedrevidende klasser. Disse tiltag viste sig at virke.
Man fik med grænsekontrollen igen styr på, hvem som rejser ind, og man tvang med hegnene de mange flygtninge og migranter til at krydse landegrænser, dér hvor myndighederne vil have det.
En del af kontrollen blev hermed genetableret – ikke som under Schengen-reglerne, hvor ingen vidste, hvem der rejste ind og ud af de forskellige lande, eller for den sags skyld, hvad de rejsende medbragte. Det er ikke uden betydning, om der kontrolleres for våben, sprængstoffer, narko mv.
Hvorfor er det mon de østeuropæiske statsledere, som udviser rettidig omhu? Er de mon klogere end de vesteuropæiske ledere? Næppe, så der må altså ligge andre forhold bag.
Man kan gætte på mangt og meget, men mit gæt er, at mange af de østeuropæiske ledere kender og husker deres historie, og ikke mindst deres landes historie med manglende frihed.
Mon ikke også bevarelsen af det land, de nu har fået bygget op uden åg, betyder noget. Jeg tror det.
Vestlige ledere kæmper ikke for frihed
Har vore ledere i Vesten helt glemt, at frihed ikke er noget, som kommer af sig selv? Det er noget, man skal kæmpe for.
Der er noget, der tyder på, at mange af de vesteuropæiske ledere ikke tænker langt nok tilbage i historien. Vi behøver ikke engang at se hundrede år tilbage for at se et Europa, som var besat, og hvor der var krig overalt.
De politisk korrekte har travlt med at udtale, at EU er garantien for, at der ikke bliver krig igen i Europa. Hvis denne påstand er rigtig, kan det undre, at de samme politisk korrekte ikke gør mere for at bevare Europa lige nu.
De vestlige lande i Europa er udsat for en massiv tilstrømning af mennesker, hvis kultur er så fjern fra den europæiske, at det gang på gang kommer til konfrontationer mellem de tilrejsende og europæerne. Nytårsnat i Köln og Hamborg er vel eksempler nok.
Utidssvarende konventioner
FN’s flygtningekonvention blev udarbejdet i Genève i 1951 og i øvrigt underskrevet af Danmark som det første land i verden den 4. december 1952. Konventionen er dateret til 28. juli 1951. Den er efterfølgende underskrevet af rigtig mange lande i verden.
Konventionen definerer, hvornår man er flygtning, hvilke juridiske rettigheder flygtninge har, samt hvilke sociale rettigheder flygtninge skal modtage fra de lande, som har underskrevet konventionen.
Konventionen definerer også flygtningenes forpligtigelser over for værtslandet. I Artikel 2: ”Almindelige forpligtelser” står at læse:
Der påhviler enhver flygtning forpligtelser over for det land, i hvilket han befinder sig, herunder navnlig at han retter sig efter dets love og bestemmelser såvel som efter foranstaltninger, truffet til opretholdelse af den offentlige orden.
Migranter og flygtninge kender uden tvivl deres rettigheder over for værtslandet, men det med forpligtelserne kender mange tilsyneladende ikke. Deres opførsel tyder ikke på det.
Men problemet er, at ånden, hvori konventionen blev til, er en helt anden end den, som hersker i dag. I konventionen står også flere gange anført, at det er flygtninge fra Europa, der tages højde for.
Der var nok ingen, der i 1951 kunne forestille sig, at millioner fra Afrika, Mellemøsten og Afghanistan ville begive sig nordpå. Nu er de politisk korrekte ved at undergrave Europa med FN’s flygtningekonvention i hånden.
Parallelsamfundene trives i bedste velgående
Der opbygges parallelsamfund i mange europæiske lande, og der findes i dag områder, hvor landenes politi og andre myndigheder ikke kan komme mere.
Dette gælder også i Danmark, udtaler formanden for Dansk Politiforbund, Claus Oxfeldt. Dette til trods for, at vore politikere gennem flere år hele tiden har sagt, at “nogen må gøre noget”.
For nyligt er det kommet frem, at der i Sverige er 57 områder, hvor det svenske politi ikke kan komme. I Tyskland, Frankrig og Belgien er der også flere steder, hvor politiet ikke kan komme, med mindre de møder talstærkt frem.
Jo, parallelsamfundene trives i allerbedste velgående. Og politikerne snakker videre om, at nogen må gøre noget. Handlekraft efterlyses.
Den frihed, der skal kæmpes for, er ikke i en krig mod soldater med våben. Det er i en kamp mod de destruktive kræfter, som vil ødelægge vore lande. Det er stærke kræfter godt i gang med at gøre i mange af de europæiske lande allerede.
Men det er, som om vore politikere er så opslugte af deres egen drøm om “Det forenede Europa”, at de helt glemmer at se, hvad der sker lige foran næsten af dem.
En fjende behøver i denne forbindelse ikke være et menneske iklædt en soldateruniform. Fjenden er den person – de mange personer – som med forskellige virkemidler vil ødelægge og omstyrte de samfund, vi har.
Vores kultur og værdier bliver trådt under fode
Der er kredse i dagens Danmark, som helt åbenlyst har holdninger, som er så fjerne fra de danske, som det overhovedet er muligt. Man vil have indført Koranens sharialove, og hvad deraf følger.
Mange af de mennesker, vi gennem mange år har åbnet vores dør for, er godt i gang med at undergrave det samfund, som har givet dem ophold og brød og ikke mindst fred.
De politisk korrekte herhjemme har ofte haft travlt med at forsvare ligegyldigheden med, at den danske kultur nok skal overleve og bestå. Jeg deler ikke denne opfattelse.
Det er kun et spørgsmål om, hvor mange de er og bliver, de som ikke ønsker den danske kultur og danske værdier bevaret.
Østeuropæiske ledere viser omhu og handlekraft
De vesteuropæiske ledere kunne lære meget af de østeuropæiske. Her tør man kalde en spade for en spade. Og det er en nødvendighed, at der bliver talt lige ud af posen og ikke forsøgt foregøglet noget.
Man bliver nødt til at se på virkeligheden, som den er, og ikke, som man håber, den er. Man må se realiteterne i øjnene og handle derefter. Det gør de østeuropæiske ledere.
De vil ikke stiltiende se til, at deres lande bliver ødelagt af fremmede, hvoraf nogle medbringer en kultur, der lader hånt om menneskerettigheder – specielt kvindernes. Kvinderne husker nok også bedst, hvordan det var, da deres lande ikke havde frihed.
Stor respekt for politikerne i Østeuropa, som påtager sig det ansvar, de har ladet sig vælge til, og som kæmper den nødvendige kamp for Europas fremtidige eksistens.