Det har passeret under radaren for de fleste, men faktisk har hvert parti i Folketinget siden 2010 haft sin helt egen pose ulandshjælp, som er øremærket til politiske partier i udviklingslande.
Siden 2010 er 150 millioner kroner barberet væk fra den DANIDA-administrerede ulandshjælp og i stedet lagt i hænderne på de danske partier. Pengene er formøblet til samarbejde med og bistand til politiske partier i fattige lande. Det sker i samarbejde med Institut for Flerpartisamarbejde (Danish Institute for Parties and Democracy – DIPD), der blev etableret ved lov nr. 530 af 26. maj 2010.
Den noble hensigt med at støtte danske politiske partier, er at de så igen kan samarbejde med politiske partier i udviklingslandede, og på den måde sikre en demokratisk udvikling i landene.
DIPD
DIPD er en selvejende og uafhængig institution, der ledes af en bestyrelse, der træffer afgørelse i alle væsentlige spørgsmål om instituttets faglige arbejdsområde, økonomi og forvaltning.
Bestyrelsen består af 15 medlemmer, hvoraf 9 medlemmer udpeges af Folketingets partier, 1 medlem udpeges af udviklingsministeren, mens 5 medlemmer udpeges af organisationer, herunder Danske Universiteter.
Vagt- eller skødehund?
Det bemærkelsesværdige er, at Peter Kurrild-Klitgaard, der er en velkendt kritiker af fråds med skatteborgernes penge, repræsenterer Danske Universiteter i bestyrelsen.
Der blev i 2010 bevilliget 75 mio. kr. til DIPD for en treårig periode frem til 2013. For årene 2014 – 2017 fik DIPD en ny bevilling på 75 mio. kr.
Venstre var det første danske parti, som kastede sig ud i muligheden for at samarbejde med partnere (søsterpartier) i udviklingslande, da DIPD blev oprettet i 2010. Partiet etablerede straks Danish Liberal Democracy Programme (DLDP), som er en selvstændig organisation med tilknytning til Venstre. DLDP har samarbejde med partier og organisationer i Kenya, Zambia og Egypten. Nærmere om DLDP på www.dldp.org.
Kritik
Etableringen af DIPD er ikke sket uden kritik. “Det lugter lidt af missionær, når danske partier skal eksportere vores liberale demokratimodel” skrev Enhedslistens udenrigspolitiske medarbejder Eva Flyvholm i en kommentar på u-landsnyt.dk.
Flere bistandsorganisationer har ligeledes været stærkt kritiske over for den nye partistøtte. Foreningen Afrika Kontakt, der er en frivillig forening med rødder i anti-Apartheidbevægelsen, som har over 30 års erfaring i græsrodsarbejde med afrikanske partnere, advarede ligefrem om risiko for korruptions-skandaler, når danske politikere sender penge til søsterpartier i fjerne lande.
Bolivia
De danske partier har forskellige prioriteringer. SF har satset på Latinamerika og støtter det socialistiske regeringsparti i Bolivia, MAS. SF mener, at bistanden fra SF i Danmark kan mindske korruption og fremme pluralistisk dialog, hvor meninger kan brydes – støtte til politiske partier i fattige lande kan skabe mere skub i demokratiet, selvom SF erkender et det er svært at finde politiske samarbejdspartnere i de fattige lande, hvor der er allermindst demokrati.
Bhutan
Det Konservative Folkeparti har været aktiv i projekter i Bhutan, i en sådan grad at den tidligere partiformand Lars Barfoeds tilstedeværelse var nødvendig I både august og november 2015.
Tanzania
Danske konservative har ligeledes et tæt samarbejde med CHADEMA-partiet i Tanzania og især partiets kvindeafdeling, Baraza la Wanawake (Bawacha), der har motiveret flere besøg i Tanzania af bl.a. Lars Barfoeds kone, Helle Sjelle, og besøg af samarbejdspartnerne i København.
Det Radikale Venstre har ligeledes været aktiv i Tanzania – dog i samarbejde med et andet parti end de konservative, nemlig Civic United Front (CUF).
Erfaringer fra Norge
Professor Jørgen Elklit fra Århus Universitets Institut for Statskundskab, har i Berlingske Tidende fremført at det ikke påvist, at det har gavnet demokratiet, når partier i fattige lande har fået penge fra partier i fx Norge eller Sverige.
Begge lande har tidligere forsøgt sig med en lignende form for demokratibistand enten i form af tværpolitisk støtte eller som direkte hjælp til søsterpartier. Særligt i Norge har ordningen været voldsomt omstridt. Den ansvarlige minister endte med at lukke “Senter for Demokratistøtte”, da en uafhængig undersøgelse viste, at ordningen nærmest fungerede som en rejsefond, der gav norske politikere flybilletter til eksotiske rejsemål.
Nærmere om DIPD i årsrapporten for 2015 her.