Her sværger Anis Amri troskab til Islamisk Stat forud for terrorangrebet – tre mænd fra islamistisk netværk arresteret

Ritzau: Tre personer er anholdt i forbindelse med Berlin-angreb. Alt tyder på, at mistænkt flygtede alene, siger italiensk politi.

 

Myndighederne i Tunesien har anholdt en nevø og to andre personer med forbindelse til den mistænkte fra Berlin-angrebet, oplyser et tunesisk ministerium ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

 

I en erklæring fra myndighederne i Tunis hedder det, at tre mistænkte “er medlemmer af en terrorcelle med tilknytning til terroristen Anis Amri”, som menes at have udført angrebet i Berlin. Anholdelserne fandt sted fredag.

 

Tyskland har meddelt, at det vil sende flere migranter uden lovligt ophold hjem til Tunesien.

 

Det har forbundskansler Angela Merkel fastslået efter en samtale med præsidenten i det nordafrikanske land.

 

– Vi bliver nødt til at accelerere denne proces. Vi skal sende flere hjem. Det sagde jeg til præsidenten, sagde Merkel i en kort udtalelse på tysk tv fredag.

 

Samtalen med præsidenten var foranlediget af et angreb mandag, da 12 personer blev dræbt af en lastbil, der pløjede igennem et julemarked i Berlin.

 

Politiet mener, at tuneseren Anis Amri stod bag angrebet. Han blev fredag skudt og dræbt i den italienske storby Milano.

 

Alting tyder på, at den 24-årige var rejst alene til Italien, da han blev skudt og dræbt under en skudveksling med italienske politifolk.

 

En kilde fra Italiens antiterrorenhed siger, at Anis Amri øjensynligt havde pakket sine ting i al hast. Han havde lidt over 1000 euro (omkring 7450 kroner) på sig.

Ifølge CNN’s oplysninger havde Amri taget tre par bukser på uden på hinanden. Han var ikke i besiddelse af en mobiltelefon eller identitetspapirer og havde kun en tandbørste og barberskum i sin rygsæk.

 

Tuneseren blev natten til fredag stoppet af politiet ved en rutinekontrol i Milano.

 

Politiet var ikke særligt på udkig efter den efterlyste fra Berlin. Men da de bad om at se hans papirer, trak han en pistol og sårede en af betjentene.

 

Føreren af politibilen skød igen og dræbte manden, der senere viste sig at være den efterlyste Anis Amri.

 

Video: Her sværger Anis Amri troskab til Islamisk Stat

 

Del på Facebook