Smuglere står bag 90 procent af flygtningeturene til EU

Ifølge ny rapport fra Interpol og Europol omsatte menneskesmuglere for fem til seks milliarder dollar i 2015.

 

Nærmest alle flygtninge og migranter, der er kommet til EU, har fået deres rejse til EU-lande arrangeret af personer i kriminelle netværk.

 

Det er en af konklusionerne i en ny rapport fra Interpol og Europol.

 

Ifølge rapporten omsatte menneskesmuglere i 2015 for fem til seks milliarder dollar. Det svarer til over 30 milliarder kroner.

 

Desuden viser rapporten, at 90 procent af rejserne til EU-lande har grene til kriminelle netværk.

 

– Den fælles rapport fra Europol og Interpol er en hidtil uset indsats for at give indsigt i menneskesmuglere og deres kriminelle netværk, som profiterer af flygtninges fortvivlelse, siger Interpols generalsekretær, Jürgen Stock.

 

Interpol og Europol skriver i rapporten, at menneskesmugling er en multiglobal forretning med mere end 100 involverede lande.

 

Derudover beskrives det, at risikoen for at blive udsat for seksuel eller arbejdsmæssig udnyttelse generelt er større for flygtninge og migranter i EU.

 

Det sker ifølge rapporten, fordi flygtningene står i gæld til smuglerne.

 

/ritzau/

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…