Vil stoppe moské-festen: Dansk Folkeparti har fremsat forslag om forbud mod udenlandsk finansiering af moskeer i Danmark

Hvis det står til Dansk Folkeparti, skal det fremover være forbudt at bygge moskeer i Danmark, hvis der er udenlandske penge involveret i finansieringen.

 

 

Det fremgår af et beslutningsforlag, som partiet fremsatte den 23. februar og således adskillige dage før, der atter kom blæst om den berygtede moske på Grimhøjvej i Aarhus.

 

 

Hvis forslaget får flertal i Folketinget, vil regeringen blive pålagt at gennemføre forbuddet inden udgangen af 2016.

 

 

Stater, der modarbejder demokrati og vestlige værdier

Som vi skrev her i avisen igår, har et stort flertal i det østrigske parlament netop vedtaget et lignende forbud samt ligeledes et forbud mod udenlandske imamer.

 

 

Men medens det østrigske forbund er generelt og gælder enhver form for udenlandsk kapital uanset afsender, definerer Dansk Folkeparti nøje, hvem forbuddet gælder.

 

 

Ifølge beslutningsforslaget skal det således være:

 

 

”Ulovligt at modtage økonomiske midler til religiøse og kulturelle bygninger og formål i Danmark fra fremmede stater, der har tilknytning til terrorbevægelser. Eller som modarbejder demokrati og vestlig værdi og livsførelse,” hedder det blandt andet i beslutningsforslaget. Der også omfatter:

 

 

”Personer og organisationer, der har tilknytning til terrorbevægelser eller som modarbejder demokrati og vestlige værdier og livsførelse.”

 

 

Ulovlig støtte konfiskeres til fordel for statskassen

Desuden skal regeringen i forbindelse med en eventuel vedtagelse af beslutningsforslaget gennemføre en lovgivning, der giver indsigt i regnskaberne hos de organisationer, der forestår moskébyggeri med videre.

 

 

”Det er i dag ikke muligt for myndighederne at kræve indsigt i, hvor pengene til byggerier af moskeer og religiøse kulturcentre kommer fra,” hedder det således i beslutningsforslaget.

 

 

Sanktionerne for overtrædelser af reglerne om ulovlig støtte skal ifølge Dansk Folkeparti dels være konfiskation af de indsamlede beløb til fordel for statskassen samt en bøde på 100.000 kroner.

 

 

Ved grov tilsidesættelse af bestemmelsen eller ved forsøg på at omgå bestemmelsen skal straffen være fængsel i op til fire år.

 

 

Vil undgå benspænd for integration af muslimer

Hos Dansk Folkeparti understreger talsmanden for forslagsstillerne, partiets udlændingeordfører Martin Henriksen, at det også handler om at undgå, at udenlandske stater og organisationer får mulighed for at spænde ben for integration af muslimer i det danske samfund.

 

 

”Dybest set handler det her om at sikre, at der ikke bliver prædiket had mod det danske samfund i landets moskeer og dermed spændt ben for enhver form for integration af muslimer i Danmark,” siger Martin Henriksen til Den Korte Avis og fortsætter:

 

 

”Som bekendt er det den, der betaler for musikken, der bestemmer, hvad der skal spilles, og det gælder selvfølgelig også, når der skal prædikes den rette islamiske tro.”

 

 

Stormoské blev finansieret af berygtet islamist

I beslutningsforslaget begrunder Martin Henriksen blandt andet forbuddet mod fremmed kapital i moskébyggeri med henvisning til blandt andet finansieringen af Københavns stormoské i Rovsingsgade og skriver:

 

 

”Ved byggeriet af stormoskéen og kulturcentret på 6.000 kvadratmeter på Rovsingsgade støttede storemiren Hamad bin Khalifis al-Thani (fra Qatar, red.) opførelsen med 150 millioner kroner, men der fulgte betingelser med, og hvad disse i så fald gik ud på, har været uklart for offentligheden,” skriver Martin Henriksen blandt andet og forklarer:

 

 

”Al-Thani har været en af de største økonomiske støtter bag flere salafistbevægelser (fundamentalistiske sunni-muslimer, red.) og ekstremistiske syriske oprørsbevægelser i de seneste år, fremgik det af artiklen ”Islamisterne i Danmark”, Information den 6. oktober 2014,” hedder det blandt andet i Martin Henriksens begrundelse.

 

 

Selv socialdemokraterne fik kolde fødder

Det er ikke kun Martin Henriksen og Dansk Folkeparti, der er bekymrede over udviklingen omkring moské-byggerierne i Danmark.

 

 

Da det i 2013 kom frem, at byggeriet af stormoskéen blev finansieret med 150 millioner kroner fra Qatar, fik det medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation til at frygte for en stærk radikalisering af det muslimske samfund i Danmark.

 

 

Blandt dem det socialdemokratiske medlem, Lars Aslan Rasmussen, som i sin tid stemte for at give tilladelse til byggeriet:

 

 

”Den slags gaver fra Qatar er ikke gratis, og jeg er bekymret for, at muslimer i Danmark risikerer at blive radikaliseret og skubbet endnu længere væk fra det samfund, som de skal være en del af,” sagde Aslan Rasmussen dengang til Berlingske Tidende.

 

 

Meningsmålinger: Der er sket en radikalisering

To meningsmålinger, som Wilke har foretaget fro Jyllands-Posten blandt et repræsentativt udsnit af muslimer i Danmark indikerer klart, at der i de seneste ti år har fundet en radikalisering sted blandt muslimer i Danmark.

 

 

Da Wilke i 2006 stillede spørgsmålet: ”Mener du, at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud?” svarede 62,4 procent ”Ja” og 28,2 procent ”Nej”.

 

 

Da Wilke ti år senere i 2015 stillede det samme spørgsmål, var ja-siden steget til 77,2 procent, medens nej-siden tilsvarende var faldet til 17,7 procent.

 

 

Tilsvarende var ligeledes ”ved ikke”-gruppen faldet fra 9,4 procent i 2006 til 5,1 procent i 2015.

 

 

Der omkring 260.000 muslimer i Danmark, og hvis denne radikaliseringsproces får lov til at fortsætte med imamer og stormoskéer som drivkraft, vil konsekvenserne på sigt blive helt uoverskuelige.

 

 

Folketinget har endnu ikke fastsat nogen dato for første- og andenbehandlingen af Dansk Folkepartis beslutningsforslag.

 

Del på Facebook