Som bekendt har Danmark fire forbehold, hvoraf det ene er ideen om unionsborgerskab. Om dette oplyses i linket:
”Det danske forbehold om unionsborgerskabet er i dag uden indhold.
Forbeholdet blev indført for at garantere, at unionsborgerskabet ikke skulle udvikle sig til noget på linje med et nationalt statsborgerskab eller helt træde i stedet for dette. Denne garanti er siden skrevet direkte ind i traktatteksten, så det gælder for alle lande, at unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab, og det træder ikke i stedet for dette.” (min fremhævelse).
Dette ene danske forbehold er altså ”uden indhold” – tilsyneladende betydningsløst.
Men er det nu også det?
Da det ikke er til at vide, hvad der foregår inde i hovedet på en eurokrat, kan det være vanskeligt at forstå, hvorfor det skulle være nødvendigt at sikre sig mod ”at unionsborgerskabet ikke skulle udvikle sig til noget på linje med et nationalt statsborgerskab eller helt træde i stedet for dette.” Hvert EU-land har sin egen indfødsretslovgivning, og den skulle vel være et nogenlunde værn mod, hvad der bliver kogt sammen i Bruxelles.
Hvorfor i alverden skulle vi have brug for, som det fremgår af traktatteksten, et supplement til vores nationale statsborgerskab? Alle EU-lande var jo imod. Desværre ser det ud til, at intet land kunne stå imod.
Arbejdskraftens fri bevægelighed og unionsborgerskabet
Begrebet arbejdskraftens fri bevægelighed betyder, at alle EU-borgere har ret til at (søge) arbejde i et andet EU-land end deres eget. Kan de ikke finde arbejde, må de rejse videre til et andet EU-land.
Men hvilken betydning har unionsborgerskabet? I ens eget land har det næppe betydning, at man også har unionsborgerskab. Men det ser ud til, at alle EU-borgere, fordi de også er unionsborgere, har ret til at opholde sig i et andet EU-land efter ønske og uden at arbejde. Men hvis man ikke arbejder, må man jo ernære sig på anden måde. Det er her, jeg ser unionsborgerskabets ”indhold”.
Zambrano-dommen – et fingerpeg
Zambrano-dommen kan give et fingerpeg om, hvilken betydning unionsborgerskab tillægges. Ifølge den er ethvert barn, født af ”vandrende arbejdstagere”, unionsborger i det land, hvori det fødes. Uanset et lands indfødsretslovgivning opnår barnet altså samme ret til at forblive i det pågældende land, som havde det indfødsret og sikrer dermed også dets forældre ophold. Om de vandrende arbejdstagere efter barnets (unionborgerens) fødsel arbejder eller ej er ligegyldigt.
Hvis f.eks. et barn af rumænske forældre fødes i Danmark, skulle det altså ifølge Zambrano-dommen være at betragte som unionsborger, hvilket i realiteten er lig med dansk statsborger.
Men forældrene er jo allerede via deres EU-borgerskab unionsborgere, ikke? Men nej, ikke ifølge Zambrano-dommen. Heri er de ”vandrende arbejdstagere”. Forstå det, hvo der kan.
Hvis alle EU-lande har taget forbehold for ideen om unionsborgerskab – og dermed også Belgien, der uafvidende kaldte den katastrofale Zambrano-dom ned over os alle sammen – hvordan kunne en sådan dom overhovedet afsiges? Det giver simpelthen ingen mening.
En indbygget fælde?
Jeg ser den ubegribelige Zambrano-dom som en skjult fælde for herved at tvinge EU-landene til at modtage og give tilladelse til ophold til andre grupper end dem, der henhører under arbejdskraftens fri bevægelighed.
Unionsborgerskabet har givet ældgamle, forkrøblede tiggere, der, selv om de talte flydende dansk, ikke ville være i stand til at bestride et arbejde, mulighed for at tage ophold bl.a. her i landet. Ganske vist er det ulovligt at tigge i Danmark, men det ser ikke ud til at gøre den store forskel. Til stor glæde for deres bagmænd.
Hvad værre er, det har gjort det muligt for europæiske indvandrerbander at slå sig ned. Ingen i disse grupper arbejder, men ernærer sig ved tiggeri og kriminalitet. Det sidste er især en stor fare for samfundet som helhed. Og da de er unionsborgere, altså næsten danske statsborgere ifølge traktaten, kan de heller ikke smides ud.
Tilbage står: Var der (igen) slet ingen klokke, der ringede hos politikerne, inden traktaten med ”unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab” blev underskrevet? Eller er der én derude i samfundet med ekspertise, der kan forklare det geniale ved denne absurditet?
