De seneste seks år er antallet af EU-borgere, der tager til Danmark og finder arbejde, fordoblet.
Beskæftigelsesministeriet er ifølge Berlingske nået frem til, at 119.000 østeuropæere har arbejdet i Danmark det seneste år.
Næsten halvdelen af dem har ufaglært, manuelt arbejde, og det får nu beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til at reagere.
– Nu har vi tal, der dokumenterer, at 46 procent af arbejdspladserne, der bliver varetaget af østeuropæere, ikke kræver, at man er hverken faglært eller ph.d.
– Jeg mener nu, at vi kan tage et kraftigt opgør med den myte, at det er svært at se jobåbninger for danske ledige, siger ministeren til Berlingske.
Ministerens tal dementerer også påstandene om, at det store antal flygtninge og indvandrere på offentlig forsørgelse skyldes, at der simpelt hen ikke er jobmuligheder for dem.
Han påpeger, at der er pæne samfundsgevinster at hente, hvis man i stedet for at importere arbejdskraft flytter mennesker i Danmark fra offentlig forsørgelse ud i job.
For nylig viste en undersøgelse, at de øst- og centraleuropæere, der er kommet til Danmark siden 2006, har bidraget positivt til samfundsøkonomien med et gennemsnitligt bidrag på 6959 kroner.
Alligevel vil Troels Lund Poulsen gøre, hvad han kan for at sikre, at de ledige job går til danskere, så velfærdsydelser ikke forsvinder ud af landet.
Han bakkes op af Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted.
Radikales beskæftigelsesordfører, Sofie Carsten Nielsen, er grundlæggende enig.
– Men vi kan ikke forhindre virksomheder i at hente den arbejdskraft, de mangler, siger hun til Berlingske.
Redaktionen og Ritzau