Den 24. maj afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol en dom, der blander sig i de danske regler for familiesammenføring.
Det drejer sig nærmere bestemt om det såkaldte tilknytningskrav. Det indebærer, at ægtefæller ikke kan blive familiesammenført i Danmark, hvis parret samlet set vurderes at have en større tilknytning til et andet land.
Undtagelsen
Hidtil har vi haft en undtagelse fra dette tilknytningskrav:
Man slipper for kravet, hvis den herboende partner har været dansk statsborger i mindst 26 år. Ligeledes slipper man, hvis vedkommende er født i Danmark og har boet her i 26 år, eller hvis vedkommende er kommet til Danmark og har boet her i 26 år. Man kalder undtagelsen for 26 års reglen.
Denne undtagelse er lavet for at give en særlig håndsrækning til danskere, der ikke lever op til tilknytningskravet, men alligevel har dybe rødder i Danmark.
Men det skal vi stoppe med, siger Menneskerettighedsdomstolen. For det er diskriminerende mod mennesker, der ikke har disse dybe rødder i Danmark.
Så nu har udlændingeminister Inger Støjberg bebudet, at regeringen fjerner undtagelsen. Der skal ikke længere gives en speciel hjælp til de danskere, som har levet mange år i det danske samfund, men i dag ikke lever op til tilknytningskravet.
Fremover er det slet og ret tilknytningskravet, der gælder.
Loyalitet mellem landsmænd
Regeringen accepterer dermed, at Menneskerettighedsdomstolen kan bestemme, at Danmark ikke må tage særlige hensyn til mennesker, der har en betydelig tilknytning til vores land.
Man kan diskutere den undtagelse, vi har haft indtil nu. Men den hviler i hvert fald på, at man føler en særlig forpligtelse over for landsmænd. De skal have mulighed for at komme tilbage og leve i Danmark med deres ægtefælle.
Det burde være op til Danmark selv at afgøre den sag.
Et nationalt fællesskab indebærer, at man føler en ekstra loyalitet over for hinanden. Velfærdssamfundet hviler jo på den samme nationale loyalitet. Hvis hele verden kunne trække på vores ydelser, ville velfærdssamfund bryde sammen.
Velfærdssamfundet er en ordning for folk, der deler land med hinanden. På samme måde bør vi kunne lave en særlig ordning for familiesammenføring, der gælder blandt landsmænd.
Det skal Menneskerettighedsdomstolen ikke bestemme.
Folkeligt oprør
Men domstolen insisterer på, at vi ikke må lave danske regler, som favoriserer mangeårige danske statsborgere.
Det er den slags indgreb i den nationale selvbestemmelse, som skaber voksende utilfredshed i befolkningen. Hvad enten den kommer fra Menneskerettighedsdomstolen eller fra EU.
Resultatet kan blive et oprør mod internationale instanser, der ikke viser forståelse og respekt for den betydning, som det nationale fællesskab har.
I øjeblikket ser vi især dette oprør bane sig vej i forhold til EU, jævnfør Brexit. Men det ulmer også i forhold til Menneskerettighedskonventionen og Menneskerettighedsdomstolen, der bruges til stadig mere vidtgående indblanding i landenes forhold. Ikke mindst, når det gælder de massive migrantstrømme.
Konventionerne
Regeringen bøjer sig for Menneskerettighedsdomstolens stadig mere omfattende og dirigerende rolle. Den insisterer i det hele taget på at overholde konventionerne. Men udviklingen i den virkelige verden vil gøre det stadig sværere at holde fast i den holdning.
Vi har en forpligtelse til at hjælpe mennesker, som ikke er danskere. Men vi har ingen forpligtelse til at gøre dette på en måde, som er skadeligt for det danske samfund og det fællesskab, som det hviler på.
