Carsten Bach-Nielsen er lic.theol. og lektor i kirkehistorie på Aarhus Universitet. Tillige har han en bifagseksamen i kunsthistorie. Sammen med afdøde biskop Jan Lindhardt rettede han i 2009 henvendelse til Kirkeministeriet med henblik på en fejring af reformationsjubilæet 2017. Hans bog om danske reformationsfejringer gennem 400 år er et opvarmningsorkester til resten af jubelåret.
Et væld af fejringer
Man bliver næsten rundtosset af alle de Luther- og reformationsfejringer. Der er de år, der ender på 17 (reformationens fødselsår sættes til 1517 med Luthers 95 teser mod afladshandelen). Men også år med endetallet 36 (reformationens indførelse i Danmark), 83 (Luthers fødeår), 46 (hans dødsår), 30 (Den augsburgske Bekendelse) og 94 (Hans Tavsen). Dertil kan lægges de halvrunde jubilæer!
Det er en banalitet, at alle disse jubelår er blevet fejret i tidens ånd. Naturligvis. Fra den første dogmesættende jubelfest i 1617 over enevældens og pietismens triumferende fester i 1700-tallet. Hovedlinjen er, at de tidlige fejringer var i udpræget grad var religiøse takkefester, mens de fra 1800-tallet mere blev kulturelle manifestationer, hvor Luther ses som en garant for oplysning, frihed og udvikling. Den store reformator er blevet og bliver fortsat brugt til lidt af hvert.
En guldgrube af viden – og med fejl
Bach-Nielsen er godt inde i sit stof. Man kan diskutere hans vægtning af det overvældende materiale. Generelt er fremstillingen præget af stor detaljerigdom samtidigt med, at det stundom virker lidt tilfældigt, hvad han drager og ikke drager frem. Hans kunsthistoriske kundskaber må fremhæves som noget positivt og berigende. Bogen er fuld af glimrende illustrationer. Man læser gerne bogen fra ende til anden, fordi emnet er spændende, men den kan også bruges som opslagsværk.
Lidt malurt blander sig i det gode bæger. Denne anmelder har sjældent læst en bog med så mange trykfejl. Det irriterer, at Bach-Nielsen konsekvent angiver titlen på Ingemanns folkekære Hans Tavsen-sang forkert. Enkelte ting stiller man sig tvivlende overfor, f.eks. at Aalborg købstad først i 1922 kom til at ligge i Aalborg stift. Det undrer den opmærksomme læser såre, og det er da også en forkert oplysning. Om end ikke noget, der ryster værkets grundvold, bygget på facts.
Hvad vil man med Luther2017.dk?
Bogen er et must i dette reformationsjubelår. Det er altid interessant at studere, hvordan man i fjerne tider har tiljublet, glorificeret, brugt og misbrugt Luthers reformation, især når sagen fremstilles levende og medrivende. Næppe mange andre historiske personer kalder så mange meninger og følelser frem – også i vor tid.
Hvis man allerede savner mere kritiske røster i jubelkoret, kan jeg berolige med, at de nok skal komme! Selv glade lutheranere kan være lidt ængstelige ved, hvordan reformationen vil blive fejret her i 500-året. Når Luther-øllet, Luther-koncerterne, Luther-bøgerne, Luther-udstillingerne og alle de andre mere kulørte Luther-events er oplevet og fordøjet, står de ædruelige og alvorlige spørgsmål tilbage: hvad bliver stående, når alle udenomsværkerne er skrællet af? I en tid, hvor kristenheden er stærkt på retur? Har vi i grunden ganske glemt Luthers egentlige ærinde?
Carsten Bach-Nielsen, Fra jubelfest til kulturår.
Danske reformationsfejringer gennem 400 år.
Aarhus Universitetsforlag 2015, 382 sider, rigt illustreret, 400 kroner.
Torsten Dam-Jensen.