Kristne dæmoniserer Israel – 2. del

Kristne udgør kun 1,5% af den palæstinensiske befolkning. De lever i en overvejende muslimsk atmosfære og er, på baggrund af de trusler de møder fra muslimske ekstremister, naturligvis utilbøjelige til at give udtryk for en kristen narrativ, som adskiller sig fra den dominerende palæstinensiske narrativ, der åbenlyst forkaster mange grundlæggende kristne trosspørgsmål.

 

Det er almindeligt blandt palæstinenserne at udtrykke historiefornægtelse. Det bliver således gentaget, at der slet ikke befandt sig nogen jøder i Det Hellige Land før det 19. årh., og at det første og det andet jødiske tempel aldrig har stået i Jerusalem. Ikke blot er disse påstande i dyb modstrid med mere end hundrede års arkæologiske undersøgelser og beretninger fra græske, romerske og andre historikere i antikken, de modsiger og rent ud annullerer tillige teksterne i både det Nye og det Gamle Testamente.

 

Det lader til, at Jesus slet ikke var en jødisk læremester, men en palæstinensisk araber, som aldrig satte sine ben i Herodes’ tempel, fordi dette ikke eksisterede, og at der slet ikke fandtes nogen jøder i Det Hellige Land. Mitri Raheb, pastor i den evangelisk-lutherske fødselskirke i Betlehem, har faktisk påstået, at der ikke eksisterer nogen DNA-forbindelse mellem jøder (i oldtiden eller i dag) og Jesus, men at han selv, som palæstinenser, har en sådan forbindelse. Ved at knytte sig så tæt til dette palæstinensiske, historiske opspind og aldrig stå fast på den bibelske fortælling (eftersom dette ville blive betragtet som en støtte til den jødiske ret til et hjemland) risikerer mange palæstinensiske kristne gennem undladelse at støtte den koranske påstand om, at toraen og evangelierne er blevet forfalsket af rabbinere og præster.

 

Ved at nægte, at Israel er det jødiske folks hjemland, og hævde, at jøder ingen ret har til at vende tilbage dertil efter to tusind år, levner muslimerne ingen som helst plads til de kristnes historie i relation til jøderne eller til deres mere nutidige indbyrdes forbindelse. Kristne kirker har påført jøder varige mén gennem pogromer, inkvisitioner og ghettoisering. Mange kristne kom jøderne til undsætning under Holocausts mørke år. Andre stod tavse ved sidelinjen. Dannelsen af Israel i 1948 og jøders, herunder Holocaust-overleveres, tilbagevenden til Det Hellige Land var til en vis grad en slags bod for århundreders forfølgelse og forhånelse. Men i dag har Det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas (der nu befinder sig i sin fireårige valgperiodes elvte år), gentagne gange og fuldkommen åbent erklæret, at ikke en eneste israeler vil få lov til at bo i en fremtidig palæstinensisk stat. Man må formode, at han med israeler mener jøde, eftersom arabiske israelere automatisk vil blive betragtet som palæstinensere.

 

For nylig afviste Abbas i FN’s menneskerettighedsråd (UN Human Rights Council) i Geneve Israels ret til at eksistere inden for nogen som helst grænser: “Hvor længe skal denne langtrukne israelske besættelse af vores land vare ved? Efter 67 år, hvor længe?” Ifølge ham begyndte “besættelsen” med andre ord i virkeligheden for 67 år siden, i 1948, da staten Israel erklærede sin selvstændighed inden for rammerne af FN’s resolution 181. Mange palæstinensere og deres støtter, herunder også kristne støtter, har i årtier erklæret: “Palæstina vil blive befriet fra floden [Jordan] og til havet [Middelhavet],” og har dermed signaleret, at et fremtidigt Palæstina ideelt set vil være uden jødiske indbyggere.

 

I september sidste år, under Verdensugen for Fred i Palæstina Israel – et initiativ fra Palestine Israel Ecumenical Forum (PIEF) [Palæstine Israel Økumenisk Forum] under Kirkernes Verdensråd, var St Thomas The Martyr Church i Newcastle upon Tyne, Storbritannien, vært for en begivenhed med titlen “Walls Will Fall” [Muren vil falde]. Denne begivenhed indeholdt en dybt ensidig fremstilling og litteratur, som benægtede jødiske rettigheder i Israel.

 

Gennem deres egen afvisning af jødiske rettigheder i Israel fornægter kristne ikke blot uafvidende deres egne rettigheder og deres egen historie, de trodser også al den kærlighed og stræben efter tilgivelse, som har kendetegnet forsøget på at yde jøderne retfærdighed i en bod for den lidelse, som konger og kirker havde påført dem.

 

Mange kristne hævder, at de arbejder for fred og retfærdighed i Det Hellige Land. Sandheden er, at de, der deltager i begivenheder som “Walls Will Fall,” ikke gør det. De fremsætter en ondsindet, partisk fordømmelse udelukkende af den ene side, Israel og dettes flertal af borgere, jøderne, samtidig med at de nægter at omtale den uophørlige arabiske, muslimske og palæstinensiske vold fra 1920’erne og frem.

 

Der er ingen omtale af de fem arabiske hære, som angreb den lille jødiske stat den selvsamme dag, som Israel blev skabt i 1948, samtidig med at de åbenlyst pralede med et umiddelbart forestående folkedrab på alle jøder. Der er ingen omtale af den arabiske koalition bestående af Egypten, Syrien, Jordan og Irak, som troppede op for at angribe Israel i 1967 og på ny pralede med en umiddelbart forestående nedslagtning af alle jøderne. Der forekommer aldrig nogen omtale af invasionen af Israel i 1973 ved Egypten og Syrien, støttet af ni arabiske stater og Cuba, og foregrebet af trusler fra Egyptens daværende præsident, Anwar Sadat, som sagde, at han var villig til at ofre én million soldater på at udslette Israel. Ingen omtale af de tusindvis af terrorangreb. Ingen omtale af den arabiske politik i form af “ingen fred med Israel, ingen anerkendelse af Israel, ingen forhandlinger med det.” Ikke en eneste omtale af Hamas og dens charter fra 1988, som slår fast, at “der findes ingen anden løsning på det palæstinensiske spørgsmål end ved jihad,” og som kalder fredsforhandlinger, internationale bestræbelser for fred og ethvert kompromis for “spild af tid” og opfordrer til nedslagtning af alle jøder i hele verden.

 

Den 1. oktober 2015 skød og dræbte bevæbnede palæstinensere et ungt jødisk par, rabbiner Eitam Henkin og hans hustru Naama, som kørte gennem Vestbredden på vej hjem sammen med deres fire børn. Mahmoud Al-Aloul, medlem af Fatahs centralkomite (som er en institutionel del af Det Palæstinensiske Selvstyre), skrev på bevægelsens officielle Facebook-side , at Fatah var ansvarlig for nedskydningerne: “Al-Aqsa-martyrernes Brigader, den militære fløj under den nationale palæstinensiske befrielsesbevægelse Fatah, påtog sig ansvaret for Itamar-aktionen [mordet på Eitam og Naama Henkin], som blev udført mod bosættere og førte til disse død.”

 

Læs også
Beskyldningerne om antisemitisme mod det britiske Labourparti – og deres lunkne forsøg på at gøre noget ved det

To førende medlemmer af præsident for Det Palæstinensiske Selvstyre Mahmoud Abbas’ Fatah-parti, ‘Azzam al-Ahmad og general sultan Abu’l-Einen, hyldede angrebet. General Al-Einen, der fungerer som Abbas’ rådgiver i NGO-spørgsmål, opfordrede til flere angreb på israelere. Angrebet blev fejret over hele Vestbredden. Festlighederne omfattede afskydning af fyrværkeri og vajende flag i gaderne. Den slags festligheder finder sted, hver eneste gang jøder bliver slået ihjel i området.

 

To dage senere, den 3. oktober, knivdræbte en palæstinensisk mand to jødiske rabbinere og sårede den enes kone og toårige barn. Enken fortalte fra hospitalet, at hun havde forsøgt at slippe væk fra terroristen, efter at knivstikkeriet begyndte. “Jeg løb adskillige meter, blødende fra en kniv i skulderen. Araberne i området, som overværede den frygtelige scene, klappede i hænderne og lo og fortalte mig, at de håbede på min snarlige død … jeg følte, at jeg skulle besvime,” sagde hun. “Jeg forsøgte at gribe fat i en forbipasserende, men vedkommende … rystede sig bare løs og sparkede til mig og sagde ‘dø.'”

 

Siden er dødbringende angreb blevet hverdag i den israelske tilværelse. Knive er det foretrukne våben. Der er, om end foreløbig af et mindre omfang, tale om en tredje intifada, nu kendt under betegnelsen kniv-intifadaen. Selv børn drager ud med knive for at dræbe.

 

Den israelske regering har, som enhver anden regering, ikke andet valg end at beskytte sine borgere, som den har måttet gøre det så mange gange før. Denne reaktion kan indebære stramning af sikkerheden og flere restriktive handlinger. Der kan blive oprettet flere checkpoints. Sikkerhedshegnet kan blive forstærket. Palæstinenserne vil komme til at lide. De, der arbejder i Israel, kan miste deres job eller forvente større besvær. Alligevel udtrykker Kairos og andre kristne organisationer tilsyneladende deres billigelse, når de frikender palæstinenserne for al skyld og udelukkende retter deres vrede mod Israel og jøderne.

 

De israelske jøder går ikke ud på gaderne og fejrer selv den mest ondsindede morders død – terrorister som har dræbt tyve, tredive eller endnu flere mennesker ved et angreb. Ingen affyrede fyrværkeri eller uddelte slik, da Adolf Eichmann, en af arkitekterne bag Holocaust, blev hængt i 1962 – den eneste person der er blevet henrettet nogensinde i israelsk historie – i den israelske by Ramle. Folk kan blive lettede, når de hører om en terrorists død, ligesom vi bliver: uskyldige liv kan være sparet.

 

St Thomas Church valgte intet at sige om den slags drab, begået af palæstinensere, eller foretrak at lægge skylden for dem på den såkaldte “besættelse” eller på Israels klart nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.

 

Læs også
De 4.006 palæstinensere som europæerne ikke har hørt om

De palæstinensiske myndigheder opkalder skolersportspladser og -holdparker og veje efter massemordere, anbringer deres portrætter på store plakater for at dekorere vægge og klasseværelser og hylder dem som rollemodeller. De lærer deres egne børn i skoler og sommerlejre at beundre terrorister som helte og heltinder og at stræbe efter selv at blive mordere og martyrer. Der findes ikke skyggen af noget sådant i israelske skoler eller ungdomsklubber. I steder er væggene i Jerusalems Holocaust-museum og -forskningsinstitut Yad Vashem dækket med fotografiske gengivelser af individuelle jøder og hele jødiske familier, som blev skudt og gasset og sultet ihjel i dødslejrene eller af einsatzgruppen-patruljerne. Og der findes også en have fuld af navne ved siden af blomsterne til minde om de retskafne kristne, som risikerede deres liv for at redde jøder.

 

Men de kristne i St Thomas Church fremkom ikke med en eneste kritik eller beklagelse af den palæstinensiske glorificering af volden, denne fryd over mord på børn, denne dans i gaderne, når uskyldige får halsen skåret over (som ved massakren på Fogel-familien i 2011), denne ophøjelse af morderne til helgenstatus. I stedet udspyr de deres bitre kritik mod den mindste israelske forseelse og klandrer Israel, selv når landet opfører sig på en fuldkommen lovlig og moralsk måde – den samme måde, som de ville forvente af deres egen regering, såfremt deres egen befolkning blev skydeskive for raketter, bevidst kørt ned eller stukket ihjel.

 

I Gaza og på Vestbredden deklamerer palæstinensiske religiøse og politiske ledere deres længsel efter udslettelsen af en demokratisk og tolerant stat og forudsigelsen af det kommende folkedrab på mænd, kvinder og børn, hvis forældre og bedsteforældre og oldeforældre blev udslettet i det nazistisk kontrollerede Europas koncentrations- og dødslejre. Den israelske regering og befolkning har i mere end 67 år bedt om og opfordret til en fredelig tostatsløsning og sameksistens med deres naboer. Jøderne har aldrig agiteret for eliminationen af en palæstinensisk stat eller drab på dens borgere.

 

Men de kristne i St Thomas Church valgte ikke at sige et ord om palæstinensiske, arabiske og bredere islamiske tilskyndelse til had. De valgte i stedet at beskrive Israel som en imperialistisk, kolonialistisk apartheidstat – i himmelråbende modstrid med de historiske kendsgerninger og Israels historie, hvor det gentagne gange har trukket sig ud af områder — Sinai, Libanon og Gaza – i en konkret og uigenkaldelig søgen efter fred. Apartheid forefindes ingen steder i israelsk lovgivning eller dagligliv, og påstandene om dens eksistens ignorerer den voksende status hos de israelske arabere, der fungerer som fuldgyldige medlemmer af Israels parlament, som dommere (herunder ved højesteret), som professorer ved universiteterne, diplomater, hospitalsledere og overlæger, i medierne og i underholdningsbranchen, i politiet, hæren, luftvåbnet og andre steder med præcis de samme rettigheder som jøder.

 

Dette bevidst fordrejede syn på Israel er forkert; det er moralsk forkert og etisk forkert. Det bærer falsk vidnesbyrd mod medmennesket: Det er en synd. Det er forkert set ud fra et kristent etisk perspektiv, forkert i en kontekst af fredsskabelse og retfærdighed, en krænkelse af ærligheden. Det er ikke bare et udtryk for simpel ensidighed; det er et udtryk for en afskyelig, moralsk blindhed.

 

Had til Israel og det jødiske folk – som kun har ét land i verden at søge tilflugt i i nødens stund – vil ikke bringe fred. Afvisning af Israel vil ikke mildne den palæstinensiske befolknings hjerter eller gøre kristne mindre sårbare – som vi i dag ser det i halshugninger og massefordrivelser over hele Mellemøsten, ikke begået af jøder, men af muslimske fanatikere.

 

Læs også
Hvidvasker Sverige sin antisemitisme? – en beretning om, hvor galt det står til i Malmø

Hindring af de israelske sikkerhedsforanstaltninger vil ikke bringe fred. Støtte til palæstinensisk afvisning af fredsprocessen og nægtelse af kompromis vil ikke bringe sikkerhed for nogen af parterne. Den 30. september sidste år erklærede den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, foran FN’s generalforsamling, at han har opgivet Oslo-aftalerne, selve grundlaget for fredsforhandlingerne. At kalde terrorister for frihedskæmpere vil ikke bringe retfærdighed for ofrene eller for deres familier eller de fire små børn, som så deres forældre blive skudt ned og begravet.

 

Det, man kunne læse og høre under Walls Will Fall-begivenheden, var en storstilet benægtelse af, at Israel er udsat for nogen form for ægte sikkerhedstrussel, en fuldkommen ahistorisk påstand om at terrorangreb skyldes en (falsk) “besættelse”, og en tåbelig hævdelse af, at “besættelsen” og de jødiske bosættelser er ulovlige ifølge international lov, hvad de ikke er.[1]

 

Der er ingen tvivl om, at palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden lider meget, og at det er en kristen pligt at bekymre sig om dem og arbejde for at lindre deres lidelse. Det forholder sig også sådan, at mange handlinger, domsafgørelser og magtanvendelser fra Israels og de israelske forsvarsstyrkers side har været stivnakkede og skadelige for palæstinenserne. Det er alt sammen ting, der er åbne for diskussion, og som bør indgå i ethvert kristent arbejde for fred og retfærdighed i Det Hellige Land.

 

Men det må være fuldkommen indlysende, at dette udelukkende at tage parti for den ene part, samtidig med at man udtrykker fjendskab mod den anden, ikke er vejen frem til en løsning på problemet og på sørgelig vis udstiller den tvivlsomme anstændighed og oprigtighed hos de personer, der udbasunerer deres had. Kristne, som påstår, at Israel er en “apartheidstat” – en beskyldning som fremgik i noget af den tilgængelige litteratur i standene i St Thomas Church – har for eksempel overtaget en enkelt falsk påstand og betragter den som en kendsgerning, selvom de ved selvsyn kan konstatere, at landet rent faktisk ikke indeholder en eneste apartheidlov eller -praksis. Og ikke blot det, men der høres foruroligende nok aldrig nogen knurren over den faktiske apartheidpolitik i Saudi-Arabien, hvor selv medbringelse af en bibel er ulovlig, hvor det er tilladt at slå ikke-muslimske arbejdere og behandle dem som undermennesker, og hvor ikke-muslimer end ikke har lov til at træde ind i byen Mekka og kun kan komme ind i Medina som gæster.

 

Dette argument er for nylig blevet fremført af det sydafrikanske parlamentsmedlem Kenneth Meshoe, formand for Kristen Demokratisk Parti, som har argumenteret imod påstandene fra boykotbevægelsen BDS [boykot, løsrivelse og sanktioner]. “Der er mange kristne, som støtter Israel, men de træder ikke frem,” har han sagt.

 

“De, der ved, hvad ægte apartheid er, sådan som jeg gør, ved, at der findes intet i Israel, som ligner apartheid. … Synspunktet, at Israel er en apartheidstat, er en tom politisk erklæring, som ikke rummer skyggen af sandhed. Man ser mennesker af forskellig farve, baggrund og religion [leve sammen i Israel]. BDS-bevægelsen er en virkelig smerte… for os i Sydafrika, som elsker sandheden. BDS-bevægelsen er ikke en demokratisk bevægelse; den er en skræmmekampagne, en bevægelse som udfolder had. Mennesker, som ikke tror på had, bør ikke lade BDS-bevægelsen afholde dem fra at gøre det, der er ret.”

 

Læs også
“Langsom død” for palæstinensere i Libanon

Men den økonomiske, akademiske og kulturelle omfavnelse af boykotter, løsrivelse og sanktioner blev rost og stærkt anbefalet under hele Kairos-workshoppen i St Thomas Church. Der blev ikke foreslået nogen form for alternativ tilgang, der blev ikke stillet spørgsmål, der blev aldrig så meget som antydet en redegørelse for den egentlige fare, som BDS-bevægelsen udgør for det kulturelle, akademiske, videnskabelig, medicinske og kommercielle liv. Selvom BDS-bevægelsens arbejde – angiveligt for at drive de israelske bosættelser ud af Vestbredden, men i virkeligheden for at udslette Israel ved at smadre det økonomisk – hyldes som værende til støtte for palæstinenserne, så har det i virkeligheden skadet dem alvorligt.

 

Da det israelske firma SodaStream flyttede sin fabrik ud af Vestbredden sidste år, var der omkring 500 arabiske arbejdere, som mistede deres job. De mistede også deres løn, som var fire eller fem gange højere end den normale i området. De, som var så heldige at skaffe sig job i den nye fabrik i det sydlige Israel, må rejse flere timer dagligt. Nu har SodaStream tilbudt arbejde til 1.000 syriske flygtninge. Dette er den sande effekt af BDS for palæstinenserne, som tidligere arbejdede side om side med deres jødiske kolleger under identiske forhold. BDS skaber apartheid, hvor der ingen var. Er det noget, kristne mennesker bør støtte?

 

Måske kan dette bedst illustreres ved et lokalt eksempel. Nethindeløsning og hornhindepletter er to alvorlige sygdomme, som medfører total blindhed. De er ofte uhelbredelige. Forskere på Newcastle Universitets medicinske institut (et af Storbritanniens førende centre inden for medicinsk forskning) arbejder på at fremstille en film, der kan erstatte nethinden og genoprette synet hos blinde i betydeligt omfang. De arbejder sammen med hold fra Tel Aviv Universitet og det Hebraiske Universitet i Jerusalem om at forbinde semiledende nanostave og kulstofnanorør for at skabe en trådløs, lysfølsom, bevægelig film, der potentielt kan træde i stedet for den beskadigede nethinde. Men BDS-aktivisterne insisterer på, at Newcastle Universitet bør afbryde denne forbindelse med de to israelske universiteter, i overensstemmelse med principperne for deres akademiske boykot.

 

Da en Kairos-leder holdt foredrag i St Thomas Church, brugte hun meget tid på støtten til BDS-bevægelsen. Man må spørge sig selv, om kristne bør tilslutte sig for eksempel en boykot af et forskningsprojekt, der er så lovende for blinde mennesker. Og det er væsentligt at tilføje, at Israel er blandt verdens førende lande, kun overgået af USA, inden for videnskab, teknologi og medicin. Dets medicin og lægelige instrumenter har reddet liv og forbedret tilværelsen for syge og handicappede. Er det kristent at kræve, at hospitaler og læger overalt på kloden skal nægte at bruge israelsk medicin eller operationsredskaber eller avanceret medicinsk udstyr?

 

Israel er førende i verden inden for håndteringen af vandresurser og har ført an i mange tredjeverdenslande, især i Afrika, for at bekæmpe tørke. Bør kristne opfordre disse lande til at boykotte israelsk vandhåndtering og fremskridt inden for landbruget? Israel er altid blandt de første lande, der reagerer ved at sende nødhjælpshold, felthospitaler, udstyr og forsyninger til andre lande i tilfælde af katastrofer. Vil kristne, der arbejder for organisationer som Christian Aid opfordre lande, der hjemsøges af natur- eller menneskeskabte katastrofer, til at afvise israelske nødhjælpshold? BDS er på alle måder en helt igennem ukristen fremfærd, som går en fanatisk og umenneskelig narrativs ærinde.

 

Det er klart, at meget af det pro-palæstinensiske arbejde, som udføres af kristne kirker, er inspireret af sider af befrielsesteologien. Befrielsesteologernes og andres omsorg for de fattige, de undertrykte, de syge og de forfulgte er utvivlsomt et gyldigt udtryk for Kristi budskab, og her skal ikke lyde beklagelser af nogen art vedrørende denne tilgang, så længe den holder sig inden for den religiøse sfære. Men befrielsesteologien var inspireret af materialistisk marxistisk teori og praksis og forvildede sig siden ud i den politiske virkelighed.

 

Læs også
Arabernes mareridt: Integration af palæstinensere

Sovjetunionen var ansvarlig for spredningen af det synspunkt, at undertrykkelse hovedsagelig kan tilskrives økonomi og materialisme, eller imperialisme og kolonialisme, og for en fokusering på Israel som den vigtigste bærer af denne arvesynd. Overførelsen af disse begreber på Israel er både historisk og begrebsligt ukorrekt: Israel har ingen kolonier, er ikke sæde for et imperium og har fra sin spædeste begyndelse talt for en tostatsordning som foregrebet i FN’s delingsplan i 1947. Men mange kristne ser i dag Israel gennem en falsk og fordrejet linse. Denne anskuelse er simpelthen et spørgsmål om politisk partiskhed, en partiskhed der (som andre steder) er forpestet, ikke bare af en vægring ved at indrømme Israels forbløffende menneskerettighedsstatus, når det gælder kvinder, religiøse mindretal, etniske fællesskaber og LGBT-borgere [LGBT er en organisation for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelle], men også af en bemærkelsesværdig undladelse af at diskutere regimer, som rent faktisk undertrykker, forfølger, torturerer og nægter fulde rettigheder for deres borgere.

 

Hvorfor afholder kristne, som er optændt af ildhu for de undertrykte, for eksempel aldrig møder for at fastholde rettighederne for Irans store baha’i-samfund, hvis medlemmer bliver hængt, tortureret, fængslet og nægtet alle borgerlige rettigheder samt adgang til højere uddannelse, og hvis helligsteder og gravpladser er blevet udraderet med bulldozere i en ISIS-lignende vanhelligelse? Hvorfor mødes de kun for at fordømme Israel, det eneste land i Mellemøsten, som fejrer baha’is tilstedeværelse og beskytter det vigtige baha’i verdenscenter i Haifa og de to vigtigste baha’i helligdomme, som bliver besøgt af pilgrimme fra hele verden? Denne tvangsprægede besættelse af et åbent og demokratisk land er, sammen med den tilsyneladende ligegyldighed over for krænkelser af menneskerettigheder i Iran, Saudi-Arabien, Syrien, Sudan, Nordkorea og andre steder, en klar forvanskning af den kristne vision og de bagvedliggende idealer hos et ikke-politiseret befrielsesevangelium.

 

Dr. Denis MacEoin har holdt forelæsninger og skrevet om Mellemøsten siden 1980’erne.

 

Artiklen er udkommet på Gatestone Institute og den er oversat til dansk af Mette Thomsen.

 

Link til 1. del her.

 


 

[1] Dette punkt er blevet diskuteret konsekvent af mange eksperter i international lov. Se for eksempel Alan Baker, “Israel’s Rights Regarding Territories and the Settlements in the Eyes of the International Community”, i Israel’s Rights as a Nation-State in International Diplomacy.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…