Så meldte filminstruktøren Thomas Vinterberg, aktuel med filmen ”Kollektivet”, sig i koret af de rigtige meningers selvretfærdige flok af danske kulturpersonligheder.
På et pressemøde foran den internationale presse ved filmfestivalen Berlinalen i Berlin benyttede han sig af lejligheden til at udtrykke sin flovhed over at være dansker. Han skammer sig ligefrem.
Godt suppleret af skuespilleren Trine Dyrholm slog han fast, at vi i Danmark med regeringen i spidsen behandler fremmede på en fuldstændig umenneskelig måde.
Vi skal blive bedre til at dele og ikke ydmyge andre mennesker, lød det fra den berømte instruktørs mund. Samtidig fremhævede han svenskerne, og på spørgsmålet om, hvad hans kommentar er til, at Sverige er ved at gå i opløsning som retsstat, svarede han: ”Det var et forsøg værd”.
–Hvad mon voldtægtsofre og andre ofre for indvandrerbanders kriminalitet siger til det? Og vil Thomas Vinterberg mon foreslå, at halvdelen af de mange millioner, han får i offentlig støtte til sine film, i stedet skal gå til flygtninge og migranter?
Ved Thomas Vinterberg noget som helst om det, han ytrer sig om? Næppe! – Hvor er det ulideligt at skulle lægge øre til disse naive og navlepillende salonsocialister fra det københavnske kulturparnas!
Hvad yder de personligt i deres humanitære kamp ud over at promovere sig selv ved at svine deres fædreland til uden at have et ordentligt belæg for det? Intet som helst!
Jeg er også flov, og jeg skammer mig også. Jeg skammer mig over, hvordan den marxistiske venstreføj, også kaldet 68-generationen, som Vinterbergs film ”Kollektivet” beskriver, var med til at tegne et særdeles tvivlsomt billede af Danmark ude i verden med netop deres kollektiver, deres bollerum og deres totalt følelseskolde og intolerante opgør med de generationers værdier, som havde gjort det muligt for studenteroprørerne at leve det uforpligtende bohemeliv med statsstøtte.
Hvor har de ødelagt meget, og de frø, de såede, oplever vi i dag som den såkaldte kulturelites totale svigt, når de i disse afgørende år totalt svigter deres ansvar for at værne om vestlig, demokratisk frihedskultur bygget på kristendommen.
I stedet lukker de, som den selvgode venstrefløj altid har gjort det, øjnene for de ødelæggelser for vores børn og børnebørn, som en totalitær politisk ideologi forklædt som religion vil forårsage.
1968’erne så ikke kommunismens umenneskelige og totalitære undertrykkelse af mennesker – de flirtede med de totalitære ideologier, mens de hyggede sig i bollerummene og vendte det borgerlige samfund ryggen, undtagen når de skulle have penge fra det.
Historien gentager sig. I dag svigter kultureliten igen. De nægter at se virkeligheden i øjnene og prisgiver det, de fleste af os holder af. Det kommunistiske Utopia blev ikke til noget. Det endte i fangelejre og massemord.
Det multikulturelle samfund bliver heller ikke til noget. Det ender også i sammenbrud. Det eneste, der er helt sikkert, er, at venstrefløjen med skuespillere og andre kunstnere spændt for propagandavognen drømmer videre.
Jeg orker simpelthen ikke at ofre nogle af de penge, jeg har tilbage efter at have betalt skat, på at købe en billet til ”Kollektivet”. Det er bare for deprimerende.
Jeg skammer mig over, at vores såkaldte kulturelite aldrig bliver realistisk, men henholder sig til føleriet og til den letkøbte fordømmelse af politikere og almindelige borgere. Har I da ikke skam i livet?
