I søndags udkom en rapport om, hvordan man skal bekæmpe radikalisering og ekstremisme i muslimske miljøer i Danmark.
Rapporten er udarbejdet af TrygFonden og sikkerhedsvirksomheden Certa, der har den tidligere PET-chef Jakob Scharf som direktør.
Et oplagt emne
Rapporten kommer med 13 anbefalinger. En af dem går ud på, at imamer skal ud i samfundet og oplyse mere aktivt om, hvad en ”mainstream” (almindelig) fortolkning af islam går ud på.
Det vides ikke, hvad Scharf og partnere mere præcist har i tankerne. Men et af de oplagte emner i den forbindelse ville være forholdet mellem mænd og kvinder. Her finder man et vigtigt spørgsmål inden for islam, som imamerne kunne bringe ud i samfundet:
”Hvornår og hvordan skal en mand slå sin kone?”
Spørgsmålet er altså ikke, om en mand må slå sin kone – for det må han. Spørgsmålet er kun, hvornår og hvordan han skal gøre det
Her kommer et bidrag til at hjælpe den tidligere PET-chef med at forstå, hvad imamerne inden for ”mainstream” islam siger om dette emne.
Manden skal slå sin kone, hvis hun ikke adlyder
På denne video bliver det forklaret, hvornår og hvordan manden skal slå sin kone. Og det er ikke en hr. hvem-som-helst, der udlægger teksten. Det er selveste Hassan Al-Laham, mufti i Gaza. En mufti er den øverste religiøse leder i et land, der udsteder fatwaer og rådgiver om politiske beslutninger.
Muftiens udgangspunkt er den almindelige holdning i islam: En mand skal slå sin kone i visse situationer.
Allah har foreskrevet en bestemt procedure for, hvordan manden skal håndtere ægteskabelige stridigheder.
”Stridigheder” vil her først og fremmest sige, at konen ikke adlyder ham, sådan som hun skal. Det er den almindelige fortolkning i islam, og det er jo den, som den tidligere PET-chefen gerne vil have ud i samfundet.
Som muftien siger: Først skal manden advare sin kone. Hvis hun stadig ikke lystrer, skal han holde hende væk fra sin seng (hvilken hård straf!). Hjælper det heller ikke, er turen kommet til at slå hende.
Hun må ikke bløde eller blive grim
Men manden kan ikke bare slå løs på sin kone. Muftien gør det klart, at han ikke må slå på en måde, der vil få politiet til at komme, eller som vil brække hendes hånd eller få hende til at bløde.
Og så er det vigtigt, at han ikke slår hende på en måde, som gør hende grim. Det betyder først og fremmest, at han ikke må slå hende i ansigtet. Hævelser og blodudtrædninger i ansigtet er ikke OK.
Undervejs taler muftien om, at mandens tilladte slag kan sammenlignes med slagene fra en lille børste. På et tidspunkt siger han ligefrem: ”Slagene skal være som en spøg. Han slår hende spøgende.”
Dette er altså ”mainstream” islam for imamer: Manden skal i visse situationer lå sin kone på en spøgende måde.
Nu vil Jakob Scharf og andre måske mene, at dette ikke er ”mainstream” islam. Men det er det. Scharf vil ikke finde mange imamer, som ikke tilslutter sig muftiens betragtninger.
Følger Koranen
En interessant skikkelse i den sammenhæng er en imam, som faktisk fik løn af den danske stat for at udbrede lignende tanker. Det drejer sig om en fængsels-imam, som i 2009 udgav en bog, der hed: ”Råd og vejledning om ægteskab og samliv”.
Imamen havde oprindelig det gode danske navn Jan Hansen. Men så konverterede han og blev til Abu Yusuf al-Funi. Og under dette navn forklarede han i sin bog muslimer i fængslerne og alle mulige andre steder om blandt andet, hvornår en mand skal slå sin kone. Betalt af danske skatteydere.
De synspunkter, som man finder hos muftien fra Gaza og den danske fængsels-imam, følger Koranen. Her hedder det i Sura 4, Vers 34:
”Mænd står over kvinder (…) De kvinder, der handler ret, er lydige (…) De, fra hvem I frygter genstridighed, skal I formane, lade alene i sengen og slå. Hvis de så adlyder jer, skal I ikke foretage jer mere mod dem.”
Hvor er det godt, at vi har folk som Scharf
Hvor er det godt, at vi har folk, der kan forklare os, at imamer bør være mere udadvendte og påvirke samfundsudviklingen. Som nu tidligere PET-chef Jakob Scharf med hans rapport.
Rapportens konklusioner skal præsenteres for politikerne ved en større konference på Christiansborg til april.
Det er ikke lige, hvad det danske samfund har brug for i denne tid.