Parolen: “Få bragt en ende på borgerkrigen i Syrien, og fluks så er Islamisk Stat historie”.
Det er en europæisk tankegang, der bunder i forestillingen om de fasttømrede statsdannelser i Europa, statsdannelser som Danmark, Sverige eller Frankrig.
Nationer og grænser strider mod alt hvad Islamisk Stat står for
Desværre er det ikke tilfældet med de mellemøstlige stater. Det er ikke på den måde Islamisk Stat tænker, Islamisk Stat ønsker ganske enkelt at overtage Syrien og derpå afskaffe det.
De mellemøstlige stater er ganske rigtig blevet oprettet af de europæiske stormagter, og grænserne trukket af den uden hensyntagen til de derboende befolkninger, det er det Islamisk Stat vil ændre, de kunstige grænser skal væk og en islamisk storstat oprettes.
Ideen er kendt fra Europa, hvor Hitler ønskede sig et Grossdeutschland øst på.
Billedet af tyske soldater der fjerner en grænsebom mellem Tyskland og Polen kan siges at være det forbillede som Islamisk Stat har for øje efter indtagelsen af byer som Mosul i Irak og Raqqa i Syrien, og den derpå fjernelse af Sykes-Picot linjen, der blev fastlagt efter første verdenskrig af England og Frankrig.
Ligheden mellem Hitler og IS-lederen Abu Bakr al-Baghdadi er slående. Den Vestfalske fred i 1648 splittede det germanske folk i mange enkeltstater, det var i al fald Hitlers opfattelse af denne fred.
Men princippet er det sammen som ligger til grund for Baghdadis og Islamisk Stat’ handlinger i Mellemøsten. Islamisk Stat vil have en sunni domineret verdenskalifat, de der vil forhindre dette skal som hos Hitler udslettes, uanset deres religiøse baggrunde, ønsker de at overleve i verdenskalifatet må de enten konverterer eller som med Mafiaen betale beskyttelsespenge, hvis ikke må de dø!
Denne selvmordsagtige voldstrang, og storhedsvanvid fører næsten uvægerligt til massemord, Hitlers storgermanske rige har vist vejen.
Indenfor den islamiske verden er der mange underkonflikter, for eksempel bygger Islamisk Stat sin slagkraft på tidligere officerer i Saddam Husseins hær der nærede en angst for at dem de undertrykte i Irak skulle tage hævn efter Saddams fald i 2003. Disse århundrede gamle interne stridigheder er blevet spilet Islamisk Stat i hænde og anvendt af dem. Indien er et glimrende eksempel.
Indien, her taler vi om hele Indien inkl. Pakistan, var, før englændernes indblanding, regeret af muslimer. Under den nuværende Indiens nationalistiske præsident Narenda Modi er modsætningerne mellem hinduer og muslimer blevet forstærket på en måde der får Islamisk Stat til at juble, deres propaganda finder god grobund der.
Tidligere storhed og nuværende angst for forfølgelse er de ingredienser som Islamisk Stat bruger i deres propaganda for at fremme deres stormagtsvanvid.
Islamisk Stat som atommagt
Skrækscenariet er, at Islamisk Stat får adgang til atomvåben, det er ikke en så fjern mulighed, Pakistan er en atommagt, ligesom Iran, Islamisk Stat ved udemærket hvordan de skal bringe disse våben ind i deres arsenal af terrorvåben, gennem målrettede terrorangreb, i stil med dem i Paris, at trække disse stater ind i konflikten, det er er Baghdadis drøm.
Det er af yderste vigtighed at holde de to stater ude af konflikten, presse Pakistan til mådehold, og at få gjort atom aftalen med Iran færdig og underskrevet på trods af alle vanskeligheder.
Problematikken er, at der er flere erklærede atommagter og et par u-erklærede ditto involveret, her tænkes især på Israel og Iran, sidstnævntes oprigtighed angående atomaftalen giver anledning til en del tvivl.
Til gengæld ser Iran med bekymring på Pakistan, kan man være sikker på at deres bombe er udenfor Islamisk Stat’ rækkevidde? Islamisk Stat’ fanatisme og dets anti-shiitiske raseri giver god grund for en mere rationel holdning.
USA bør engagerer sig mere i anstrengelserne for at få Islamisk Stat nedkæmpet, alle til rådighed stående etiske midler bør kastets ind i kampen. En sejr i Syrien for den løse koalition der bekæmper Islamisk Stat ville være kærkommen og et skridt på vejen til at forhindre en humanitær katastrofe og en militær storkonflikt.
Henry Kissinger udtaler, at det vi være nødvendigt at få de territoriale problemer løst på en måde der ikke gentager de fortidens synder som har bragt os i den nuværende situation.
Grænsestridighederne i Mellemøsten har de sammen dimensioner som dem der herskede i Europa i førkrigstiden. Det er specielt Sykes-Picot grænsen og ikke mindst det forhold at kurdernes områder rækker ind i hele tre lande, Tyrkiet, Irak og Syrien.
Skal det forhindres, at det hele ender i religiøse spændinger og de omkringliggende magters enkeltinteresser, og der udvikler sig en storkrig, skulle det ske vil det kræve en militær indsats i samme skala som anden verdenskrig, samt en genopbygning styret af en diplomatisk vished.
Kilde Die Welt