Flere har kritiseret den såkaldte imamaftale, som blev indgået i tirsdags for at begrænse ytringsfriheden. Men faktisk handler det slet ikke om ytringsfrihed. Tværtimod handler det om religionsfrihed, og om at sætte grænser for denne. Og den eneste grund til at vi gør det er pga. en for stor tilstedeværelse af muslimer i Danmark.
Vi forsøger at tage lovreligionen ud af islam, og dermed fjerne det politiske og juridiske aspekt af islam. Det er naturligvis ikke gjort med dette tiltag, men det er det første skridt. Det vigtigste er naturligvis at begrænse især den muslimske indvandring (Bemærk her, at Folketinget har vedtaget lovgivning, der holder asyltallene nede og begrænser udenlandsk arbejdskraft fra visse ikke-vestlige lande), men det er simpelthen bydende nødvendigt at kriminalisere religiøs oplæring i flerkoneri, pædofili og så videre.
Så det er korrekt, at vi begrænser imamernes religionsfrihed, men det er netop med til at sikre grundlæggende frihedsrettigheder for andre eksempelvis unge muslimske piger, der gerne vil bryde med den sociale kontrol, og det vejer tungere i sidste ende, ihvertfald for Dansk Folkeparti.
Og så er det iøvrigt ikke sådan, som nogen har påstået, at vi med aftalen fjerner præsters og for den sags skyld imamers mulighed for at være modstandere af homoseksuelle ægteskaber, ligesom vi heller ikke fjerner en præsts mulighed for at gå ind for homoseksuelle ægteskaber.
Vi er ikke i gang med at afskaffe religionsfriheden, eller ytringsfriheden, og det er mildest talt hamrende unuanceret at forsøge at bilde folk ind, at noget sådant skulle være på vej. Men vi tillader os med henvisning til Grundlovens paragraf 67 at udmønte de begrænsninger, der også er i Grundloven i forhold til tros- og religionsfriheden. Og det både kan og bør vi som lovgivere gøre.
Grundloven siger ganske klart at ens tro ikke må stride imod sædeligheden eller den offentlige orden. Der er altså grænser, og alt andet ville også være absurd. Og netop fordi det først og fremmest er et spørgsmål om religion og ikke et spørgsmål om ytringsfrihed gælder loven kun for religiøse forkyndere, og ja, det er forskelsbehandling. Men det er sagligt begrundet, og det er helt indenfor rammerne af Grundloven. Det er også i tråd med ånden i Grundloven. Det siger naturligvis sig selv, at der er ytringer involveret, når en imam rådgiver om stening eller flerkoneri, men det ændrer bare ikke ved, at det er religionen, vi rammer, og at det er imamen og dennes undervisning, rådgivning eller vejledning, som skal forbydes. Man kan sige, at vi rammer den funktion, som imamen har i sin menighed.
Det var Dansk Folkeparti, der bragte ønsket om at kriminalisere religiøs oplæring med ind til forhandlingsbordet. Vi sagde det fra dag et, og vi sagde også, at begrænsningen i forhold til hvad man må undervise i eller rådgive omkring kun skulle gælde religiøse forkyndere. Det sagde vi også i forhold til listen over såkaldte volds- og hadprædikanter, som også kun gælder religiøse personer, og det er netop fordi vi ønsker at ramme de dele af islam, som er uforenelige med danske værdier.
Nogen siger så, at det er uliberalt. Ja. Og hvad så? Selvfølgelig er det ikke liberalt. Det er statsmagten, og lovgiverne, der på vegne af det danske folk og med Grundloven i hånden siger til muslimerne, at hvis I vil være muslimer, så er det inden for nogle rammer. De rammer, skal I holde jer til, og hvis I går udenfor de rammer, så bliver det strafbart. Så kan man straffes med bøde eller op til 3 års fængsel og måske endda med udvisning.
Jeg mener, at vi har lavet en god aftale. Jeg vil iøvrigt gerne tilkendegive at Dansk Folkeparti når lovgivningen er på plads, vil undersøge mulighederne for at gennemføre yderligere begrænsninger i religionsfriheden for at gøre flere elementer af islam strafbart i Danmark. Men vores politik er ikke udtryk for en kamp imod religion. Overhovedet ikke.
Det er udtryk for en indsats mod politisk islam, og derfor skal vi også finde den rette balancegang. Det er den vej, vi skal gå, hvis vi skal bekæmpe islamiseringen af Danmark. Det vigtigste er som sagt at begrænse især den muslimske indvandring. Men det skal bare ikke udelukke, at vi gennemføre andre initiativer.
Det er en misforståelse, at det handler om at begrænse ytringsfriheden, så jeg anerkender egentlig ikke præmissen for kritikken. Det er et spørgsmål om at begrænse religionsfriheden, men selvom jeg skulle anerkende præmissen om, at det begrænser ytringsfriheden, så kommer det i praksis formentlig kun til at ramme en mindre grupper af ekstreme religiøse forkyndere, og den pris burde selv de mest indædte forkæmpere for ytringsfriheden være klar til at acceptere af hensyn til landets ve og vel.
Martin Henriksen (DF), MF og Formand for Folketingets Udlændinge-, Integration-, og Boligudvalg.
