De seneste dage har bogen “Syv år for PET” fyldt særdeles meget i medierne. Bogen er skrevet af journalist Morten Skjoldager med tidligere PET-chef Jakob Scharf som hovedkilde.
Der er ikke noget journalister elsker så meget som sager, der drejer sig om journalister. Og så oven i købet journalister, der kæmper mod lov og orden og sikkerhedsapparatet.
Bogens udgivelse blev i første omgang standset af Byretten i København efter PET’s anmodning. PET ønskede tid til at se på bogen for at vurdere, om der blev videregivet fortrolige oplysninger.
Men så kortsluttede dagbladet Politiken det danske retssystem ved at offentliggøre hele bogen, inden PET nåede at foretage sin vurdering.
Inden da havde et par andre medier offentliggjort dele af bogen.
De giver alle fine idealistiske begrundelser for, at de har trodset retssystemet og sikkerhedstjenesten. Men sandheden er vist snarere, at de plejer deres egne egoistiske interesser.
Forløbet omkring PET-bogen er fuldt af fup og fiduser og tommetykt hykleri.
Forsøg på at få opmærksomhed
Jakob Scharf, der har skrevet bogen ”Syv år for PET”, måtte forlade sin post som chef for PET under meget uheldige omstændigheder.
Han havde således deltaget i fabrikeringen af en løgn om aflysningen af et besøg, som Folketingets retsudvalg skulle have aflagt på Christiania. Baggrunden for løgnen var, at folketingets nuværende formand Pia Kjærsgaard skulle holdes væk fra Christiania.
Bogen kan ses som Scharfs forsøg på at få oprejsning og nok ikke mindst opmærksomhed til sig selv, efter at han har startet et sikkerhedsfirma.
Tjenesteforsømmelse
Der er delte meninger om, hvorvidt Scharf går ud over det tilladte med nogle af de oplysninger, han videregiver i bogen.
Men alt i alt synes der ikke at være mange kioskbaskere i bogen. Det har forlaget så åbenbart kompenseret for ved at pumpe teksten på bogens bagside op.
Her tales der om, at bogen ”blotlægger” PET-operationerne, både de kendte og de ukendte.
Når PET ser, at der er en bog på vej, der praler med noget sådant, ville det være regulær tjenesteforsømmelse, hvis man ikke gik til domstolen og bad om at få tid til et tjek af bogen, inden den blev offentliggjort.
Det gav Byretten så tilladelse til.
Reklamebrøl
Men det udløste en voldsom forargelse – der formentlig var påtaget – hos forlaget og flere medier med Politiken i spidsen.
Forlaget optrådte forarget til trods for, at dets egne ord på bogens bagside var én stor invitation til, at PET så nærmere på sagen.
Kendsgerningen er vel, at påstanden om, at bogen ”blotlægger” PET-operationer, var rent reklamebrøl. Og nu kunne man så bruge sin påtagede forargelse over, at PET tog reklamebrølet alvorligt, til at få endnu mere omtale i medierne.
Det hører med til sagen, at Scharf selvfølgelig har godkendt bogens bagsidetekst.
Selvpromovering
Flere medier øjnede også muligheden for at udnytte sagen til et forargelses-stunt, som gav dem selv opmærksomhed og ekstra læsere.
Politikens chefredaktør Christian Jensen hævdede således, at PET’s indgreb byggede på ”et tyndt grundlag”.
Et tyndt grundlag? PET ønskede at tjekke, om der var hold i forlagets opsigtsvækkende påstand om, at bogen afslørede ukendte sider af PET’s virksomhed.
Og som man nu engang gør i et retssystem fik PET domstolens tilladelse til at udskyde udgivelsen, så man kunne nå at tjekke. Det har absolut intet at gøre med, at PET er engle. Men alt synes at være foregået efter bogen.
Politikens chefredaktør begrundede også avisens offentliggørelse med, at der er ”så vigtige principper, der står på spil”.
Vigtige principper? At man saboterer PET’s mulighed for at finde ud af, hvad en noget foruroligende bagside-tekst reelt gik ud på?
Politiken ville vride selvpromovering og læsere ud af sagen. Det samme ville Ekstra Bladet og Radio 24syv, der offentliggjorde dele af bogen. Det samme ville forlaget. Det samme ville Jakob Scharf.
Fri os for den forlorne snak om, at det er ”så vigtige principper, der står på spil”.