Den 25. november 2014 blev det i 16 punkter konkretiseret, hvad Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti efter regeringsskiftet ville gøre for at forbedre erhvervenes rammevilkår og styrke konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse.
Efter ganske langvarige og grundige forberedelser i Miljø- og Fødevareministeriet gik forhandlingerne i gang. I den sidste fase kobledes Alternativet, Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet af, og forhandlingsforløbet endte med at Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti den 22. december 2015 indgik en aftale om en Fødevare- og Landbrugspakke.
Aftalen omfatter 30 konkrete initiativer, der vil skabe jobs i egne af Danmark, der virkelig trænger. Aftalen vil også bidrage til at bevare slagterijobs i Danmark.
Aftalen omfatter initiativer på følgende områder:
• Bæredygtigt grundlag
• Øget råvaregrundlag
• Styrket konkurrenceevne
• Udvikling af fremtidens fødevareproduktion
• Fremsynet eksportindsats
Aftaleparterne regner med, at aftalen vil skabe ro om de langsigtede rammevilkår for landbruget. Samtidig sikres det, at miljøindsatsen løftes i de områder, hvor der er behov for det.
Paradigmeskifte for miljøregulering
Et centralt element i aftalen er det aftalte paradigmeskifte for miljøregulering. Gennem mere end 25 år er danske landmænd blevet mødt af de samme miljøkrav, uanset om deres marker grænser op til en sårbar fjord med risiko for iltsvind eller langt fra nærmeste sårbare kystvandområde.
Fremtidens miljøregulering skal være målrettet, den skal være baseret på en vurdering af det lokale behov for indsats og herunder adskilles reguleringen af staldanlæg og markareal. På den måde sikres det, at indsatsen gøres dér, hvor der er brug for den.
Aftaleparterne er enige om, at den fremadrettede regulering på det kontroversielle kvælstofområde er forligsområde, hvor ændringer forudsætter enighed mellem partierne.
Udgifterne til Initiativerne i Fødevare- og landbrugspakken vil i de næste 5 år løbe op i knap 2 mia. kr., der finansieres inden for den afsatte finanslovsreserve til fødevare- og landbrugsinitiativer på i alt 300 mio. kr. i 2016-2019, omprioriteringer inden for landdistriktsprogrammet 2017-2020 og finanslovsreserven til kvælstofindsatser.
Forhandlingerne i Blå Blok
Efter valget i juni 2015 fik Det Konservative Folkeparti nye og nyvalgte ordførere på landbrugs- og miljøområderne. Den og selvbevidste og ærekære Rasmus Jarlov blev landbrugs- og fiskeriordfører mens den helt uerfarne Mette Abildgaard blev miljøordfører. Ordførernes forhåndskendskab til stofområderne var begrænset, og det er velkendt, at Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen og forhandlerne fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ikke har været imponeret over Det Konservative Folkepartis repræsentanter i forhandlingerne om en landbrugspakke.
Det forekommer mærkeligt, at Rasmus Jarlov længe efter aftalens indgåelse gør fremstillingen af miljøeffekterne til et stort issue. Hvis han og Mette Abildgaard havde vidst hvad de havde mellem hænderne og forstået de udleverede dokumenter, kunne de have fremført kritikken af ministeriets regnemetode under forhandlingerne i december, og derved forhandlet sig til løsninger der i højere grad imødekom det miljøbevidste segment af partiets vælgere.
Danmark står med massive og historiske udfordringer på udlændinge-, skatte- og EU-området. Alligevel er det for Det Konservative Folkeparti angiveligt tekniske detaljer om prognoser og beregningsmetoder, der i første omgang ikke var forstået korrekt, der nu pludselig bringer det 100-årige parti op i det røde felt. Det er samtidig besynderligt, at ”ikke-retvisende” beregninger nu er så uvæsentlige for Det Konservative Folkeparti, at disse teknikaliteter ikke får konsekvenser for partiets opbakning til aftalen.
Beregningerne
Af selve aftaleteksten fremgår, at ”Kvælstofudledningen reduceres samlet set over perioden, og indsatsen samles de steder, hvor der er mest brug for den”.
Det fremgår endvidere, at ”Aftaleparterne er derfor enige om at gennemføre en omlægning af miljøreguleringen af landbruget, så den bliver erstattet med målrettede indsatser og målrettet regulering. Hermed sikres det, at miljøindsatsen løftes. Omlægningen af reguleringen skal ske indenfor Danmarks EU-retlige forpligtelser, og parterne er enige om, at regeringen via en tæt dialog med EU-kommissionen skal søge at sikre, at omlægningen kan gennemføres og finansieres indenfor rammerne af direktivforpligtelserne og at væsentlige spørgsmål fra Kommission i denne sammenhæng bør drøftes i aftalekredsen.”
I den diskussion, der på foranledning af en række forskeres udtalelser til dagspressen er opstået, har kvælstofudledningen i hvert af årene 2016-21 og den samlede kvælstofudledning over perioden været kardinalpunkter. I den meget tekniske diskussion om beregninger og prognoser er der indgået flere spørgsmål. Det ene drejer sig om indregningen af udefrakommende positive miljøeffekter – den såkaldte baseline, som bl.a. skyldes mere økologi i Danmark og færre marker pga. byudvikling.
Det andet spørgsmål drejer sig om hvordan baseline er opgjort – er det acceptabelt at indregne effekterne fra 2013, 2014 og 2015 i 2016-effekten eller burde 2015 have været anvendt som basisår?
Til det første spørgsmål er de fleste tilbøjelige til at acceptere indregningen – det afgørende er den faktiske økologiske tilstand.
Angående det andet spørgsmål – udregningen af baseline i 2016 – syntes alle forskere at være kritiske.
Fremgangsmåden er ikke uden betydning for det samlede resultat: Ministeriets metode, hvor 2012 er basisår, betyder, at der i alle årene fra og med 2016 er en mindsket kvælstofudledning og dermed en positiv effekt på vandmiljøet.
Hvis man benytter forskernes fremgangsmåde, hvor 2015 er basisår, ville baseline i 2016 have været på 617 tons og ikke 1851 tons som præsenteret for Folketing og offentligheden. Resultatet er øget kvælstoftilførsel i 2016 med 1324 tons, i 2017 med 1223 tons og i 2018 med 408 tons. I 2019 og følgende år vil kvælstoftilførslen til gengæld falde. Samlet over perioden ville der være et fald i kvælstoftilførsel på knap 7.000 tons.
Striden står altså om landbrugspakken medfører en marginalt forøget kvælstofudledning i 2016, 2017 og 2018. Ingen betvivler at landbrugspakken på længere sigt klart vil bidrage til at forbedre den økologiske tilstand i vandmiljøet.
Metodediskussionen
Det står også helt klart, at ingen af de forskere, der har udtalt sig, støtter den beregningsmetode ministeriet har anvendt. Ministeriet bebrejdes for præsentationen – beregningsmetoden er ikke beskrevet tydeligt i det offentliggjorte materiale. Det kritiseres også, at det ikke tydeligt fremgår, at en regnemetode, hvor 2015 er basisår, giver et andet resultat – og merudledning af kvælstof i 2016, 2017 og 2018.
Ministeriet afviser kritikken og henviser til at fremgangsmåden har været lagt åbent frem og henviser til en såkaldt UDLEVERINGSNOTITS nr. 34, der blev udleveret til 3. forhandlingsmøde den 10. december 2015.
Betyder det noget i den virkelige verden?
Landbruget udleder omkring 57.000 ton kvælstof om året, men hvis den bunke mudder og næringsstoffer, som ligger på bunden rundt omkring i vores fjorde, skal forsvinde, skal udledningen reduceres. En af de kontroversielle forskere, Stiig Markager fra Aarhus Universitet, har hævdet at modelmålinger viser, at vi skal ned på 42.000 ton kvælstof om året for at kunne genoprette det naturlige vandmiljø over de næste 10-15 år.
Det striden drejer sig om er altså kvælstofudledninger i en begrænset periode 2016-18 i størrelsesordenen 2 pct. af de samlede udledninger. Forskere har hævdet, at forskellene næppe ville kunne måles i vandmiljøerne.
