*** 3 stjerner ud af 6
Det har været en interessant oplevelse inden for en uge at se to musikfilm om to af det 20. århundredes største bands: The Beatles og Oasis. Begge film – først “Eight Days a Week – the Touring Years” og nu “Oasis: Supersonic” – er dokumentariske. Begge skildrer gruppernes opståen, deres vej mod toppen og de enkelte gruppemedlemmers familiebaggrund og psykologi. Endelig benytter begge film sig af et righoldigt arkivmateriale, private billeder og portrætter, og film af fans og koncertoptagelser. For ”Oasis’” vedkommende fortælleteknisk suppleret med omfattende animation.
Historien om Oasis 1991-2009
Oasis blev dannet af brødrene Noel og Liam Gallagher i deres hjemby Manchester i 1991. Filmen fokuserer på – og forklarer en stor del af gruppens succes med – at Liam og Noel hele tiden konkurrerer med hinanden. Deres rivalisering får dem til at stramme sig ekstra an med såvel sangtekster, sang og musik for at vinde kampen om at være førerhunden i bandet.
Højdepunktet nås i 1996, hvor Oasis spiller to megakoncerter for 250.000 mennesker. Hvor store de var på musikscenen for 20 år siden demonstreres også af, at over 2.6 millioner mennesker forsøgte at få billetter.
Musikken og koncerterne fylder mindre i denne film end dokumentaren om The Beatles. I stedet vises en række scener, hvor brødrene lukker kraftudtryk ud – mere eller mindre påvirkede af alkohol og stoffer. Helt galt går det under deres første optræden i USA, hvor de har indtaget midlet crystal meth og er så stenede, at de ikke spiller og synger de samme numre undervejs. Katastrofen får Noel til at forlade bandet, men det lykkes dog deres tour manager at få ham tilbage, så de kan fortsætte den amerikanske koncertrække.
Forstemmende oplevelse
Brødrenes skadevoldende og grænseoverskridende adfærd er en forstemmende oplevelse. De efterlader sig en stribe af havarerede hotelværelser i deres kølvand, og på et tidspunkt bliver en af musikerne, Guigs, nødt til at svigte gruppen på grund af udmattelse. De evindelige stridigheder og undertiden slåskampe mellem brødrene går ham så meget på nerverne, at han en dag bare ikke møder op.
En del af forklaringen på Liams og Noels vildskab og oprørskhed må søges i en problematisk opvækst med en voldelig far. Lykkeligvis har de også nydt godt af en omsorgsfuld og selvopofrende mor, der sætter alt ind på at støtte sine tre drenge. Fine klip og interviews med moren dels portrætterer hende, dels kaster lys over Liams og Noels had til faren.
En central begivenhed er de omtalte to gigantiske Knebworth-koncerter, hvortil Oasis ankommer med helikopter over en tætpakket, hujende tilskuermængde. Disse to live-koncerter bliver karakteriseret som et punktum for en æra, hvor engelsk kultur og identitet blev hyldet. Internettet er endnu ikke slået igennem, og fællesskabet er fysisk, ikke virtuelt.
Skift i tidsånden?
Oasis slår igennem 30 år efter The Beatles. I min anmeldelse af Beatles-filmen (d.29.9) skrev jeg bl.a.: ”Det er rørende at se, hvordan de tager sig af hinanden, og hvor renhjertede de fremtræder. For ikke at tale om høflige!
Hvad der tilbage i 1960’erne vakte skandale og forargelse, viser sig paradoksalt nok i et historisk perspektiv anno 2016 at fremstå som ’uskyldens år’.”
Der er ikke meget uskyld – eller høflighed! – at hente i ”Oasis”. Ordet ’fucking’ optræder som fast repertoire i hver og hver anden sætning.
Forholder det sig monstro sådan, at brødrenes, især Liams, provokerende attituder og selvdestruktive adfærd er et udtryk for det skift i tidsånden, der har fundet sted siden midttresserne? Under mantraet: Hvis jeg har lyst, har jeg også lov, og enhver begrænsning af min frihed skal elimineres?
Selve musikkens kvalitet må andre dømme om – men millioner af fans og pladekøbere kan vel næppe tage fejl?
Længde: 122 minutter
- Medvirkende: Liam Gallagher, Noel Gallagher, Paul Gallagher, Peggie Gallagher m.fl.
- Instruktør: Mat Whitecross
- Premieredato: Torsdag d. 13. oktober
