Konventioner er blevet ændret totalt af bekendtgørelser af nyere dato – det binder landene på hænder og fødder

Cand. scient. pol. Jørgen Gammelgaard havde en interessant kronik i JP den 26.8.2016 “Vås og konventioner”.

 

En stor del af befolkningen vil nok erklære sig enig i at sidestille vås og konventioner ud fra den betragtning, at det er vås at opretholde konventioner, der hører en anden tid til.

 

Gammelgaards ærinde er imidlertid at vise den fortolkning (læs: praksis), politikerne i blå blok  føler sig nedsaget til at lægge for dagen, når politiske modstandere, embedsfolk, journalister og den selvudnævte elite rasler med konventionerne.

 

Statsløsekonventionen af 1954

Gammelgaard anfører bl.a. om Statsløsekonventionen:

 

”I 1954 statsløse-konventionen anføres det således, at personer og grupper, der varetages af andre FN-organisationer, er undtaget fra konventionen.

 

Det gælder således statsløse palæstinensere, idet FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten (UNRWA) har ansvaret for denne gruppe. Det har vidtgående betydning, idet langt, langt den største gruppe af statsløse netop udgøres af palæstinensere, som modsat hvad der var indtrykket i forbindelse med statsløsesagen i 2011, således ikke er omfattet af statsløsekonventionerne.”

 

Desværre er det vist længe siden, at personer og grupper varetages af FN-organisationer og dermed er undtaget konventionen.

 

Bekendtgørelse til Statsløsekonventionen af 1961

Det er nemlig ikke den forældede konvention fra 1954, der anvendes mere. Folketinget vedtog i 1977 Bekendtgørelse af konventionen af 30. august 1961 om begrænsning af statsløshed. EU mente, at der skulle gøres mere for denne gruppe.

 

I Bekendtgørelsen har den kontraherende stat (her Danmark) pligt til at give statsløse statsborgerskab ved fødsel, i henhold til lov, eller efter ansøgning, som af den pågældende selv eller på hans vegne indgives til vedkommende myndighed i den af landets lovgivning foreskrevne form.

 

Læs også
“Langsom død” for palæstinensere i Libanon

Herfra er dog undtaget statsløse, der har begået kriminalitet, der er takseret til 5 års fængsel eller mere.

 

Når henses til de meget milde straffe, der gives her i landet for selv meget grove forbrydelser, er det umådeligt svært at få 5 års fængsel, så der er næppe ret mange, der sorteres fra.

 

Flygtningekonventionen

Gammelgaard skriver videre, at det er ”entydigt, at Flygtningekonventionen af 1951 ikke gælder for palæstinensere.”

 

Det har stor betydning, anfører han, da næsten 2.000 statsløse ankom til Danmark i 2015 og flere end 400 er ankommet i 2016. Og han mener ikke, at de ikke har krav på beskyttelse under flygtningekonventionen.”

 

Heller ikke denne konvention anvendes dog mere i sin oprindelige form. Udvidelsen af flygtningebegrebet skete ved Bekendtgørelse af protokol af 1967 vedrørende flygtninges retsstilling. Og som klassens duks skrev Danmark naturligvis under.

 

Når henses til den overvældende undren, der er i befolkningen over, at selv kriminelle statsløse får statsborgerskab, og at flygtningebegrebet er udvidet til ukendelighed, kan man nok stille spørgsmål til, hvor mange der har haft anelse om, at de udvidede beføjelser til alle fremmede er sket ved, at Danmark – uden befolkningens samtykke – har underskrevet ethvert stykke papir, man er blevet præsenteret for.

Læs også
Arabernes mareridt: Integration af palæstinensere

 

Danmarks retsforbehold

Men nu bliver det rigtig indviklet. For på den ene side har Danmark underskrevet såvel konventioner som bekendtgørelser, på den anden side har Danmark fire retsforbehold, af hvilke ét af dem vedrører asyl- og flygtningepolitikken.

 

I Rådets Direktiv 2004/83/EFI  om ”(…) anerkendelse af (…) statsløse som flygtninge (…)” fremgår det under pkt. 40, at Danmark ikke deltager ”i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark”.

 

På trods heraf synes enhver palæstinenser, der ankommer til landet, at få asyl.

 

Når det gælder om at få palæstinenserne sendt hjem igen, så snart lejligheden byder sig, er det imidlertid bemærkelsesværdigt, at Danmark til gengæld ikke anvender direktivets artikel 11, stk. 1, litra f, om ikke længere at anerkende en statsløs som flygtning, der ”kan vende tilbage til det land, hvor den pågældende havde sit sædvanlige opholdssted, fordi de omstændigheder, ifølge hvilke den pågældende er blevet anerkendt som flygtning, ikke længere består”. Her henvises især til de statsløse palæstinensere, der ingen problemer har med – i samme øjeblik de får flygtningestatus – at tage tilbage til hjemlandet. Jf. tillige Fis-Fis, som efter sin udvisningsdom for grov kriminalitet hævdede ikke at kunne tage ophold i sit hjemland, hvor han med sin talrige familie efter sigende hvert år holder ferie i det hus, han har købt.

 

Det ser ud, som om Danmark på trods af retsforbeholdet anvender/ikke anvender direktivet, alt efter hvilken vej vinden blæser. Eller skulle man sige: Beskytter det omdømme i udlandet, som Danmark er så ømtåleligt overfor.

 

Læs også
En en strøm af konventioner giver udlændinge rettigheder i Danmark – men ingen konventioner sikrer danskerne

Hensynet til danskerne

Vi er ikke vant til, at aviserne overhovedet omtaler den byrde, det kan være for den danske befolkning med tilvandringen af ikke mindst statsløse palæstinensere. Så meget mere bemærkelsesværdigt og befriende var det den 20.11.2011 at kunne læse en leder i Berlingske Tidende, der handlede om beskyttelse af danskerne mod statsløse.

 

Og beskyttelse af danskerne synes der at være behov for. I JP kunne man den 7.9.2012  læse et debatindlæg om statistikken over de palæstinensere, der fik opholdstilladelse på grund af særloven i 1992. Der stod bl.a., at en undersøgelse fra 2005 viste, at omkring 42 % (135) af disse palæstinensere i de efterfølgende år havde fået bødeforlæg eller var dømt ved domstolene, og at 74 % (238) var på passiv forsørgelse. Af de 110 børn født af gruppen af 321 palæstinensere havde 56 % (62) været involveret i kriminalitet.

 

Palæstinensere synes i øvrigt at mene sig fuldstændigt sikre for udvisning, uanset hvordan de opfører sig, og hvor groft de bryder loven. En palæstinenser måtte dog sande, at selv Danmark har grænser for tolerancen. Den 3.11.2010 blev en palæstinensisk forbryder udvist og sendt tilbage til Syrien. Som vel var forventeligt, gav den Humanistiske Stormagt Sverige ham asyl i 2013, da han rejste dertil.

 

Så kun en bro skiller os nu fra den udviste palæstinensiske forbryder – der nu kan kalde sig svensker.

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…