En læser skriver: Jeg blev indlagt med et alvorligt hjerteproblem – og fik en positiv oplevelse af det danske sygehusvæsen

Modelfoto fra hospital Colourbox

Poul Højlund blev pludselig syg. På Facebook beskrev han over nogle dage sine oplevelser med det danske sygehusvæsen. Dem har han på opfordring sendt til Den Korte Avis:

 

Facebook 11. oktober kl. 20:25 ·

 

Jeg er så begejstret for vores sygehusvæsen.

 

Indlægges mandag 10/10 med tydelige indikationer på forsnævringer i kranspulsårer. Silkeborg er tre gange kåret som “Bedst i kategorien mindre sygehuse” – og det lever de helt og fuldt op til. Sat i elektronisk overvågning med det samme, jeg er åbenbart en tikkende bombe, hvad angår en blodprop.

 

Kører med Falck og hele tre redere/behandlere til Skejby, hele tiden med elektronisk overvågning og genoplivningsudstyr parat. Hyggelig køretur, hvor vi af en eller anden grund griner en hel del.

 

Skejby sender en sonde gennem pulsåren op i det gamle hjerte og dømmer bypass. På konference onsdag morgen og formentlig operation onsdag eller torsdag.

 

Hurra, hvor er de dygtige, effektive og søde hele vejen igennem. Glæder mig til at komme ud på den anden side med fuld vejrtrækning igen – og hurtig kampklar igen, håber jeg. Der kan jo komme valg, før man mindst venter det.

 

Facebook 14. oktober kl. 17:51 · Aarhus ·

 

Operation rykket til mandag, noget med at samle det rigtige team på den rigtige operationsstue og så videre. Dobbel bypass er en stor sag med lang recovery. Fortsat prima behandling af topkompetente mennesker; sygeplejersker med smil, der rammer helt ind i hjertekulen. Det er en fornøjelse at være borger her til lands.

 

Facebook 19. oktober kl. 20:05 · Aarhus ·

 

Læs også
Kvinder sætter fokus på cannabis som medicin

Bliver lagt på bordet mandag middag, og forsvinder ind i bedøvelsens totale mørke og glemsomhed. Vækkes igen ved 21-tiden. Derefter et besynderligt søvnløst døgn, hvor jeg dels ligner et elektrisk juletræ, dels forsøger at få styr på mit hoved og mine tanker. Opgiver til sidst, det er for kompliceret.

 

Det drejer vist til levesiden, som vi siger i Jylland. Men det er en voldsom operation med gennemskæring af brystbenet og efterfølgende udbøjning af ribbenene, mens hjertet sættes i stå i et par timer. Jeg er heldigvis dygtigt smertedæmpet, og både portører, sosu’er, sygeplejersker og læger er helt fantastiske.

 

Hurra for dem, og hurra for et sygehusvæsen, der bare kan det her. Nu følger tre måneders genoptræning, hvor jeg ikke må køre bil eller på anden måde skævlaste mit brystben. Og til sidst skulle jeg være som ny igen – regner jeg da med.

 

Facebook 23. oktober kl. 11:09 ·

 

På 13. døgn indlagt og med udsigt til at ramme det tyvende døgn eller flere. Der opstår en hel del små komplikationer. Lungebetændelse, væske omkring lungerne, meget ubehagelig forkammerflimmer; puls i raketfart op på 200, hjertet løber maraton, mens jeg ligge bomstille; store smerter, et sår, der bliver ved med at springe op, blodtryk, der bliver ved med at være for lavt..

 

Alle de trivielle småting, der helt automatisk kommer i hælene på det, der egentlig bør betegnes som en lægevidenskabelig triumf: En åben operation i hjertet med brystben gennemsavet og ribbenene bøjet bagover, vener hentet fra venstre ben og alskens slanger, dræn og ledninger forbundet til maskiner og strømgivere af forskellig art. 5 -7 højtuddannede og erfarne specialister i arbejde plus et antal under oplæring.

 

Læs også
Holdningskorrigerende tøj har til hensigt at afhjælpe smerter i ryggen

Et hjerte, der sættes i stå under operationen, en patient, der med rutineret sikkerhed hentes tilbage fra kong Hades’ rige, hvorfra ellers ingen returnerer, fordi det netop er Hades’ opgave at ingen undslipper dødens rige.

 

Det er da lægevidenskabens triumf.

 

Efter omsyning på tredjedagen efter operationen, høj feber og intravenøs penicillin på fjerdedagen, galopperende arytmier (det er grimt som i rigtig grimt!) og en anelse undren hos sagkundskaben på femtedagen klares al ting på sjettedagen med en solid nål ind gennem ryggen til inderkanten af lungen, hvorfra der kan tappes godt en liter væske på ingen tid. Væsken har trykket på lungen og hjertet, og den dømmes nu hovedskyldig i de små rutineulykker ovenfor.

 

Og miraklernes tid er sandelig ikke forbi. Patienten får det helt fantastisk meget bedre, – når man er hjertepatient, sker sådan noget på sekunder, tro mig! Der er en afgrund til forskel på puls 200, svær forkammerflimmer, stærke smerter i brystbenet, kvalme plus det løse – og så ingenting! Ingenting forstået som den måde, de fleste af os normalt har det med kroppen. Velvære, ingenting, rutine.

 

Udskrives efter lidt forhandling på 19. dagen, – ikke at jeg er rask eller blot feberfri, men jeg trænger i den grad til frisk luft og til at komme hjem. Herfra kan det kun gå fremad – om end med musetrin.

 

 

Poul Højlund, kandidat for Nye Borgerlige

Læs også
Fitnesscenteret er for alle

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…