I de politisk korrekte snakkende klasser prøver man at tegne et bestemt billede af de vælgere, der kræver en stram udlændingepolitik. De fremstilles nærmest som sociale tabere, der på grund af deres egne problemer reagerer kritisk på indvandring og asylstrøm.
I Danmark oplevede man dette mønster i en fuldkommen parodisk form efter sidste folketingsvalg, der gav Dansk Folkeparti stor fremgang.
Venstreorienterede journalister og andre medlemmer af de snakkende klasser fandt ud af, at denne fremgang skyldtes frustrationer hos befolkningen i, hvad de kaldte Udkantsdanmark.
De indvandringskritiske vælgere blev nærmest fremstillet som forhutlede eksistenser, der i deres dybe økonomiske og åndelige armod var helt uimodtagelige for de politisk korrekte budskaber.
Studieværter og journalister fra TV valfartede til Sønderjylland for at fortælle om disse tilbagestående mennesker, hvis primitive synspunkter man måtte prøve at forstå. Det var slet ikke faldet de pågældende journalister ind, at det var deres eget verdensbillede, som var yderst enfoldigt.
For de fleste mennesker med den sunde fornuft i behold er det ret åbenlyst, at dette billede af, hvem der kræver stram udlændingepolitik, har meget lidt med virkeligheden at gøre.
Aktuel undersøgelse
En opsigtsvækkende undersøgelse fra Tyskland bekræfter dette. Den er lavet af Institut der deutschen Wirtschaft Köln (IW Köln), og Welt am Sonntag har fået tallene.
Avisen fremhæver specielt det billede, som undersøgelsen tegner af de vælgere, der vil stemme på det fremstormende indvandringskritiske parti Alternative für Deutschland (AfD). AfD holder partikongres i denne weekend.
Dette er et parti, der kommer med skarpere udmeldinger i udlændingepolitikken, end vi kender til fra noget parti i Folketinget. Så ud fra den politisk korrekte teori burde deres vælgere udpræget være folk med lav indkomst og lav uddannelse.
Men undersøgelsen viser, at dette er helt forkert.
Die Welt skriver: ”Alternative für Deutschland er et parti for folk, der tjener godt.”
34 procent af dem, der vil stemme på partiet, tilhører den rigeste femtedel af befolkningen. 15 procent hentes fra folk i den laveste ende af indkomstskalaen. Kun 10 procent af partiets vælgere gør sig store bekymringer om deres egen økonomiske situation.
AfD’s vælgere er altså meget langt fra det billede, som de politisk korrekte fantaserer om. Deres gennemsnitsindkomst ligger over gennemsnittet for hele befolkningen.
En undersøgelse fra marts viste, at 79 procent af AfD’s tilhængere vurderer deres økonomiske situation som ”god” eller ”meget god”. (TNS Infratest/Der Spiegel)
Primitive forklaringer
Sagen er den, at der ikke er nogen sammenhæng mellem ønsket om en stram udlændingepolitik og oplevelsen af store personlige økonomiske problemer.
Den ny undersøgelse fra IW Köln konstaterer da også, at når man tager vælgerne som helhed, er der kun ”en meget svag sammenhæng mellem bekymring over indvandring og husstandsindkomst”. (Die Welt)
Når det gælder uddannelsesniveau, ligger AfD-vælgerne i øvrigt også over den tyske befolknings gennemsnit.
De primitive politisk korrekte forklaringer rammer ved siden af.
Angsten for at være politisk ukorrekt
Det er vælgere med forskellige indkomster og forskellige uddannelser, der ønsker en stram udlændingepolitik.
De gør det ikke, fordi de er økonomisk eller åndeligt forarmede, eller hvad man nu ellers kan finde på at påstå. De gør det, fordi de er overbeviste om, at en stor ikke-vestlig, overvejende muslimsk tilstrømning er ødelæggende for vores samfund.
Det er såmænd ikke så meget ønsket om en stram udlændingepolitik, der kræver de store forklaringer og analyser. Den bunder i snusfornuftig realisme.
Det, der kræver forklaring, er snarere den angst, som præger mange i de politisk korrekte miljøer. Angsten for at blive isoleret, hvis man har de forkerte meninger.